Dansk Folkeparti vil have fremskrevet antallet af indvandrerbørn i tredje generation. Det er nødvendigt for at forbygge kriminalitet, siger partiet.

Når regeringen indleder de kommende finanslovforhandlinger, vil Dansk Folkeparti kræve, at regeringen skal lave en fremskrivning af antallet af børn og unge med indvandrerbaggrund, skriver Jyllands-Posten.

Kravet kommer fra retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, som også er formand for Retsudvalget:

- På baggrund af den seneste uro og opgør mellem indvandrerunge og rockerne vil vi have undersøgt, hvordan gruppen af børn og unge med indvandrerbaggrund vil udvikle sig i fremtiden, så man kan lave bedre forebyggelse. Når man gør op, hvor mange indvandrere og efterkommere der begår kriminalitet, er tallene sandsynligvis større end det, man får at vide - for en del er blevet danske statsborgere, siger Peter Skaarup til avisen.

Han vil nu bede økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der har Danmarks Statistik som sit ansvarsområde, om at få Danmarks Statistik til at udarbejde en ny form for befolkningsfremskrivninger.



/ritzau/