PostDanmark i chok efter fundet af flere tusinde forsendelser i et fyret postbuds kælderrum på Blichersvej i Helsingør.

Flere af brevene var åbnet og postomdeleren er nu anmeldt til politiet. Det skriver Helsingør Dagblad lørdag.

Da en vicevært i en ejendom på Blichersvej i Helsingør for en lille uges tid siden skulle rydde op i en fraflyttet lejers kælderrum, gjorde han et meget bemærkelsesværdigt fund.

I kælderrummet lå ifølge Helsingør Dagblads oplysninger adskillige affaldssække proppet til randen med uomdelte postforsendelser i form af rudekuverter, julepostkort, almindelige breve, småpakker og lignende. Desuden fandt viceværten et stor mængde uomdelte reklameforsendelser i kælderrummet.

Han kontaktede postmesteren i Helsingør, Lisbeth Molsing, og gjorde hende opmærksom på kælderrummets indhold. Molsing sørgede omgående for at sikre forsendelserne, og postvæsenets sikkerhedstjeneste satte en undersøgelse af sækkenes indhold i gang.

Stod på i et halvt år
Under gennemgangen af forsendelserne konstaterede postledelsen at flere af brevene var blevet åbnet. Der var tale om postforsendelser, som skulle have været omdelt til adressater i Helsingør i løbet af en periode fra september sidste år til februar i år - samme måned som manden, der var ansat som postbudvikar, "af disciplinære" årsager blev afskediget som omdeler i PostDanmark.

I stedet for at passe sine ruter har den tidligere postvikar blot hentet forsendelserne i sorteringsrummet på posthuset, smidt dem ned i sit kælderrummet og så ellers holdt fri.

Postmester Molsing siger til Helsingør Dagblad at PostDanmark nu har sat en undersøgelse i gang med henblik på at fastlægge det antale klager, der har været over manglende forsendelser i Helsingør i det pågældende tidsrum.

Samtlige postmodtagere, som har undret sig over, hvor årets julekort, PBS-oversigten, bankchecken, feriepostkortet eller småpakkerne blev af, og som måske også har klaget til postvæsenet over udebleven post, bliver nu kontaktet af PostDanmark med en dyb beklagelse over den sene levering.

Flere af dem vil formentlig finde, at deres brev med eventuelle værdier har været åbnet og indholdet fjernet. De skal i givet fald rette henvendelse til postvæsenet, som så vil kontakte politiet.

Stationsleder Freddy Bech Jensen fra Helsingør Politi bekræfter over for Helsingør Dagblad, at PostDanmark har anmeldt en tidligere ansat for tyveri af postforsendelser.

- Men vi har endnu ikke rejst sigtelse mod personen. Det kan vi ikke, før det er konstateret, om han har stjålet noget i forbindelse med "opbevaringen" af brevene i sit kælderrum, siger Freddy Bech Jensen.