- Nå, du har hørt den? Hvordan er den så? Hva’? Hva’? HVA’??!! Well, det var sluppet ud på De Sagesløses Bar, at overtegnede havde hørt AC/DCs nye album en god uges tid, inden det rent faktisk udkommer. Selvklart er der stor interesse, når ét af verdens største rockband venter otte et halvt år (!), før de udgiver et nyt album.
'Black Ice' er - udover at være de sidste fem års med tilbageholdt åndedræt mest ventede plade - AC/DCs fjortende europæiske studiealbum siden debuten med 'High Voltage' i 1976.Og det er et album, som understreger, at AC/DC gennem de sidste 32 år har udviklet sig - ikke nogenlunde men PRÆCIS - lige så meget som Jellinge Stenen. Det kan godt være, de udhuggede klodser hist og hér er en anelse mere mosgroede, men ellers er der ikke sket en kaglende kæft, og intet har flyttet sig.
LÆS OGSÅ B.T.s INTERVIEW MED AC/DC
Og AC/DCs store forbillede, rock’n’roll legenden Chuck Berry ske tak og lov for dét. Det hér er 'ikke andet' end guitaristerne Malcolm og Angus Youngs groft huggende guitarriffs, Phil Rudds ubetalelige swingende backbeat, Cliff Williams’ pumpende bas og Brian Johnsons hæse gorilla-vokal.
Det er 'ikke andet' end rock and roll på en måde, så det gør udtrykket 'den rene vare' omtrent så tilstrækkeligt som at spænde en chihuahua for en oksekærre.
AC/DC står bag ikke én men to af mine alle tiders 'øde ø' album – 'Highway To Hell' og 'Back In Black' fra henholdsvis 1979 og ’80 – og jeg har for mange år opgivet tanken om, at de nogensinde skulle nå helt derop igen.
Også selv om der med 'Black Ice' er gået over otte år, siden det forrige album 'Stiff Uper Lip' udkom. Men mindre – langt mindre – kan sagtens gøre det, for det er jo – igen! – for fanden AC/DC, det handler om. Og ”Black Ice” er et fremragende album fra den knaldhårde kvintet.
Allerede efter de første fire numre er verden begavet med tre nye potentielle AC/DC klassikere ('Rock’N’Roll Train', 'Big Jack' og 'Anything Goes'), og der er flere af samme skuffe som 'Spoilin’ For A Fight', 'Smash And Grab', 'Wheels' og den kongeklassiske ”Rocking All The Way”.
Selv om der selvsagt på et album med femten sange vil være et par knap så gode numre imellem, skal man lige huske, at 'knap så gode' i AC/DC sprog er lig med 'fremragende' i de fleste andre bands ordbøger.
Hvis altså ellers nogen andre bands i denne liga formåede at vandre så regelret ad rockens reneste sti, som AC/DC gør det og altid har gjort det.
Jeg gruer for den dag, dette foretagende holder op. For hva’ skal vi dog så gøre? Som guitaristen Eddie Van Halen engang sagde, så 'er du enten rock’n’roll, eller også er du det ikke'
Hvis du ER rock’n’roll, så er AC/DC og 'Black Ice' obligatorisk pensum. Hvis du derimod ikke er – hvorfor i det hedeste, huleste Hades sidder du så og læser det her?
Én ting er sikker: AC/DC er rock and roll. Mere end alle de andre. Stadigvæk.
'Black Ice' udkommer på mandag. I mellemtiden kan du læse Jens Jam Rasmussens glimrende interview med AC/DC på www.bt.dk
