Rumænske kriminelle, der kommer som turister til Danmark, fortsætter med at plyndre. To kvinder på 87 og 81 år blev overfaldet af rumænere. Det ene offer blev skygget til sit hjem fra Hovedbanegården, hvor hun havde vekslet 12.000 kr.

Den 87-årige blev skubbet ind i sin opgang på Sindshvilevej på Frederiksberg af to mænd. Hun blev bange og viftede med sin stok, og mændene pressede hende op mod væggen og tog en kuvert i hendes lomme med 12.080 norske kroner.

Pengene havde hun lige vekslet i Forex på Hovedbanegården, hvor videoovervågningen viser, at fire rumænere overvåger den 87-årige, mens hun veksler penge.

Mændene fulgte efter hende i bussen hjem til Frederiksberg og video fra bussen viser, at de fire rumænere står af bussen sammen med den 87-årige.

Fængslet for fire uger
I dag blev en 43-årig rumæner sigtet både for røveriet mod den 87-årige på Frederiksberg og for et tyveri mod en 81-årig kvinde på Østerbro, der fik stjålet sin pung.

Hun blev udsat for et klassisk tricktyveri foran Netto i Koldinggade, hvor den 43-årige rumæner stod med et Netto-katalog og spurgte kvinden om nogle tilbud. Imens fiskede en kvindelig rumæner hendes pung op af tasken.

I dommervagten tilstod den 43-årige begge forhold og forklarede, at han var sammen med tre landmænd, men han kender kun deres øgenavne.

De havde set den 87-årige kvinde veksle penge og var fulgt efter hende i bussen. De tog hendes penge, men begik ikke vold mod hende, hævdede rumæneren, der selv 1200 kroner af udbyttet.

Den 43-årige blev varetægtsfængslet for 26 dage, mens politiet leder efter de øvrige gerningsmænd.

Kniv og økse
Tre andre rumænere blev også varetægtsfængslet i Københavns dommervagt i dag. De sigtes for butiktyverier og våbenloven. En vagt i Fisketorvets shoppingcenter greb dem i at pille prismærker eller sikkerhedsbrikker af nogle varer.

Da politiet kom var to af dem bevæbnede med en økse og en hobbykniv.

De tre rumænere blev varetægtsfængslet for 12 dage.

Brækkede lårbenet
Den 23. juli blev en 89-årig kvinde offer for et tyveri på Howitzvej, Frederiksberg,.hvor overfaldet kostede hende et brækket lårben. Overfaldet er uopklaret, men politiet har mistanke om, at det også er rumænere eller østeuropæere, der står bag.

Fremgangsmåden er den samme som ved overfaldet på den 87-årige på Sindshvilevej.

Den 89-årige havde netop hævet 5000 kr. i Danske Bank på Falkonér Allé og da hun låste sig ind i opgangen blev hun skubbet bagfra og hendes taske blev revet fra hende.

- Hun faldt så uheldigt, at hun brækkede lårbenet, siger Thomas Dyhr fra politiet røverigruppe på Station Bellahøj.

Politiet mener, at den 89-årige blev skygget fra banken.

- Jeg kan kun opfordre til, at man er forsigtig, når man hæver penge, specielt hvis der er rumænere eller andre østeuropæere i nærheden, siger Thomas Dyhr.