RASMUS NØHR, OLIVER BJERREHUUS OG ROBERT HANSEN, rip@bt.dk
Rasmus klumme 1

De første år af min karriere som musiker levede jeg mest af drømme og rugbrød med frost. I lange ensomme dage fulde af øvning, vabler og pinlige optrædener med hatten foran supermarkeder, hvor jeg på en god eftermiddag kunne tjene penge til en kop kaffe og et måltid mad, men i stedet gik ned i cykelklubben og købte hash, som jeg om natten røg i mit stille kolonihavehus, mens jeg skrev sange om ulykkelig kærlighed.

Jeg lærte, at mennesket kan overleve det meste, men at det ikke altid er sjovt, og at man godt kan ærgre sig over et utæt tag og en knust rude rigtig længe, hvis man lever af røg i stedet for rygeost.

Da det efter et par år begyndte at gå bedre med at få fyldt hatten, kastede jeg mig over byens caféer og genfandt glæden ved varm kaffe, croissant og aviser og troede egentlig, at jeg skulle leve lykkeligt i lænestole til mine dages ende - nydende sportstillæg og lattesirup - kun afbrudt af lidt rockstjernelir i weekenden -, indtil jeg begyndte at mærke den sorte klump, der voksede i min mave. Som om min pærefacon ikke var sjov nok i forvejen; nu skulle jeg også tage stilling til en akut samvittighed, der var ved at bulne ud midt i det hele.

I begyndelsen tænkte jeg, at det måske var mit eksorbitante forbrug af scrambled eggs og bacon kombineret med drænet yoghurt og speltboller, der spillede mig et puds, men det slog mig, at den sorte følelse faktisk varierede i størrelse efter hvilke aviser, jeg læste, mens jeg indtog min velfortjente brunch - sportssektioner og alt om biler gled let og uforstyrret gennem mig, mens artikler om verdens tilstand og de ledere, der skal passe på den for os, virkelig fik sat tyngde i min maveklump.

Det gik op for mig, at min sorte maveklump blev næret af følelsen af ikke at kunne gøre noget. Bare sidde og slubre italienske kaffevarianter på sidelinjen, mens øko-katastrofer, oliekrige og løgne om friværdi satte sig i mine blå øjne. Lige der hvor der ellers skulle være plads til synet af søde københavnerpiger på vej ind i foråret. Hvem sagsøger man, når man mister lysten til at få børn i april?

Noget må gøres, tænkte jeg idealistisk og meldte mig ind i fitness dk, så jeg i det mindste kunne få strammet mine egne balder, men den sorte klump voksede stadig, selv om jeg betalte harmonika-sigøjneren uden for centret og gik over til øko-æbler, og selv om jeg overvejede at få et sponsorbarn i Afrika… der måtte mere drastiske tiltag i brug.

Jeg besluttede mig for at se, om jeg kunne redde verden.

Rasmus klumme 2
Efter at have besluttet mig for at redde verden får jeg forløsende ro fra min sorte maveklump, og jeg begynder at læse mine aviser flankeret med pen og blok, nedskrivende klodens mest presserende problemer og de løsninger, som jeg umiddelbart synes ligger lige for...

Således får jeg på min første dag som ridder udstyret alle rettroende muslimer, jøder og kristne med demokratisk bøllehat og X-Factor-Blachman med en elefanthue, erklæret Christiania, Blågårdsgade og Jyllands-Posten for uafhængige stater og selvfølgelig fyret Ritt Bjerregaard to gange, inden jeg når til udlandssektionen, hvor min blyant knækker, og min krop beordrer umiddelbar afsondring af koffeinholdige væsker.

Det er hårdt arbejde at være diktator, tænker jeg, mens den brune bæk stille risler, og det er nok lyden af natur, der beroliger mig tilstrækkeligt til, at jeg indser, at kilden til verdensfred starter med sund kost og ro.

Hvis havene var rene, og kaffebønderne fik fem procent af mine cafépenge… indser jeg… - vasker mine hænder og går ud for at betale min regning – hvis jeg holder op med at ryge så meget hash, så kan det være, at 'projekt red verden' har en bedre chance.

Jeg kigger på min blok og de fantastiske verdensredninger, som jeg har præsteret. Der er ikke rigtig nogle idéer, der springer i øjnene som geniale, og jeg begynder at slentre hjemad for at se, om jeg kan skrive en blues.

