Bob Dylan og hans band forsatte triumferende sin uendelige turné, denne gang med stop i det fynske
Bob Dylan, Arena Fyn, Odense, onsdag d. 28. maj.Det er svært at benægte, at Bob Dylan er en levende legende. Gennem hele fem årtier har den 67-årige sanger/sangskriver indspillet og udgivet musik med stor succes (måske på nær i 80erne) som følge. Og med ’Modern Times’ fra 2006, understregede han atter sin succesfulde position ved at entrere førstepladsen på hitlisten i Danmark såvel som på den amerikanske Billboard chart.
Onsdag aftens koncert i Odense var intet mindre end Dylans tredje på dansk grund siden udgivelsen af førnævnte album; senest lagde han vejen forbi med en nogenlunde koncert i Herning i maj sidste år, men den falmede dog lidt i forhold til den suveræne forestilling i Københavns Forum en måned forinden. Derfor skulle det selvsagt blive spændende at se, i hvilken kategori Bobs Fynskoncert ville falde – en landsdel han ikke har besøgt siden Midtfynsfestivalen i 1991.
Koncertarrangørerne havde sørget for kongelig modtagelse og rullet den røde løber ud foran det ellers ikke videre fashionable kongrescenter, ja, der var sågar ophængt tæpper på balkonerne inde i hallen for at forbedre akustikken. Men dét mærkede man desværre ikke under den noget bastunge og mudrede start, hvor Dylan og band klokken 20 sharp lagde fra land med ’Tweedle Dee & Tweedle Dum’.
Herlig harmonika
Der blev heldigvis hurtigt rettet op på den basbuldrende lyd, hvor især den tidlige luftning af den sjældne men herlige ’Tears of Rage’ (som Bob i tidernes morgen var med til at skrive til The Bands formidable debutalbum) gik rent ind. Allerede herunder, havde Bob den berømte mundharpe fremme, og trods de 67 år, understregede han med lystige blæs, at han stadig han kan spille de fleste konkurrenter af scenen.
Og for at dét ikke skulle være nok, fik vi også endnu en raritet – ’Positively 4th Street’ – endnu engang med fortryllende mundharmonika og en af Dylans mest spiddende tekster; "You got a lot nerve to say that you’re my friend/I wish for just one time you could stand inside my shoes”. Ja, så spillede det.
Bandet bag Dylan swingede som altid perfekt med rytmeduoen Tony Garnier (bas/kontrabas) og George Recile (trommer) som fundament, men når man har in mente, at både Michael Bloomfield og Al Kooper har spillet guitar for Bob, virker det mærkeligt, at han har ansat Denny Freeman og Stu Kimball. Især førstnævnte kommer flere gange i løbet af en koncert til at fremstå ufrivilligt avantgardistisk og dilettantisk – også denne aften. Det gjorde dog mindre, når man samtidig havde Bob, fast placeret, men suveræn bag sit keyboard.
Punktering og klimaks
Sætlisten var (stadig) proppet med materiale fra ’Modern Times’, og det virkede lidt overdrevent at spille begge sjælere – ’Beyond the Horizon’ og ’When the Deal Goes Down’ – fra dét album, og så oven i købet så tæt op ad hinanden. Det punkterede i hvert fald det hele lidt.
Heldigvis satte kvintetten trumf på mod slut med det afsluttende trekløver af hits. Først ’All Along The Watchtower’, så en løssluppen version af ’Thunder on the Mountain’ – der lagde sig tættere op ad Chuck Berrys ’Johnny B. Goode’ end nogensinde, og forunderligt nok indeholdt en suveræn, næsten punkagtig solo af Freeman – og til sidst (naturligvis) signaturen ’Like a Rolling Stone’.
Det var bedre end i Herning, det var næsten lige så godt som i Forum… Bob Dylan beviste i Odense, at han i en alder af 67 stadig er fuldkommen utrættelig, og man må beundre manden for, at han stadig kan imponere med så mange titusinder af koncerter i kroppen. Denne aften hev han endnu en sejr hjem.
