Den danske langdistance-løber Thure Kjær var med i det dramatiske løb i England, hvor 1700 personer på et tidspunkt var forsvundet. Nu er alle fundet.

-Det er simpelthen det værste, som jeg har oplevet i min tid som langdistance-løber, siger den 31-årige Thure Kjær til Bt.dk.

Det er fjerde gang, at jeg deltager i det løb, og hver eneste gang har vejret været utroligt dårligt – men det der skete i går, ja det overgår nu alt, fortæller Thure Kjær.

Omkring 2500 deltog og på det tidspunkt, da arrangørerne stoppede løbet, anede man ikke hvor 1700 af deltagerne befandt sig.

Søndag eftermiddag ledte man fortsat efter 14 personer, men søndag aften lød medlingen, at alle var "i hus”.

-Løbet er specielt på den måde, fortsætter Thure Kjær, at man ikke bare kan tilmelde sig. Man skal være i god form og dokumentere, hvad man tidligere har stillet op i. Og det er en klog disposition.

Man optræder i to-mandshold, og jeg var sammen med min skotske makker. Vi har løbet sammen før.

Allerede fra start lød vejrmeldingen ikke for god. Vi havde rygsække og grej med som krævet, da løbet er delt over to etaper. Og man efter første etape sover et sted ude i bjergene.

-Min makker og jeg gennemførte den længste etape, ca. seks timer i bjergene. Vi fik så at vide, at løbet var blevet aflyst, og at folk hurtigt skulle vende tilbage til startstedet via en asfalteret vej.

Der var så bare det, at vejen brød sammen på grund af vandmasserne, og deltagerne måtte søge ly hvor det nu var bedst. Det skabte mildt sagt et sandt kaos.

I bjergene oplevede vi vindstød af en enorm kraft. Jeg så en mand blive løftet op. Det var et utroligt syn.

Som sagt noget af det mest utrolige jeg har oplevet, og så har jeg endda krydset den grønlandske indlandsis på ski – men det her, ja det vil også blive husket.

-Heldigvis slap alle fra løbet i nogenlunde stand. Jeg har forstået at en brækkede et ben og at 13 andre kom på hospitalet på grund af nedkøling. Men alle skulle efter omstændighederne have det godt.

Heldigvis er alle deltagerne i et sådant løb i god træning. Og årets løb viser, hvor vigtigt det er, at sådan SKAL det være.

Nu undgik vi alvorlige skader, men med utrænede og uprøvede løbere kunne det være gået rigtigt galt, slutter den danske deltager.

Det berømte Original Mountain Marathon har været afviklet siden 1968 i såvel det nordlige England som Wales og Skotland.