Folketingskandidat overfaldet og slået i jorden på åben gade i Århus. Hun er kun 19 år og har allerede oplevet, at det kan koste dyrt at have sine meningers mod.

I weekenden blev Sarah Victoria Bruun slået i jorden på åben gade i Århus. Hendes 'forseelse' består i, at hun er opstillet til Folketinget for Enhedslisten - og at hun ikke kan fordrage nazi-propaganda.

- Jeg var på vej til en fest i ’Huset’ (kulturhus, red.), da jeg så en mand stå og sætte klistermærker op. Da jeg så, at det var en nazi-mærkat, lavede jeg en eller anden grimasse og gik videre. Jeg gik tre-fire skridt, så blev jeg ramt af et hårdt slag bagfra. Og jeg røg direkte i asfalten, fortæller Sarah Bruun, der stadig har sår i ansigtet efter overfaldet.

Ret uhyggeligt
- Jeg hørte ham sige: 'Det er din egen skyld, Sarah' og han sagde også 'Jøde'. Det var ret uhyggeligt, at han kendte mit navn og åbenbart også min baggrund, for jeg er halvt jøde. Jeg har nemlig ikke ellers gjort mig bemærket ud over, at jeg er opstillet til Folketinget for Enhedslisten.

Men jeg blev mere vred end bange. Og jeg er stadig meget vred. For det kan da ikke være rigtigt, at man kan blive overfaldet på åben gade bare på grund af sine politiske synspunkter. Det er et anslag mod demokratiet, siger Sarah Bruun, der til daglig er HTX-studerende.

Had og vold mellem venstrefløjsaktivister og højreradikale i Århus er optrappet kraftigt i årets løb. Volden udspringer angiveligt især fra grupper omkring fodboldbøllerne ’White Pride’.

Politisk vold
Siden 1. april har politiet i Århus rejst mere end 20 sigtelser for politisk vold og hærværk.

Tidligere har venstrefløjsaktivisternes vold og hærværk også lagt beslag på politiets ressourcer, blandt andet i forbindelse med husbesættelser. Men i år er det især højrefraktioners ulovlige aktiviteter, politiet har brugt tid og kræfter på.

Dybt chokeret
Sigtelserne drejer sig om hærværk, vold og gadeuorden. Heriblandt et særdeles brutalt overfald på en venstreorienteret aktivist på banegården i Århus 28. juli.

Sagerne er så alvorlige, at de også efterforskes af Politiets Efterretningstjeneste.

- Jeg er dybt chokeret over hændelsen, siger Enhedslistens folketingsmedlem, Per Clausen.

- Det kan ikke passe, at man skal blive inden døre, blot fordi man er opstillet som kandidat for et bestemt parti. Derfor vil jeg stille en række spørgsmål til justitsministeren om, hvad han har tænkt sig at gøre ved White Prides hærgen og det stigende antal hate crimes. Det må efterhånden være klart for enhver, at disse bøllers hærgen skal stoppes, siger Per Clausen.