Ja, ja, den var sgu da meget sød« Det kan så forekomme temmelig bizart, at ordet 'sød' er det første, der falder én ind, når man har set en dokumentarfilm om et af Danmarks mest populære hardrockbands de sidste 25 år D-A-D.

Men det er faktisk ikke så underligt, i og med at 'True Believer' er lavet af bandets mangeårige coverdesigner, videomager med meget mere, Torleif Hoppe. Han har på det nærmeste været D-A-Ds femte medlem gennem hele karrieren, og derfor det selvsagt et kærligt portræt af bandet, vi har med at gøre hér.

Og derfor er filmen altså netop mere end noget andet 'sød'. Det er et langt stykke ad vejen True Believer's styrke. Torleif har rendt rundt med sit videokamera i samtlige 25 år, og gruppens gamle og nye fans vil få en fin oplevelse med de fjollede klip fra bandets pure ungdom og detaljerne fra bandets ture til USA.

Men alvoren er heller ikke glemt, og ikke mindst D-A-Ds følelsesladede diskussioner, om de overhovedet skal spille efter dødsulykken på Roskilde Festival 2000, hvor ni unge mænd omkom under det amerikanske band Pearl Jams koncert, er stærke sager.

Torleif Hoppe fører også fornemt bevis for, hvorfor filmen netop hedder 'True Believer'. Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at D-A-Ds medlemmer er så stålsatte i deres virke og i besiddelse af en kollektiv jernvilje, så man tydeligt får at vide, at de har idømt sig selv en livstidsdom.

Og dommen er tydelig: D-A-D først, fremmest og altid! Det beskrives tydeligere end noget andet sted i filmen, da Hoppe fornemt skildrer, hvor lamslåede Jacob Binzer, Stig Pedersen og Jesper Binzer blev, da gruppens oprindelige trommeslager Peter Lundholm formastede sig til at forlade bandet for at tage en uddannelse for små ti år siden.

Og det er jo så alt sammen meget godt, men filmen er desværre ikke 'bare' god. Den er fortalt så fragmentarisk og med så mange spring frem og tilbage i tiden, at man skal være hardcore D-A-D fan, hvis man for alvor skal have noget ud ad filmen. Hvis man ikke kender ret meget til D-A-D vil man f.eks. få gevaldige problemer med at fatte, hvorfor D-A-D blev så stort et navn, som de gjorde. Hvorfor de fik den berømte én million dollar kontrakt med et amerikansk pladeselskab i 1989, eller hvorfor D-A-D blev så uglesete hos deres kolleger, da den stort opsatte luksusturné 'WigWam' kuldsejlede og kostede ikke kun D-A-D, men i allerhøjeste grad også mange af deres kolleger en frygtelig masse penge.

Netop WigWam og det faktum at D-A-Ds management Rock On på grund af den affære gik konkurs skøjter Hoppe i øvrigt alt for let henover. Man får sådan set bare at vide, at det var synd for D-A-D, men tro mig: Der var mange flere, det også var synd for!

Så er der scenen, hvor den nye trommeslager Laust Sonne får et gevaldigt møgfald af de andre i bandet, fordi han har brug for nogle fridage fra D-A-D. Scenen siger alt om bandets 'D-A-D frem for alt'-filosofi, og er på den led fantastisk effektiv, men Hoppe taber alligevel en gylden mulighed på gulvet i den sammenhæng.

Simpelthen fordi vi aldrig får at vide, HVORFOR det er så vigtigt for Laust at få de fridage. I den og andre scener i filmen, får vi ikke 'historien bag historien', og netop derfor er 'True Believer' en film for D-A-Ds hardcorefans, mens mange andre vil undre sig over, hvad fa’en det hele egentlig går ud på.

Så se den, hvis du elsker D-A-D og kender deres historie i forvejen, for den har vitterlig mange fine detaljer. Men som sagt; Hvis du ikke kender specielt meget til D-A-D i forvejen, vil du kun få brudstykker af deres historie ud af 'True Believer'.