En elbil der kan accelerere lige så hurtigt som en Porsche Carrera GT. Det lyder som en vild fantasi, men med en Tesla Roadster er det blevet virkelighed.

Når bilen med sine 248 hestekræfter presser dig tilbage i sædet, og på under fem sekunder runder de 100 km/t, tænker du ikke på, om det er godt for miljøet. Du tænker mere på at holde fast og nyde turen.

Den strømlinede elbil kaster sommerfuglene rundt i maven og ødelægger alt, hvad der minder om en frisure, når den ubesværet, og uden du kan mærke det i rattet, skyder dig ned ad vejen.

Og normalt er den slags vanvittig acceleration akkompagneret af den øredøvende motorlyd, der vækker alle i de omkringliggende byer. Men når du giver den »el« i Tesla Roadsteren, er lyden mere, som når man sidder i et fly, og jet-tubinens hvinen går i gang. Bare ikke nær så højt.

Bilen er faktisk så stille, at Blindesamfundet har beklaget sig over, at svagtseende ikke har en jordisk chance for at høre bilen.

Vækker anerkendelse
Men selvom lyden er anderledes, viser Teslaen, at man godt kan køre miljørigtigt, og samtidig få anerkendende nik fra drengerøve og imponerede blikke fra pigerne.

- Målet har været at lave en elbil, som sportsvognsentusiaster kunne købe og tænke: Det her, det er en sportsvogn, siger salgschefen for den amerikanske producent Tesla-motors, Aaron Platshon.

Han er lige nu på charmetur rundt i Europa for at vise det imponerende el-monster frem. Og med en enorm fokus på miljøet og benzinprisernes himmelflugt er det ikke utænkeligt, at charmeoffensiven vil lykkes.

- Den er blevet modtaget helt fantastisk. Bilen blev lanceret i Monaco under deres Supercar Show. Bono var med til præsentationen, mens forskellige Formel 1-kørere prøvekørte den på Circuit de Monaco i Monte Carlos gader. Folk var ellevilde, og der blev solgt 10 biler på stedet, siger salgschefen.

1.000 solgt i USA
Den første prototype af bilen blev færdig i 2006, og i 2007 gik produktionen i gang. På nuværende tidspunkt er der allerede solgt de første 1.000 eksemplarer i USA, og nu er elbilen nået det europæiske marked. I første omgang 250 biler.

Tesla-motors hovedkvarter hører selvfølgelig hjemme i Californiens Silicon Valley, og det er da heller ikke hvem som helst, der køber bilen, som kommer til at koste en lille million på det danske marked.

- Kunderne er typisk rige bilentusiaster, energiselskaber og en lang række kendisser, siger Aaron Platshon.

Blandt de kendte er flere verdensberømte amerikanske skuespillere, som fx Matt Damon og George Clooney.

Og prisen er ikke den eneste ulempe ved bilen. Selvom bilens Lithium-ion batteri, der er lavet af 6.831 batterier fra bærbare computere, giver en usædvanlig lang levetid, der tillader bilen at køre over 350 km før den skal oplades, så er den ikke ligefrem ønskebilen til bilferien.