Et stykke nede af Istedgade presser virkeligheden sig ubønhørligt på i fin rumænsk stil; en alt for ung og alt for hærget pige med trætte tunge øjne og alt for tyndt tøj og løben makeup og noget gebrok om et blowjob… og det er for koldt til, at hun skal stå der, og det regner, og jeg ignorerer hende – jeg skal hjem til min blues, og det er sgu ikke mit problem, og jeg ved, at der snart kommer en venlig mand med lang frokostpause, som nok skal tage sig af hende, og jeg får kvalme, og min sorte maveknude eksploderer og fylder hele min krop, og lige der ser jeg pludselig verdens problemer på fortorvet på min barndomsgade, og der er ingen, der gør en skid ved det ud over de venlige mænd, og seerne synes, at vi skal fyre Blachman, og de unge vil fyre Ritt Bjerregaard, og jeg vil bare hjem og fyre den fede... i morgen mand... i morgen holder jeg sgu op med at ryge, jeg holder op med at drikke dyr kaffe og læse latterlige aviser, i morgen så redder jeg dig, smukke prinsesse fra Rumænien… i morgen… men lige nu må du vente i regnen...

Rasmus klumme 3
Jeg sidder på min stamcafe og nyder det grå slør for mine øjne, som dæmper den sædvanlige hovedpine, der er det sikre tegn på, at jeg i går endnu engang har besluttet mig for at holde op med at ryge hash. Jeg har i nattens mulm tømt alle skuffer, lommer og gemmer lige ned i mixeskålen, og nu ved jeg, at der ikke er nogen vej uden om min pusher i cykelklubben, hvis jeg skal genoplive mit misbrug – og den gummislange er SÅ piftet.

Til gymnasiefesterne hørte jeg, at hash ikke er vanedannende, og at det er let nok at stoppe, og efter ti år med selvhærgen og en pusher, der snart kan tælle til min første million, har jeg stadig hjerne nok til at regne ud, at dette så må være mit mindst 300. stop, og hvis jeg kunne, ville jeg helt sikkert tænke mit.

Men denne gang er anderledes. Jeg vil ikke bare gå forbi pigerne i gaden mere. Jeg vil ikke længere lukke øjnene nede i cykelklubben – jeg har en sort klump i maven, der siger, at jeg er nødt til at se, om jeg én gang i mit liv kan løfte rumpen fra barstolen og gøre en forskel. Og hvis ikke i verden, så i mit kvarter – og en forskel for en pige, som jeg ikke kender, men som jeg ser hver dag, og som jeg har set håbløs i regnen.

Jeg har rystende kaffehånd, men min vilje er fast: Jeg vil holde op med at ryge, så jeg med klart hoved kan fange den tanke, som bliver ved at smutte fra mig. I dagens avis har jeg læst, at Frederiksberg Hospital mangler masser af sygeplejersker. Jeg kender en pige, som kan bruge sådan et job…

Jeg ringer til en overlæge på Frederiksberg Hospital. Uden at vide helt præcist hvad jeg skal sige. Jeg præsenterer mig for hans sekretær og fortæller, at jeg har læst i avisen, at de står og mangler hjælpende hænder og får - måske på en lidt rodet måde – foreslået, at man kan ansætte pigerne fra Istedgade til at aflaste de rigtige sygeplejersker og måske endda kunne give dem en uddannelse, så de rigtig kunne hjælpe til der på Frederiksberg, og den søde sekretær lover at spørge overlægen, om det måske var noget, og så lægger vi på.

Jeg er på dagens 3. kop og er nu på telefonen igennem til en Social- og sundhedsskole. Overlægen fra Frederiksberg har fortalt mig, at de kun må ansætte rigtige sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, og nu får jeg så en lille snak med rektor om de på skolen kan forestille sig det muligt at hjælpe pigerne fra Istedgade med en uddannelse… 'man skal for at komme i gang på vores skole kunne tale dansk på 10. klasses niveau, og engelsk lige så godt – og så skal man jo også brænde for at hjælpe andre, og selvfølgelig have opholdstilladelse', får jeg at vide…

Og rektor er god til at forklare, hvorfor man skal være helt vildt god til sprog for at lære at skifte sengetøj og skifte bandager og vaske syge og hjælpe de svage, og jeg tror godt, at jeg kan forstå det - jeg håbede bare, at der var en simpel løsning på verdens problemer - men dem kan man ikke bare sådan regne med at løse uden at indblande ministeren – og eftersom jeg først holdt op med at tage narko for 12 timer siden, beslutter jeg mig for at vente med at ringe til Bertel Haarder, til min hovedpine er væk, og mine hænder er holdt op med at ryste…

Det kan godt være, at dagens fire kopper kaffe har været medvirkende, men på min gåtur hjem kan jeg slet ikke mærke min sorte maveklump.

