- De andre ville have sagt jeg var en tøsedreng, hvis jeg ikke havde sparket ham, sagde 23-årig da han blev dømt for ét af tre grove volds-røverier, hvor tre forbipasserende blev slået, sparket eller stukket. Hovedmanden er stadig ikke fundet.

Mandag eftermiddag blev Abdelbadia El Ahmadi, 23, idømt et års ubetinget fængsel for at have deltaget i et råt overfald på en helt tilfældig ung mand, der var på vej hjem fra fest i oktober sidste år.

Manden blev først slået flere gange i hovedet med en såkaldt ’boobi-stick’ (en teleskopstang af metal). Da han lå ned blev han sparket og slået yderligere, hvorefter han blev stukket fire gange med kniv, og frarøvet 350 kroner.

Overfaldet skete på Nordre Fasanvej, Frederiksberg, og hang sammen med to andre overfald, alle foretaget af mindst fire yngre mænd fra en indvandrerbande, der holder til omkring bebyggelsen Stjernen ved Kong Georgsvej, Frederiksberg. Alle tre overfald foregik indenfor et kvarter omkring klokken 03.00 natten til den 28 oktober sidste år.

- Vi havde siddet en 10-15 stykker og drukket tæt hele dagen siden seks-syvtiden om aftenen i gården ved Stjernen, forklarede den 23-årige, der indrømmede, at have sparket sit offer, mens han lå ned.

- Jeg så de andre havde ham nede, at ligge, og så sparkede jeg ham en 2-3 gange i siden, sagde den dømte, der undskyldte sig med, at hvis han ikke havde gjort noget, var han ikke en del af gruppen.

- De andre ville have kaldt mig en tøsedreng, hvis jeg ikke havde deltaget. Sådan er det. Hvis man ikke gør noget er man ikke med i gruppen, sagde den 23-årige, der også undskyldte sig med, at han var beruset.

- Hvis ikke jeg havde været fuld, havde jeg ikke gjort det, sagde han, og fortalte, at han brækkede sig umiddelbart efter overfaldet.

Ingen af de tre vidner, der alle var blevet overfaldet, var i stand til at udpege nogen af gerningsmændene, og det var kun fordi den 23-årige selv meldte sig til politiet dagen efter, at han sad tiltalt i retten. En DNA-prøve viste nemlig, at den dømte stadig havde det ene offers blod på sine bukser. Derfor havde den 23-årige da også kendt sig skyldig på forhånd i det ene overfald.

Men det lykkedes ikke anklageren, at binde den 23-årige sammen med de to andre overfald, hvor der ifølge vidnerne deltog mindst tre andre fra banden, der ifølge El Ahmadi holder til i gården ved Stjernen på Kong Georgs vej.

Dommen over den 23-årige, der altså kun blev dømt for det ene af de tre overfald, betyder, at den sandsynlige hovedgerningsmand samt flere andre deltagere, stadig går fri.

Ifølge det første overfaldsoffer, stod anføreren for banden, midt ude på cykelstien med en hætte over hovedet og hænderne langs siden, da han kom kørende på cykel.

- Pludselig uden varsel slog han mig lige i ansigtet med en metalstang. Giv mig dine penge, råbte han, fortalte offeret, der efterfølgende blev slået igen og stukket flere gange med kniv, mens han desperat forsøgte at parere de slag, der haglede ned over ham.

Også det tredje offer blev afkrævet penge, efter han blev sparket uden varsel i hovedet, men på mirakuløs vis, lykkedes det alle tre, at undslippe banden med livet i behold.

- Jeg er fuldstændig ligeglad med de 350 kroner de tog fra mig, sagde et af ofrene, da dommeren spurgte om han havde noget erstatningskrav. Bagefter sagde han til B.T.:

- Jeg er bare glad for at være i live. Jeg føler det ligesom jeg har vundet i Lotto, for jeg kunne ligeså godt have være død i dag.

Abdelbadia El Ahmadi har flere domme for tyveri bag sig, samt en enkelt voldsdom. Som 15-årig blev han idømt 9 måneders ungdomfængsel for et voldeligt gaderøveri.

Han fortalte retten, at det nu var slut med kriminalitet, og at han havde fået tilbudt fast arbejde i en stor københavnsk biograf, hvorefter han havde planer om at gå på gymnasiet og få sig en uddannelse. Men først skal han altså et år i fængsel for overfald og røveriet af de 350 kroner, som han også blev dømt for.