Scenen var den celebre natklub Villa i Los Angeles. Aktørerne var Paris Hilton og fodboldspilleren Cristiano Ronaldo. Forestillingen endte som fiasko for en af parterne.

Cristiano Ronaldo er i Los Angeles, fordi han er nomineret til prisen bedste mandlige internationale atlet ved sports-prisuddelingen ESPY Awards.

En våd aften i det amerikanske natteliv var øjensynligt mere sjov for den portugisiske fodboldstjerne end den amerikanske millionøse. Ronaldo bevæger sig for tiden rundt på krykker efter en operation i den ene ankel, men det forhindrede ham ikke i at bruge mere end 90.000 kr. på sin bytur.

Sammen med to venner røg der både vin, vodka og Cristal champagne indenbords på natklubben Villa i Los Angeles. Her fik Paris Hilton øje på den veltrænede fodboldstjerne, men hendes forsøg på at flirte blev ikke gengældt.

- Hun klatrede over en af hans venner og plantede sig selv ved siden af ham. Hun flirtede med ham, men han var ikke interesseret. Han var tilfreds med at drikke, sagde en gæst på klubben ifølge mirror.co.uk.

Efterhånden som de våde varer røg indenbords, fik Cristiano Ronaldo mere og mere lyst til at danse. Til sidst smed han krykkerne og stillede sig op ved siden af sit bord. På grund af ankelskaden kom det dog aldrig rigtig til at ligne dans. Han rev til gengæld sin skjorte åben, hvilket var guf for de kvindelige gæster.