62 hadeforbrydelser har ramt homoseksuelle i København siden slutningen af juni. Københavns Kommune kalder tallene for toppen af isbjerget.

Sagesløse bøsser får tæsk og svines til af tilfældigt forbipasserende i de københavnske gader og natteliv. På halvanden måned har hovedstaden oplevet 62 tilfælde af de såkaldte "hate crimes" mod homoseksuelle.

Det viser tal fra Københavns Kommune, der har taget initiativ til at registrere diskriminationsproblemer og hadeforbrydelser mod mindretal. Borgere kan anonymt fortælle om alt fra chikane og hærværk til verbale overfusninger og grove overfald på hjemmesiden registrerdiskrimination.kk.dk.

Siden hjemmesiden gik i luften i slutningen af juni, har kommunen registreret 125 hadeforbrydelser. Knapt halvdelen har ramt homoseksuelle. Ofrene er typisk mænd i 20'erne.

- Vi ser kun toppen af isbjerget her. Vi tror, at tallet er meget større, siger René Lyngfeldt Skov, fuldmægtig i Københavns Kommune.

/ritzau/