En mand er tiltalt for uagtsomt manddrab, fordi han tog kvindelig bekendt med på en dykkertur, der skulle vise sig at blive skæbnesvanger.

Hun var nybegynder - han var erhvervsdykker. Og sammen tog de ud på et dyk i Storstrømmen. Men kvinden overlevede ikke turen.

Nu er den 35-årige mand tiltalt for at være skyld i kvindens død, og sagen kommer onsdag for retten i Nykøbing Falster.

Anklageren mener, at manden har gjort sig skyldig i uagtsomt manddrab og skal straffes med fængsel.

For han tog kvinden med ud på dykkerturen, selv om hun led af astma, og samtidig var der en hel stribe problemer med hendes udstyr, som gjorde det svært at bjærge hende, da iltforsyningen pludselig svigtede.

Desuden var den 35-årige ikke i stand til at give kvinden ilt, fordi han selv bar en helmaske uden at have en ekstra lungeautomat med sig.

Den 35-årige nægter sig skyldig.

/ritzau/