Ståle Solbakken vred på TV3-reporteren Peter Kjær: Jeg er færdig med ham

Ståle Solbakken havde det store smil fremme i kølvandet på 4-0-festen i Parken mandag aften. Lige på nær én episode. Da Ståle Solbakken så Peter Kjær, ekspertkommentator på 3+, kunne nordmanden ikke beherske sig og kaldte ifølge B.T.s oplysninger ham for en 'idiot' og sagde ophidset, at 'jeg er fuldkommen færdig med dig'.

Ståle Solbakken benægter dog over for B.T., at han skulle have brugt ordet idiot om Peter Kjær.

- Men jeg står ved, at han og jeg er færdige med hinanden, siger Ståle Solbakken.

Raseri-udbruddet kommer efter, at Peter Kjær for et par uger siden kaldte Ståle Solbakken for en mand 'ude af balance' på baggrund af tv-billeder, hvor FCK-træneren skubber til sin assistent, Peter Nielsen.

- I al den tid, hvor Peter Nielsen har været væk, er jeg den, der har haft den tætteste kontakt til ham. Vi har et fint forhold til hinanden, siger Ståle Solbakken.

Redaktionschef på TV3+, Anders Bay, bekræfter, at der har fundet en ordveksling sted mellem Ståle Solbakken og Peter Kjær.

- Vi ønsker ikke at blæse det her ud af proportioner, men det var tydeligt at aflæse på Ståles ordvalg og grimasser, at han havde et ekstremt behov for at lufte sin utilfredshed med Peter Kjær. Det her er nok en reaktion på, at Ståle har været under et voldsomt pres. De billeder af Peter Nielsen har utvivlsomt gjort ondt på FCK. Men det her er ikke personligt for os, og selv om det kunne tyde på noget andet, så håber jeg, at Ståle har det på samme måde, siger Anders Bay.

Peter Kjær havde efterfølgende ikke lyst til at kommentere hændelsen overfor B.T.