En af de mest berygtede skikkelser i den danske underverden vil ikke mere. Den tidligere Mossad-agent, Danny Abdalla, ønsker at lægge sit liv om, når han har udstået sin narkostraf.

Danny har været hemmelig agent og slået sine egne landsmænd ihjel. Danny har været narkobaron og sex-afpresser. Danny har en dødsdom dinglende over sit bandana-svøbte hoved. Og så hedder ham flygtningen, familiefaderen og bandepræsidenten for øvrigt slet ikke Danny.

Dette er historien om Danny Abdalla. Ikke sandheden. For den fulde sandhed om manden, der i dette interview bedyrer, at han er færdig med kriminalitet, kender kun hovedpersonen selv. Og sandheden er en ting, Danny kun har for vane at rutte med, når der er personlig gevinst i sigte.

LÆS OGSÅ: GIV OS TRE HA'ERE OG BLODPENGE

Tirsdag stod han frem i B.T. i sin egenskab af leder for Den Internationale Klub (DIK) – en storkriminel indvandrerbande med base i Aalborg. Her henvendte han sig direkte til rockerne i Hells Angels: Hvis krigen med indvandrerbanderne skal stoppes, skal HA punge ud med blodpenge og tre HA-støtter til intern afstraffelse. Sådan sagde Danny.

Læs mere nedenfor

Krav vækker undren
Anonyme kilder i bandemiljøet bekræfter, at der rent faktisk er sat en pris på flere navngivne HA-støtters hoveder. Det er sket som reaktion på skuddrabet på en 19-årig indvandrerdreng i Tingbjerg i august.

Men samtidig vækker Dannys krav undren. Siden 2001 har han nemlig siddet indespærret, og lige nu afsoner Danny Abdalla de sidste rester af en otte år lang narkodom i Statsfængslet i Vridsløselille. Følingen med livet ude på gadehjørnerne må derfor mildest talt være en kende rustent.

- Men jeg har en stedfortræder i klubben og en vicepræsident. Hver uge får jeg besøg. Så drøfter vi de enkelte sager, og jeg kan komme med mine vurderinger og beordre, at noget skal ske. Andre gange spørger jeg, hvad de selv synes – de er i friheden, så de ved det bedst, erkender Danny Abdalla.

Venter på prøveløsladelse
Netop livet i friheden optager i disse dage i høj grad Danny Abdalla. Inden for ti døgn får han svar på, om han kan blive prøveløsladt.

Accepteres anmodningen, er Danny fri til at skridte ud ad den mørke port til Egon Olsens Vej og hjem til sine fire børn i Aalborg – en dag han har haft syv år til at planlægge. Alligevel er han ramt af uro.

LÆS OGSÅ: GIV OS TRE HA'ERE OG BLODPENGE

- Jeg må ærligt sige, at jeg føler mig presset, når jeg snakker med min søn. Han er 16 år og har intet med det kriminelle miljø at gøre. Det er ikke nemt. Det får mig til at overveje, hvad jeg skal gøre, siger Danny Abdalla, og forklarer årsagen til hovedbruddet:

- Han spørger mig: 'Far, hvornår stopper du med det her?' Han vil slet ikke høre om alt det, der sker i miljøet omkring klubben. Han tænker kun på sin skole, og det er jeg glad for. Måske tænker politiet, at når Danny kommer ud, vil han udvide klubben og lave store ting. Men nej. Jeg har besluttet at bo som et helt almindeligt menneske. Jeg har ikke tænkt mig at komme i problemer og vil gerne væk fra alt det her.

Og i historien om Danny, er det i sandhed ikke så lidt. Mest spektakulært er det faktum, at Danny Abdalla efter endt afsoning er dømt udvist til sit hjemland Libanon.

Men Dannys utroligt tæft for at sætte sig selv i scene reddede ham dog i 11. time. I 2003 poppede Danny Abdalla op i Ekstra Bladet - med langt, kulsort skæg og et maskingevær i næverne. Ved siden af det grynede foto fortalte Danny, at han i 80’erne lod sig hyre og styre af den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Det var dengang Danny endnu ikke havde ændret navn, men lystrede sit fødenavn Hussein Ali Abbas. Dengang han sammen med to landsmænd sagde ja til at begå landsforræderi og likvidere lederen af Libanons militante undergrundshær Hizbollah. Og opildnet af hævntørst efter drabet på sin far, var det i 1984 præcis hvad Danny gjorde - fem år senere var Danny med til at kidnappe den dræbte leders efterfølger.

Herefter fulgte et par år i Israel, inden Danny tog flugten til Danmark. Han etablerede sig i Aalborg, hvor han var med til at starte den libanesiske forening, der senere skulle blive kendt som Den Internationale Klub.

Medlemmerne kastede sig over alt fra narkosalg, vold og uddeling af dummebøder. I 1999 blev Danny selv dømt i en sag om afpresning. Tre ældre arabiske mænd blev lokket i en fælde, hvor deres sexakt med en ung kvinde blev hemmeligt videofilmet af Danny og hans drenge. Men i stedet for at betale DIK, der truede med at aflevere optagelserne til arabernes familier, gik mændene til politiet og fældede DIK’erne.

- Jeg vil ikke spille skuespil og lade som om, at jeg er et af guds bedste børn. Eller benægte det som jeg selv eller de andre i klubben har gjort. Vi har lavet, hvad vi har lavet, siger Danny Abdalla, der ellers ikke er helt ueffen udi det der førstnævnte spil for galleriet.

Dobbeltspil
En narkodom på otte års fængsel fik i 2003 jorden til at brænde under Danny. Med i dommen var nemlig en udvisning til Libanon, og Danny Abdalla påbegyndte et helt ufatteligt dobbeltspil. Over for offentligheden og Flygtningenævnet udleverede Danny sin sorte fortid i Mossad. Til gengæld nægtede han stædigt alt over for politiet, der ville have ham dømt for krigsforbrydelser.

Tricket virkede. Den offentlige omtale af Danny gav genlyd helt til Libanon, hvor Hizbollah udsendte en dødsdom over Abdalla. Det fik Flygtningenævnet til at ændre Dannys udvisning til et »tålt ophold«, mens politiet opgav sin efterforskning for forbrydelserne i Libanon.

Vil lave restaurant
- Jeg har siddet i fængsel i syv år og har ikke noget job. Men jeg har tænkt på at lave en restaurant. Leve et almindeligt liv, siger Danny, der dog stadigvæk vil fortsætte sit 'andet' liv.

- DIK vil fortsat være et samlingssted for os, hvor vi kan mødes og snakke med hinanden. Men vi vil ikke have at vores børn eller andre unge udlændinge kigger på os, og bliver kriminelle som os. Så i dag tager vi afstand fra narko. Heller ikke indbrud hos gamle mennesker vil vi acceptere. Klubben vil fortsætte, indtil andet bliver besluttet. Når det sker, vil vi indsamle vores trøjer og brænde dem.

LÆS OGSÅ: JØNKE GRINER AD BANDECHEF

Ifølge kilder tæt på DIK, som B.T. har talt, med er en sådan afbrænding allerede tæt på realitet.

Det forlyder dog også, at Danny er klar til at dø for klubben og formentlig vil kunne redde stumperne, når han kommer ud.

Spørger man Danny Abdalla lyder svaret:

- Vi har slet ikke uro i vores klub - og selvfølgelig vil jeg fortsætte som præsident.