Las Vegas-showet The Red Piano Concert er ikke uproblematisk.
En lille times tid inde i lørdagens koncert med Elton John i Parken skete der noget helt specielt. Sir Elton og band havde netop afsluttet en i øvrigt fantastisk klingende version af ’Goodbye Yellow Brick Road’. Veldisponeret uden for meget fræs.Rimelig lyd, og meget, meget fine harmonier af bassist Bob Birch og guitarist Davye Johnston. De skal højt op i den sang, og det kom de.
Da så man Elton John udbryde et ”Yeeees!” og give et sejrs tegn, som havde han netop scoret for Watford i en pokalfinale.
Det var et af rockmusikkens uhyre sjældne øjeblikke. Når selv bandet på scenen jubler med, bliver overraskede og grebet. Man får lyst til at sige med Vin Diesel, ’Man, I live for this shit’.
Desværre var koncerten som helhed en blandet oplevelse.
’The Red Piano Concert’ havde premiere i 2004, og er siden ”opført” 200 gange på Cesars Palace i Las Vegas. For et par uger siden indledte Elton John for første gang en turné med showet udenfor Nevadaørkenen.
Bandet og sangene er nøjagtig de samme, som han havde med i Odense sidste år. Sangene generelt i bedre, og mere stramme versioner end sidste år. Alene det at Rocket Man denne gang varede på den rigtige side af en halv time er et fremskridt.
Men det mildest talt ekstravagante show er ikke uproblematisk.
Jo, videoerne på den enorme storskærm er faktisk flotte. Den med Justin Timberlake som Elton kender vi i forvejen. Den, der illustrerer Eltons selvmordsforsøg i ’Someone Saved My Life Tonight’ er direkte fremragende. Kunst.
Og jo, jeg bør vel strengt taget være den sidste til at klage over at se en 20 meter høj Pamela Andersson danse poledance (på video). Det bliver bare for meget til sidst. Med lumre oppustelige kæmpebananer, der skal illustrere potens (I am still standing, blink-blink) og en barm på størrelse med Rundetårn x 2. Det er nogenlunde lige så elegant som akustikken i Parken…
Det er muligt, at det fungerer i Cesars Palace, hvor man jo alligevel med fuldt overlæg svømmer rundt i dekadence, neonlys og brudte drømme. Udfor nedre C i Don Ø’s betonkatedral virker det ærlig talt nærmest ufrivilligt komisk.
God men ikke prangende
Man kan sige det sådan; der skal nogle ualmindelig gode sange til.
Pinball Wizzard fra ’Tommy’ er vel uundgåelig i Las Vegas-sammenhæng. Det er bare en kedelig og ordinær rocksang. Det samme med ’Tiny Dancer’, ’The Bitch Is Back’ og ’Saturdays Night’s All Right (For Fighting)’. Tusinder af rocksange derude er lige så gode, om ikke bedre. Mens kun en lille bitte håndfuld ballader har samme eviggrønne strejf af pop-evighed som de bedste af Eltons.
Jeg er klart mest til Elton John, når han lader sine gudsbenåede sange tale for sig selv. Hør ham synge og spille den altid fantastiske ballade ’Candle In The Wind’. Hør ham dedikere, spille og synge ’Your Song’ for 17.000 danskere i en betonarena, som om han rent faktisk mener det.
Det må være som at blive vist rundt i Operahuset i Sydney af netop afdøde Jørn Utzon.
For at blive i Las Vegas-sproget: Elton Johns koncert i Parken var som fuldt hus i poker. Som regel godt nok til at vinde, men ikke prangende.
