Bagmandspolitiets efterforskning har lidt et alvorligt knæk. Vigtigt bevismateriale blev søndag fjernet fra Stein Baggers hemmelige kontor på Schæffergården i Gentofte, og bagmandspolitiet kritiserer nu, at IT Factory besøgte det hemmelige kontor, inden de selv kunne komme til det.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at vi gerne ville have været de første. Det kan betyde meget for efterforskningen, hvordan et papir fx ligger i forhold til et andet, og så hjælper det ikke, at der har været nogen at fjerne dem.

Jeg kan kun nøgternt konstatere, at det er bedst, hvis politiet er de første til at sikre bevismateriale og dokumenter, siger bagmandspolitiets chef, Jens Madsen, til B.T.

Bagmandspolitiet håber ikke, at besøget vil gøre det sværere at sikre beviser og besøgte mandag selv det hemmelige kontor på Schæffergaarden, hvor en papkasse nu er det eneste tilbageværende fra Baggers ophold.

- Vi skal den kommende tid være i dialog med IT Factory for at få udleveret og sikre de dokumenter, der er af interesse i sagen. Så generelt kan jeg sige, at når man vil samarbejde med politiet, så hjælper det meget, at vi er de første, der er på gerningsstedet eller andre interessante steder i en sag. Og det må dette kontor siges at være.

Hos IT Factory mener man ikke, at sikringen af dokumenterne fra det hemmelige kontor bør føre til yderligere mistanke.

- Hvorfor skulle vi gå til politiet, da vi gik ind på hans kontorer - først i firmaet og siden i kursuscenteret ved siden af. På det tidspunkt har vi ingen mistanke om noget kriminelt, siger IT Factorys kommunikationsrådgiver, Erik Ove.

- Vi har ikke givet alt til politiet, som vi fandt i rummet. Det, vi ikke har givet, er ting af privat karakter som bilag til støvsugerposer - men politiet kan jo bare ringe og sige, hvad de vil, tilføjer han.