En række af landets boghandlere melder, at den nye bog om kronprinsen: 'Frederik-kronprins af Danmark' sælger pænt. Men ikke prangende og bedre end andre bøger.

Ikke nogen megasællert
Det er bestemt ikke hver dag, at der udkommer en bog, hvor Danmarks kommende konge fortæller om sit privatliv.

Forlaget Høst & Søn har derfor med rette store forventninger til salget af den nye bog om kronprinsen: 'Frederik - kronprins af Danmark', som udkom i lørdags. Lige ny tyder dog intet på, at bogen bliver en megasællert.

Bt.dk har talt med en række boghandlere landet over, og her er meldingen klar: 'Frederik-bogen sælger pænt, men ikke prangende'.

Har store forventninger
Pressechef for Høst og Søn, Heidi Mikkelsen, mener, at det er alt for tidligt at sige noget om, hvordan det kommer til at gå med salget af bogen.

- Der går mindst et par måneder endnu før, at vi kan sige, om bogen bliver en storsællert eller ej. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har pæne forventninger til bogens salg. Og vi er selvfølgelig meget stolte over, at vi har fået lov til at udgive en bog om kronprinsen, siger Heidi Mikkkelsen.

Hun understreger, at forlaget aldrig udtaler sig om hverken konkrete eller forventede salgstal.

Køb bogen for Frederiks skyld
Ifølge bogens to forfattere, Gitte Redder og Karin Palshøj, har deres bog om kronprinsesse Mary solgt omkring 25.-30.000 eksemplarer.

De har ikke nogle præcise forventninger til, hvad deres nye bog om kronprins Frederik vil sælge.

Men som Gitte Redder siger:

- Jeg håber ikke mindst for Frederiks skyld, at bogen bliver solgt i et stort oplag. Det har han virkelig fortjent.