Små ændringer i din traditionelle grillmenu kan forhindre at du sætter tænderne i en kaloriebombe.

Nu vender sommeren ifølge vejrprofeterne endelig tilbage, og det betyder grilmenuer med tykke hakkebøffer, kartoffelsalat af mayonnaise og pølser, der driver af fedt. Det er ikke just fedtfattig mad, vi har for vane at smide på grillen om sommeren.

Men hvad er det lige, vi skal gøre for at skifte de kalorieholdige kødstykker ud med for at få en sund grillmenu? Hvis kalorie-indtaget skal ned, er det måske kvinderne, der skal tage over ved grillen.

- Den teoretiske forklaring på, at vores grillmad er usund er, at far lægger de traditionelle bøffer på grillen, og mor laver salaten. Kvinder spiser mere sund og let mad. Der ville nok ikke komme så mange pølser på bordet, hvis mor stod for grillen, siger ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen fra Suhrs og understreger samtidig, at det især er smørret og pølserne, vi tager på af.

- Der skal en holdningsændring til. Grill har med hygge at gøre, og det fører som regel til et ekstremt energiindtag. Vi skal spise os mætte i salat, brød og kartofler i stedet for kød, og så skal vi eksperimentere mere: Lakse- og grøntsagsspyd smager jo glimrende.

Det er altså ganske få ændringer, der skal til for at få en lækker og samtidig sund grillmenu. Læs her genvejen til at reducere kalorie-indtaget til det halve i din grillmenu.

Scroll ned og læs mere

Kød
Der er meget fedt at spare ved at vælge kød frem for pølser. En pølse indeholder tre gange så meget fedt som en stor mørbrad. Derfor skal du altid bruge bøffer eller afpudsede fileter som wienerschnitzel, engelsk bøf, svinekoteletter, lammefilet, mørbradbøffer, koteletter eller schnitzler.

Kylling, kalkun og strudsekød er også godt. Brystflæsk fra svin og okse er heller ikke noget fedtfattigt alternativ. Vælg altid bøffer med lav stegetid og skær fedtet fra.

Du behøver ikke at smøre i olie, men bland i stedet krydderier med vand og lidt balsamico eddike til stegemarinade. I en kuglegrill kan du også nemt langtidsstege en hel steg, hvor fedtet smelter fra til et sundt måltid. Hakkebøf eller burgere laves af hakkekød med maks. 10 pct. fedt.

Grøntsager
Brug altid så vidt muligt grøntsager i stedet for kød på grillen. Grøn salat, agurk og tomat har et højt vandindhold, vejer ikke ret meget og er gode at fylde op med på tallerkenen. De grøntsager, du kan anvende på grillen, er hele eller halve peberfrugter, squash, grønne asparges, svampe, halve røde løg, små, nye, forkogte kartofler, halve bøftomater, majskolber, auberginer i tykke skiver, baby rødbeder eller champignon.

Rodfrugter som gulerødder, selleri, rødbeder, jordskokker, pastinak skal pakkes ind i folie, før de steges på grillen. De andre grøntsager kræver en smule fedtstof for ikke at hænge fast på grillristen, men bruger du f.eks. en koldpresset avokadoolie, så er fedtet sundt og ufarligt.

Fisk og skaldyr
Fisk som laks, tunbøffer, hornfisk, hellefisk, hel makrel, foreller kan med fordel benyttes på grillen. Kombiner også forskellige fisk og skaldyr på velsmagende spyd som laks, tun, hellefisk og rejer, der sættes sammen med ananas, rødløg og peberfrugt. Spyddet kan grilles direkte på grillen eller på specielle grillbakker, som kan købes i de fleste supermarkeder eller ved hjælp af et grillnet, der holder styr på fisken.

Tilbehør
Kartoffelsalat laves på magre mælkeprodukter eller alternativt købes fedtfattigt. En god retningslinje er, at der må være maks. 5 g fedt på varedeklarationen. Ketchup og sennep er magre produkter i modsætning til remoulade, og også her findes fedtfattige alternativer. En traditionel remoulade indeholder 40 g fedt pr. 100 gr. De fedtfattige alternativer indeholder mellem 4 og 20 g fedt. Også her er tommelfingerreglen maks 5 g fedt pr.100 g.