Rasmus klumme 4
Hurra friske hoved. Jeg har ikke røget, drukket, løjet eller forført i tre dage, jeg har yoghurt naturel og biokarma-antiklima-urte-the i maven, vind i håret, på cykel hjem fra svømmehallen. Hvem kører det for?!

Abstinenser skal bekæmpes med Ajax og tøjvask – mit hjem dufter lyserødt, og jeg har sågar overvejet at købe postkort og blomster til min vindueskarm. Det bliver til et brev med karsefrø, som nu står og spirer, hvor min gamle pot-plante så længe slog sine rødder.

Jeg har været forbi med dagligt brød hos min mor, eftergivet mine skyldnere og lavet en afdragsordning med min kioskmand. I aftes satte jeg streg over det sidste af de ti punkter på verdens ældste ’to-do’-liste, og i min inderlomme har jeg det største bevis på den nye æras komme, genfødslen, det friske pust …. En spritny blanksidet notesbog. Jeg mangler en kuglepen, men så er jeg også klar til at redde pigerne i Istedgade.

Jeg sidder på Bang og Jensen, min stambar, med koppen fuld af biokarma og indfører min slagplan i notesbogen:

- Skaffe et sted, hvor pigerne kan bo, mens de går i sygeplejerskole (måske de kan få en etage i det nye ungdomshus eller på Christiania?). Måske vi kan få lov at låne et par af de usælgelige ejerlejligheder ude på bryggen? Snakke med Ritt Bjerregaard, hippierne, punkerne og storkapitalen.

- Hvordan får pigerne i Istedgade opholdstilladelse, så de kan gå i skole ? Snakke med Udlændingestyrelsen og politiet.

- Er kvinderne overhovedet interesseret i hjælp? Måske kan bulgarer, rumænere og nigerianere godt lide at stå i regnen? Jeg skal se at få snakket med pigerne i gaden. Det er jo sådan set nemt nok, men hvordan får man ligesom drejet emnet fra ’want a blowjob?’ til varig integration uden at få det til at lyde som et ualmindeligt skummelt forehavende?

Jeg skal altså tale med to ministre, en hippie, en politimand og nogle gadepiger og så få Ritt Bjerregaard til at knipse med fingrene… altså foreløbigt... klokken er 11.30, og theen er blevet kold. Jeg kan mærke, at det er tid for en svedetur og går ud på gaden for at trække en lunge passiv rygning.

Forårssolen spreder godt humør på Vesterbro. Et par gutter snakker om motorcykler og gør plads for en barnevogn. Tre unge piger smiler og vinker til Oliver Bjerrehuus, som cykler forbi. Tøserne kan lide den mand. Jeg får en idé.

Rasmus klumme 5
Jeg sidder igen på min stambar på Vesterbro og læser tegneserie. Det går godt for Batman.

Det går mindre godt ved nabobordet. Roxy sidder og græder og bander over sin computer. ’Fuckingfuck’… men også ’shitfuck!’ Jeg lægger Batman og spørger hende, om der er noget i vejen. Roxy er en meget smuk punkrocker, som jeg i snart ti år har prøvet at score ved at sidde og læse superhelt uden at sige noget. Jeg er næsten sikker på, at Roxy godt ved, at hendes orange læderbukser står effektfuldt til lilla tintinkrøl og sort mascara, men jeg ved hundrede, at hun ved, at jeg ved, at hun ved, at jeg bare er sådan en uncool dansktop crooner i almindelige cowboybukser. Alligevel er der nu opstået et øjeblik, hvor vores verdener mødes, og vi kan tale sammen.

Roxy viser historien, som hun læser. Den handler om trafficking. Fattige piger, der bliver tævet, voldtaget og nedbrudt og til sidst solgt af mafia-agtige bander til bordeller og gadeprostitution i de riges verden. Historien er skrevet af en amerikansk journalist i Mexico, men Roxy fortæller mig, at det foregår lige her i vores by. 400 meter nede ad Istedgade. Rumænske og bulgarske gangstere står og pimper deres slaver på gode gamle Vesterbro.

Jeg er jo gået forbi de tøser tusind gange. Aldrig har jeg set noget til nogen fodlænker eller store mænd med truende pistoler. De kan da ikke være slaver? De kan jo bare råbe på hjælp. Løbe, flygte - kalde på politiet? Det er tøser på røven af livet, og jeg har tænkt, at nogen burde hjælpe dem i gang med en uddannelse og give dem en hånd med at komme ud af nedturen, men det er aldrig faldet mig ind, at de var tvunget til at stå der.

