Motörhead væltede atter Vega, da de gav deres efterhånden traditionelle julekoncert i København.
'Don’t forget us. We are fuckin’ Motörhead and we play rock and roll!'Ovenstående forkyndelse faldt, umiddelbart før vores allesammens yndlings-ypperstepræst og hæse heltetenor Lemmy og hans håndgangne herrer i Motörhead tirsdag i et stopfyldt Vega satte i med aftenens sidste ekstranummer, klassikeren 'Overkill'.
Jamen, ærligt talt Lemmy: glemme Motörhead? Det eneste band i verden, der kan matche AC/DC, når det kommer til at spille rock’n’roll af hjertets renhed? Sandsynligheden er sgu’ større for at jeg pludselig bekender, at jeg er blodig Britney Spears fan. Med andre ord eksisterer den sandsynlighed ikke.
Efter over 30 år på rockscenen taler Lemmy nemlig ikke kun for bandet, når han påpeger, de er Motörhead. Han taler for alle os med rocken i blodet og stoltheden i hjertet. VI er fandme også Motörhead med hud, hår og gennemsvedt læder, og det gjaldt da i dén grad de 1500, som var troppet op i Vega.
Fra det øjeblik Lemmy hamrede til bassen, og den fænomenale trommeslager Mikkey Dee lod bombardementet begynde med 'Iron Fist' var band og publikum ét i et omfang, som kun skabes af gensidig respekt og tøjles- og betingelsesløs kærlighed. Til rock and roll og troen på at begrebet 'fede tider' trods alt ikke er gået totalt tabt i en ellers ond og nådesløs verden.
- Gu’ vil vi da røv!, som en gut ved siden af mig med lalleglæden sprøjtende ovenud ad stemnings-termometret grinede, da Motörhead satte i med den omsonste opfordring 'Stay Clean'. Eller hvor livsbekræftende kan det lige blive, når 1500 mennesker lykkeligt skråler med på Motörheads potente piece-de-restistance 'Killed By Death'? Well, de har næppe nogensinde følt sig så i live, vil jeg hævde. Oh yeah? Oh yeah!
Selv Lemmy, som ellers til alle tider er cool som en Jack D. on the rocks, tillod sig talrige smil over publikums reaktion. Eller også var han bare med god grund stolt af, hvilket fandens fedt rock’n’roll band, han har skabt med Motörhead. I Vega satte de traditionen tro ikke en fod eller finger forkert i et perfekt timet sæt, hvor specielt bandets alt for undervurderede tredje medlem, guitaristen Phil Campbell, brillerede blændende. Specielt hans melodiske rytmespil og intet mindre end fremragende soli i 'I Got Mine' og den særdeles velkomne oversete klassiker 'Another Perfect Day' var ærefrygtindgydende.
Og sådan kunne jeg blive ved, men det skal jeg spare jer for. Lad mig blot konstatere, at alle øren efter koncerten kimede til julefest, da Motörhead – som juletraditionen foreskriver – sendte os ud i den kolde decembernat med fornyet tro på dét, man vist prosaisk benævner 'hele lortet'...
