Michael Jackson fylder 50 år den kommende fredag. Den amerikanske popstjernes liv har været fyldt med hits, historier - og skønhedsoperationer.

Michael Jackson er en forfærdelig, stor historie. Historien om barnet fra Jackson-familien, der dukkede op som 11-årig med 'The Jackson 5' og stjal billedet i en sådan grad, at en solokarriere lå lige for fra 1971.

Siden bød Michael Jackson på gigantiske succes-udgivelser som blandt andre 'Off the Wall (1979)', 'Thriller (1982)', 'Bad (1987)', 'Dangerous (1991)' og HIStory (1995).

Michael Joseph Jackson blev født i Gary, Indiana, den 29. august i 1958. Dermed fylder pop-kongen 50 år på fredag. Historien om Michael Jackson er dog meget andet end blot musik.

Et af de flittigst beskrevede kapitler er således fortællingen om Michael Jacksons udseende og de mange skønhedsoperationer, der har ændret mandens ansigt radikalt.

Det har fået tyske Bild.de til at lege lidt med. Bild har således for sjov produceret et falsk foto af Michael Jackson, der viser, hvordan pop-idolet kunne have set ud på sin fødselsdag, hvis han ikke havde ladet sit ansigt forandre så mange gange.