Ingen bemærkede, at drabsmanden forlod lejligheden i Njalsgade, smurt ind i blod, midt på dagen. Oppe i lejligheden lå Karina Ramsdahl Christensen myrdet.

Sergio Bedoya åbner døren til sin lyse lejlighed i Njalsgade 55 på Islands Brygge i København. Men den lille to-værelses lejlighed rummer en mørk fortid. Her blev den tidligere lejer, den 35-årige børnepædagog Karina Ramsdahl Christensen slået ihjel af en ukendt gerningsmand, som aldrig er blevet afsløret.

38-årige Sergio Bedoya, der oprindelig er fra Colombia og arbejder som dj og danselærer, går hen til døråbningen til sit soveværelse. Her når solens stråler ikke ind, og den eneste lyskilde er en lille loftslampe, der giver en spæd og kunstig belysning. Sergio Bedoya peger mod to gulvbrædder i værelset. De ser lidt lysere ud i forhold til resten af gulvet.

- De er blevet skiftet ud, det var nok her, hun lå, siger han.

Mordet fandt sted i marts 2003. Karina Ramsdahl Christensen blev slået voldsomt gentagne gange i hovedet med et stumpt instrument af en gerningsmand, hun selv lukkede ind. Da drabet skete, var Sergio Bedoya på ferie. Så han kendte ikke til sagen, da han blev tilbudt lejligheden, som stod tom i flere måneder efter mordet.

SE KENDTE GERNINGSSTEDER

POLENSGADE 8

ADELGADE 63

Sagde fra på grund af mordet
- Jeg var nummer tre på ventelisten og sagde med det samme ja tak. De to første på ventelisten sagde fra på grund af mordet, så det var heldigt for mig. Da jeg overtog den, fik jeg at vide, hvad der var sket, og selv om det er tragisk, så betød det ikke så meget for mig, da lejligheden var meget bedre, end den jeg havde i forvejen, siger Sergio Bedoya, som til daglig egentlig ikke skænker lejlighedens fortid mange tanker.

Men han fortæller, at han er fascineret af det okkulte:

- Af og til blev der pludselig ekstremt koldt i lejligheden. Jeg kunne ikke forstå hvorfor, for vinduerne var lukkede. Jeg har haft to kærester, der også har boet her , og de kunne også mærke den samme unaturlige kulde. Min tidligere kæreste havde også en hund, som ofte blev bange og begyndte at gø voldsomt, siger Sergio Bedoya:

- Jeg synes, det kunne være spændende at få kontakt til en ånd. Den myrdede kvinde havde jo en lille søn, så det kunne være, hun ledte efter ham. Jeg fandt ud af, at drengen var i Spanien med sin far, så det sagde jeg højt ud i rummet, når jeg oplevede kulden. Det var for cirka et år siden, og siden da har jeg ikke haft 'besøg', siger Sergio Bedoya.

SE KENDTE GERNINGSSTEDER

POLENSGADE 8

ADELGADE 63