Medejer af IT Factory var i chok, da han modtog beskeden om IT Factorys konkurs i morges.

IT Factorys konkurs kom bag på mange her til morgen ikke mindst medejeren og entertaineren Finn Nørbygaard, der først blev orienteret om sagen her til morgen.

- Der er ikke så meget at sige. Jeg er orienteret, og jeg er chokeret over det, der er sket, fortæller entertaineren.

Finn Nørbygaard er en af de personer, der rammes hårdt af konkursen i IT Factory. Entertaineren var faktisk på et tidspunkt ganske tæt på at kunne kalde sig milliardær – i papirpenge vel og mærke.

Sammen med blandt andet Asger Jensby og den tidligere AaB-direktør Tom Matthiesen ejer Nørbygaard JMI Invest, som har haft halvdelen af aktierne i IT Factory. På et tidspunkt blev IT Factory vurderet til at være helt op til otte milliarder kroner værd. For Finn Nørbygaard betød det, at han – på papiret – ejede aktier til en værdi af 700 milioner kroner i IT Factory, fordi han sad på 17,5 pct. af aktierne i JMI Invest.

Med dagens konkurs er den aktiepost nu ingenting værd.

Der kan opstå problemer for Finn Nørbygaard og de andre investorer i JMI Invest, fordi de med sikkerhed i deres IT Factory-aktier har lånt penge i banken til at foretage yderligere investeringer.

Konkursen kommer ligeledes til at have konsekvenser for Bjarne Riis' cykelhold, der dermed mister sin hovedsponsor, der skulle have postet 40 millioner kroner i holdet.

Finn Nørbygaard anede intet om konkursen før her til morgen.

- Jeg fik først besked her til morgen, og det kom naturligvis bag på mig, siger den fåmælte Finn Nørbygaard, der ellers overlader al kommunikation om konkursen til kommunikationsfolk.

Direktøren Stein Bagger er eftersøgt af Interpol for bedrager af omkring en halv milliard kroner. Han er nu forsvundet. Det seneste man ved om ham er, at han skulle have været på ferie i Dubai sammen med konen.