Hvad nu med min liste over bosteder og Social- og Sundhedsskolen og Ritt Bjerregaards fingerknips, der kan ordne alt? Hvis det, som Roxy fortæller mig, er rigtigt, skal jeg ordne sværtbevæbnede gangstersoldater, og jeg er kun bevæbnet med et Batman-blad og en kuglepind, der mere og mere ligner en billig vandpistol.

- Helt ærligt Roxy, det er da en vild historie, det der. Tror du ikke bare, at journalisten vil vinde priser, og hans avis vil sælge aviser, og læserne gerne vil græde lidt og spise negle?

Jeg har lyst til at trøste Roxy; jeg har lyst til, at hun skal glemme alt om slaveri og sætte sig ned og læse Batman sammen med mig.

- Jeg mener, de gangstere, som jeg kender, sælger lidt hash, men der er sgu da langt til at mishandle mennesker på den måde. Og de pædofile og voldtægtsforbryderne bliver jo smadret i fængslerne... de har ligesom selvjustits, de hårde drenge, og nu vil du fortælle mig, at der er gang i vild slavehandel uden for min gadedør.

Roxy ryster sin lilla tintin-krølle. - Prøv lige at løfte hovedet fra din Batman og hop ned fra scenen i to minutter…

Vrede klæder Roxy endnu mere end tårer - Tror du bare, at 16-årige piger fra Bulgarien går ned og køber en flybillet til Istedgade sådan uden videre?! Eller at de har set en palmeannonce med smukke danske håndværkere i hængekøjer og netundertrøjer?! Næste gang du går forbi pigerne, så tag lige og kig ind i de store biler, der bare holder der, og se, om du kan få øje på nogle klepperter med onde blikke og karseklippede nakker, der ligner en hård orlov fra den tjetjenske front. Well, I’ve got news for you, honey. Mens panserne render rundt på Christiania og Jagtvej 69, er fronten rykket fra Kaukasien til Istedgade, og ofrene har blå øjne og meget små bryster… og der er ingen - heller ikke Batman - der gør en skid ved det!

Roxys ord når dybt ind i brystet på mig. Av min maveklump. Jeg sætter mig ned og læser historien fra Mexico igen. Der er billeder af et marked, hvor varerne er unge, sørgelige piger, der går hvileløse rundt blandt hundrede mænd, der vurderer deres kroppe i peso og dollars...

Jeg synes pludselig, at jeg kan genkende noget ved scenen. Der mangler bare det store ur, som hænger på gavlen af hovedbanegården…

Jeg skal have hjælp til det her. Mine tanker svirrer med uovervindelige rumænske pistolmænd og triste skæbner fra kaukasiske borgerkrige. Hvad var det nu med Oliver Bjerrehuus? Jeg fik en idé, da jeg så ham på gaden forleden jo. Folk læser hans blog, når han skriver om sin hverdag, kærlighed og playstations. Hvordan får jeg fat i ham?

Jeg vil fylde hans hverdag med regnvejr og gadepiger; jeg vil spørge ham, om han nogensinde kan mærke en sort maveklump.

Oliver klumme 6
Hej Rasmus, jeg har læst, at du har brug for hjælp.

Fedt at du har fundet sådan et håbløst projekt. Ikke noget med at give støtte til Afrikas hungersnød. Nej, vi skal hjælpe de importerede ludere i Danmark. Jeg kan godt mærke klumpen i maven, men den skyldes mere angsten for at få en molotovcocktail ind ad vinduet, fordi jeg har forpurret en russisk mafiaboss’ arbejde for at hjælpe en gadeluder, som måske føler, at hun har skudt papegøjen efter at være flygtet fra hendes fattige hjemland til rige Danmark, og nu tjener hun nok til at kunne sende penge hjem og til en Gucci-taske eller to.

Kommer dog til at tænke på en Italiansk film, som jeg lige har set, og som efterlod mig komplet mundlam. Filmen er enormt barsk, meget smuk og handler om en kvinde, som skifter identitet og er ansat som au pair. Det viser sig, at hun har en fortid som prostitueret, hvor hun er blevet gennemtævet utallige gange, voldtaget og medvirket i sexorgier, som ofte er endt med graviditet, hvor børnene er blevet taget ved fødslen og givet til familier som adoptivbørn.

Efter filmens ende åndede jeg ud, vristede mig fra en choktilstand og satte mig ind i min bil og kørte ned gennem Istedgade med nye briller på. Lagde mærke til pigerne i gaden. Deres retningsløse gang og søgen efter et eller andet ligegyldigt handyr, som kunne få klemt deres rastløse ynglestav op mellem billige lår til noget hurtigt og uforpligtende. Den skrøne med, at det er ok at gå til luder, blev sat i perspektiv.

