Flygtninge og fordrevne får besøg af kronprinsesse Mary, når hun næste søndag rejser til Uganda. Bag rejsen står Dansk Flygtningehjælp.

Som protektor for Dansk Flygtningehjælp rejser kronprinsesse Mary næste søndag til det nordlige Uganda. Hun skal besøge flygtningelejre og tale med familier, der har mistet alt og hvor børnene aldrig har oplevet andet end livet i lejren.

Dansk Flygtningehjælp vil vise, hvordan flygtningene får hjælp og hvordan der blandt de mange triste skæbner også er spirende håb om en bedre fremtid. Håbet bygger på, at det nordlige Uganda for første gang i 21 år oplever fred, efter at regeringen og oprørsbevægelsen Lords Resistance Army har indgået en aftale.

Det betyder, at befolkningen nu lever uden samme frygt for røveriske overfald, bortførelser og vold. Samtidig er flere flygtninge begyndt at vende tilbage til deres tidligere hjem.

Dansk Flygtningehjælps landsindsamling den 9. november har fokus på de børn, som kronprinsessen besøger og de 20 millioner andre børn verden over, der lever på flugt.

/ritzau/