Tidligt i morges sparkede politiet døren ind på 38 forskellige adresser landet over i en kæmpe aktion mod børneporno.

Politiet har i månedsvis overvåget 38 personer på internettet.

Og i morges kl. seks slog de til i en kæmpe aktion mod børneporno, som har fået navnet 'Gyldenbørste'.

Politiet har nu konfiskeret de anholdtes computere, som formodentlig indeholder downloadede børne-pornografiske billeder og film fra internettet.

Og politiet mener, at de har gode beviser.

- Vi har software, der gør os i stand til at vurdere, hvilken type billeder der er tale om. Dem vi genkender som børnepornografi, kigger vi nærmere på. Via det elektroniske spor, brugerne efterlader, kan vi finde frem til personerne, som deler filerne, siger politikommissær Søren Thomassen, som er leder af Rigspolitiets Nationale IT-efterforsknings-center, NITEC, i en pressemeddelelse.

- Andre nationaliteter optrådte også i fildelingsnetværket, men i første omgang har vi koncentreret os udelukkende om de 38 danskere, siger Søren Thomassen.

De anholdtes computere skal nu kigges igennem, bl.a. for at finde ud af, om de også har produceret børneporno.

Ved du noget om sagen? - Kontakt bt.dk ved at sende en mail til redaktionen her