Endnu en dansker er blevet overfaldet i det betændte forlystelseskvarter Pattaya i Thailand, som Udenrigsministeriet direkte advarer mod.

Overfaldet på danskeren fandt sted i weekenden, da den 69-årige dansker lørdag aften kl. 23 lokal tid vendte hjem til sit hotelværelse på sjette sal i bebyggelsen Sombat Condo.

Ifølge Pattaya Daily News var den danske pensionist netop ankommet til Pattaya med sin thailandske kone og havde været ude at spise. Da de vendte hjem til værelset, var hoteldøren til deres overraskelse låst indefra og der var lys på værelset.

Danskeren alarmerede straks sikkerhedspersonalet, og da han vendte tilbage til værelset, forsøgte en indbrudstyv at undslippe - blandt andet ved at stikke en skruetrækker i maven på danskeren, som også blev slået over hele kroppen, da han kom i kamp med den narkopåvirkede tyv.

Tyven havde i første omgang held til at undslippe til en parkeringskælder, hvor en kammerat ventede på en motorcykel, men her blev den 25-årige gerningsmand pågrebet og kort efter overgivet til politiet.

Det dramatiske overfald på danskeren er blot det seneste eksempel på turister, der oplever den kriminelle bagside af det thailandske ferieparadis.

Ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning for Thailand er der de seneste år sket et stigende antal voldelige overfald - nogle med dødelig udgang - mod udenlandske turister.

- Danske turister har også i beskedent men dog stigende omfang været udsat for sådanne forbrydelser. Særligt udsatte områder for sådan kriminalitet synes at være Pattaya og Koh Samui, hedder det i rejsevejledningen.

- Voldelige overfald kan dog forekomme overalt, ikke mindst steder med stor koncentration af turister. Der er som regel tale om forbrydelser i forbindelse med røveri/forsøg på røveri, prostitution, afpresning, hævnakter og slagsmål med udgangspunkt i påvirkning af alkohol/stoffer, advarer Udenrigsministeriet videre.