For første gang skal prinsesse Marie repræsentere Danmark alene. Det sker i Marokko, hvor hun medvirker til at styrke forbindelsen til det nordafrikanske land.

Prinsesse Marie får følgeskab af 3500 kasser Lego, når hun den 28. oktober rejser til Marokkos hovedstad Rabat. Efter en ceremoni på et børnehjem i hovedstaden skal klodserne foræres til børnehjem i hele landet.

Besøget i det nordafrikanske land er arrangeret af Udenrigsministeriet og skal styrke relationerne mellem Danmark og Marokko. Det kommer oven på åbningen i 2007 af en ny dansk ambassade i Rabat og etableringen af en række samarbejdsprojekter mellem de to lande.

Det er første gang, Marie skal repræsentere det danske kongehus i udlandet alene.



/ritzau/