Ny forskning frikender hveranden overvægtig. Er du overvægtig og dyrker motion er du sandsynligvis sundere end din tynde, men fysisk inaktive kollega

Se om du er tyk eller slank på den gode måde

SE OGSÅ: Fra Kærgaarden til kirkegården

Mange overvægtige mennesker er sundere, end man hidtil har troet. Og dyrker de overvægtige godt med motion, så styrker det helbredet og begrænser risikoen for hjerte-kar-sygdomme og sukkersyge.

Halvdelen af de overvægtige er sunde nok. Det er den overraskende konklusion af USAs største nationale sundhedsundersøgelse nogensinde. Og konklusionen kan ifølge sundhedseksperter overføres til Danmark.

- Amerikanerne er gennemgående mere fede, end vi er i Danmark, men man kan efter min mening sidestille undersøgelsens resultater med danske forhold, siger professor Arne Astrup fra Det biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Tyk med normalt blodtryk
Det har længe været kendt, at ikke alle overvægtige udvikler livsstilssygdomme som hjerteproblemer og sukkersyge. Men den amerikanske undersøgelse viser, at hele 51 pct. af de overvægtige voksne i USA – 36 mio. mennesker – har normalt blodtryk, kolesteroltal, fedtindhold i blodet og blodsukkerindhold.

Desuden viste det sig, at næsten en tredjedel af de svært overvægtige befandt sig i det normale segment, hvad angår sundhed. Samtidig viste undersøgelsen, at hver fjerde voksen med normalvægt havde mindst to af de nævnte sygdomstegn, og at de dermed havde risiko for at få hjerteproblemer.

Motionen spiller vigtig rolle
Undersøgelsen er foretaget af fedmeforskeren Mary Fran Sowers på University of Michigan, og hun konkluderer:

- Du kan se perfekt ud i en badedragt og alligevel være tæt på et hjerteanfald. Og du kan være overvægtig og sund. Denne undersøgelse viser, at der er grund til at se på vægt og sygdomsrisici med helt andre briller, end man hidtil har gjort.

Professor Arne Astrup fremhæver, at det også i Danmark har vist sig, at overvægtige kan være meget mere sunde, end man på forhånd skulle tro. Her kan f.eks. genetiske forhold og motionsvaner spille ind.

- Jeg har set svært overvægtige have en meget bedre sundhedstilstand, end man umiddelbart skulle tro og omvendt, siger han og anbefaler i den forbindelse, at man taler med sin læge om, hvor godt man egentlig kan 'tåle' at være overvægtig.

Undersøgelsen fastslår netop også, at motion er livsvigtig, uanset om man er overvægtig eller ej.

Ikke problemfrit
En anden forsker på den amerikanske undersøgelse, Judith Wylie-Rosett, understreger, at undersøgelsen på ingen måde konkluderer, at man IKKE skal bekymre sig om vægten, for halvdelen af de overvægtige står stadig med helbredsmæssige problemer.

Ifølge professor Bente Klarlund Pedersen, der forsker i bevægelse og overvægt på Københavns Universitet, er det ikke nær så usundt at være overvægtig, hvis man dyrker motion, som det er at være tynd og inaktiv.

- Når man bruger musklerne, frigiver de nogle stoffer kaldet myokiner, som farer ud i kroppen. Og myokinerne forebygger blandt andet åreforkalkning, forhøjet blodtryk og sukkersyge, forklarer Bente Klarlund Pedersen og fortsætter:

- Hvis man bare lægger sig på sofaen – og det er uanset om mand er tyk eller tynd – så kommer kroppen til at mangle de stoffer. Og det er det, der er usundt. Vi er jo skabt til at bruge kroppen.