Villy Søvndal (f. 1952) måtte kæmpe med sit efternavn i skolen. Han voksede op i den lille by Linde i Vestjylland og var skræmt over at skulle i realskole i storbyen Holstebro. Læs her om Villys unge år med guitar, folkevognsbus, beatles-hår – og epilepsi
Villy Søvndal (f. 1952) måtte kæmpe med sit efternavn i skolen. Han voksede op i den lille by Linde i Vestjylland og var skræmt over at skulle i realskole i storbyen Holstebro. Læs her om Villys unge år med guitar, folkevognsbus, beatles-hår – og epilepsiSøvndals teenagefotos: Epilepsien var en grim forskrækkelse
- Jeg voksede op i den lille by Linde ved Klosterheden plantage i Struer kommune i det mørke jylland. Gik i en lillebitte skole, der bestod af to lokaler i hver sin ende af bygningen, og læreren boede i midten.- Der var ikke faglokaler som biologi, fysik eller gymnastiksal. Min mor og far havde et lille landbrug på seksten tønder land, og min far arbejdede desuden med at køre mælk til mejeriet og i en bank en dag om ugen. Billedet er fra mine forældres sølvbryllup, lige før jeg blev teenager. Min mor og jeg spiser suppe.
- Som dreng måtte jeg kæmpe med at hedde Søvndal til efternavn. Der var ufatteligt mange variationer, og associationerne er jo indlysende: 'Søvnige', 'Søvndrys'. Det har altid været min pligt at modbevise det ved at virke opvakt.
Søvndals teenagefotos: Epilepsien var en grim forskrækkelse
Lassie og Larsen- Vi fik fjernsyn, da jeg var 12 år, og det blev min store interesse. Jeg husker især Lassie. Collien, der reddede mennesker i knibe. Vi kunne kun tage Danmarks Radio. Men jeg så også gerne TV-Avisen, Ingvald Lieberkinds programmer om dyrenes verden og de politiske debatter – f.eks. Poul Møller, der diskuterede med SFeren Aksel Larsen.
Søvndals teenagefotos: Epilepsien var en grim forskrækkelse
Bror kom ud at tjene som 9-årig- Mine to ældste brødre Bent og Eigil (øverst t.h. og t.v.), der er 10 og 12 år ældre end mig, har jeg aldrig boet sammen med, for de kom ud at tjene, da de var 9 og 11 år. Og jo – de er i dag Venstre-bønder og ikke SFere.
- Jeg boede så sammen med min søster Linda, som i dag er lærer, og Frits, som i dag er bedemand i Slagelse. I min store familie med fem søskende var der altid fest og hygge.
- Allerede dengang opfattede jeg mig selv som venstreorienteret, og jeg læste meget. Blandt andet filosoffen Villy Sørensen. Og mit hår våksede, for jeg var jo fan af Beatles. Knallert var ikke mig, jeg havde den kun i en uge, for jeg var mere optaget af at spille guitar og læse. Og så var der håndbold og fodbold.
Søvndals teenagefotos: Epilepsien var en grim forskrækkelse
Tom Dooley på guitaren- Vi havde ikke grammofon, mit hjem var meget nøjsomt uden moderne luksus. Men vi hørte da radio. Og min bror og jeg spillede tit for resten af familien. Han spillede harmonika, og sangen var f.eks. Tom Dooley.
- Da jeg skulle i realen, hvad der svarer til 8. klasse, måtte jeg flytte ud fra det beskyttede landsbysamfund Linde og ind til Holstebro, som jeg opfattede som en kæmpe storby, så jeg måtte både skifte sprog og venner, og det er mange ting, når man kun er 14 år.
- Det var også i Holstebro, jeg var fuld første gang. Bare nogle få øl og noget spiritus fik jo katastrofale konsekvenser. De første kærester – ja, dem kan man ikke tage alvorligt. Det var sådan i 5. klasse, hvor man aftalte med en pige at være kærester. Og mere kom der ikke ud af det.
- Det mere alvorlige skete, da jeg var 15-16 år, og fik min første rigtige kæreste.
Søvndals teenagefotos: Epilepsien var en grim forskrækkelse
Sygdommen formede mig- Billedet er fra en familiefest hos mine forældre. Og man kan se i mit blik, at noget er på vej. Jeg voksede jo op i et nøjsomt hjem, så derfor var det vigtigt at være ordentligt klædt på. Ikke se fattig ud.
- Det hører med til min ungdomshistorie, at jeg fik epilepsi som 18-årig. Efter en rejse rundt i Europa, hvor jeg havde levet af franskbrød, spegepølse og vand, kom jeg hjem og hjalp min far med at rense en grøft en dirrende varm sommerdag. Så blev jeg svimmel og vågnede op ude på sygehuset, og der var simpelthen en periode, der var væk. Så jeg fik epilepsi-medicin fra jeg var 18 til 19.
- Jeg mistede mit kørekort af samme grund og kom ikke i militæret. Men epilepsien forsvandt efter et par år, så jeg blev medicinfri, og har aldrig mærket det siden. Men det var jo en grim forskrækkelse, og det har været med til at forme mig. Epilepsien betød også i de år, at jeg højest måtte drikke én genstand om dagen.
Søvndals teenagefotos: Epilepsien var en grim forskrækkelse
Ud at se verden- Sådan var påklædningsstilen i de år. Jeg brugte mange af mine unge år uden for Danmark. I fem år arbejdede jeg på sindssygehospitaler i Tyskland, og jeg plukkede blomster i Holland. Et år i Sydamerika viste mig liberalismens bagside.
- Jeg havde også en gammel VW-bus, som jeg tog til Østeuropa med sammen med min gode ven Ole og hans kæreste Karen i et halvt år. Vi boede alle tre i bussen, som jeg havde bygget om med sovepladser og køkken. Jeg husker især, da vi var i Prag, hvor vi mødte spændende folk, kunstnere og forfattere, der var forbudt af myndighederne. Det var en god vaccine mod den rene kommunisme
