Egyptiske arkæologer finder 4000 år gammel pyramide, der har været pistvæk i ørkensandet i rigtig mange år.

'Den hovedløse pyramide' er blevet fundet, efter den har været forsvundet i mere end 160 år.

Det var egyptiske arkæologer, der gravede pyramiden eller resterne af den frem - mere end 4000 år efter den blev bygget til at 'huse' den afdøde farao Menkauhor, der kun nåede at regere i otte år. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Chefen for Egyptens antikviteter, Zahi Hawass, var selvsagt jublende lykkelig og stolt over fundet af den hovedløse pyramide, som den - logisk nok - hedder, fordi den mangler den karakteristiske spids.

Menkauhors pyramide blev fundet første gang af den tyske arkæolog Karl Richard Lepsius tilbage i 1842. Men den blev aldrig gravet helt ud og blev siden dækket af ørkenens sand, hvorefter den, lige indtil nu, altså var pist forsvundet.