En 19-årig mand blev fredag aften anholdt for at gemme på 309 ecstasypiller. Han er varetægtsfængslet i fjorten dage.

309 ecstasypiller. Det var hvad en 19-årig mand fra Århus lå inde med, da politiet fredag kort før midnat undersøgte hans gemmer, skriver Århus Stiftstidende.

Fundet af ecstasypillerne førte omgående til, at manden, der formodes at forhandle stofferne, blev anholdt og taget med på Politigården til afhøring. Her besluttede politiet at beholde den 19-årige natten over, så han lørdag morgen fik mulighed for at fortælle en dommer om baggrunden for have det lille lager af ecstasy liggende.

Den unge mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Århus og blev fængslet i 14 dage. Politiet holder alle yderligere oplysninger om den 19-årige tæt til kroppen, da efterforskerne har mistanke om, at andre personer på fri fod er involveret i narkosagen, skriver Århus Stiftstidende.

Anklagemyndigheden har derfor besluttet at bede dommeren om at lade grundlovsforhøret foregå for lukkede døre, oplyser sagleder Byrial Dalsgaard fra Østjyllands Politi.