Da jeg boede i Paris på Rue Saint Denis var der ludere på hvert hjørne hver aften. Jeg syntes, at det var meget underholdende at komme over, når de kaldte, og så blev vi enige om, hvad der skulle ske, og hvor meget det ville koste, og så spillede jeg overrasket over, at det var dem, som skulle betales. Så blev de sure og råbte en serie franske bandeord, og jeg løb af sted flad af grin. Det var rigtig sjovt, til jeg fik en kæreste, og alle luderne i gaden hilste, når vi kom gående. Der fik den leg sin ende. Det lød som den dårligste undskyldning at forklare, hvorfor disse kvinder kunne mit navn..

Tilbage til Danmark og Rasmus. Jeg beslutter mig for at se ind i sagen. Ringer til min mor for at spørge om, hvad hun synes om det der trafficking. Den russiske mafiaboss kommer straks på talefod; hun nævner også hans molotovcocktail og en havesaks, kalder mig derefter for en idiot og siger, at jeg bringer min familie i fare, hvis jeg beslutter mig for at gå ind i projektet. Kommer til at tænke på en historie, som jeg engang hørte om en komponist, som, hver gang han havde skrevet en symfoni, spillede den for sin mor, og hvis hun kunne lide, hvad hun hørte, rev han det i stykker.

Så temmelig blank og lettere afskrækket begiver jeg mig op på mit forlag Art People. Det kan være, at de kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad trafficking er. Marianne, min kontaktperson, får et alvorligt blik i øjnene og siger, at de har udgivet en bog, som handler lige netop om trafficking. Den er skrevet af en journalist, der hedder Jens Høvsgaard som rent faktisk har købt en kvinde, og han er efter sigende være den journalist, som ved mest om hele den branche.

Bogen hedder ’Solgt til sex’. Den ligger nu foran mig og byder sig til. Har åbnet den et par gange, men sandheden er, at jeg frygter dens indhold og vil meget hellere læse Paul Auster, men jeg har taget en beslutning nu, og hovedet skal i lorten. Jeg vil ikke være med i den del, som vender kinden til. I dag skriver vi 2008, og menneskehandel er ikke i orden, hvis vi skal sige, at vi lever i et demokratisk land, hvor menneskerettigheder er en del af dagsordenen. Så Rasmus, jeg er på!

Oliver klumme 7
Klokken er ni, og jeg skal op og redde en del af verden, som resten af verden er pisseligeglad med. Kan det virkelig passe, at vi ser gennem fingre med slavehandel i vores lille yndige land, som efter sigende skulle være stor fortaler for menneskers rettigheder. Eksisterer trafficking?

Ligger så godt i min seng og har egentlig mest lyst til bare at vende den anden kind til, men jeg skal møde Jens Høvsgaard. Han er journalist og har udelukkende beskæftiget sig med trafficking de sidste tre år. Hvis der er nogen, som kan fortælle mig nogle facts om denne verden, så er det ham.

En mand åbner døren. Vil skyde på, at han er omkring 50. Får et indtryk af, at han er en rar mand. Kaffe bliver skænket, og jeg tænder min gamle kassettebåndoptager, den svigter mig aldrig. Ligger mærke til, at Jens også har en liggende på kanten af skrivebordet. Forestiller mig, hvilke samtaler der er blevet dokumenteret på den. Det er sikkert ikke småting. På væggen er der billeder af en ransagelse. Politi i skudsikre veste med pistoler. Lægger specielt mærke til et af billederne, hvor en af de tre prostituerede står i lyserøde trusser, lille top og med et bind om det venstre knæ. Arbejdsskade. Hendes hår er affarvet, og hun ligner en helt almindelig dansk skoletøs.

Det er så let at gennemknalde en af disse knap så gamle, temmelig kønne piger for ingen penge. Du kan behandle hende lige så dårligt, som dit mindreværd tillader. Hun skal helst bare efterlades i en tilstand, så den næste kunde stadig gider at betale efter tømningen.

Pigerne har – ligesom herhjemme - 20-30 kunder om dagen. De bliver behandlet som kriminelle, siger Jens. Er de ikke også det?, tænker jeg. De har ikke haft noget valg, fortsætter han. De er blevet bortført, hvis ikke solgt af deres egen familie. Så bliver de voldtaget gentagne gange, tæsket og nægtet adgang til for eksempel at vaske sig. Til sidst er de knækkede, og hvis der er yderligere problemer med dem, så bliver de truet med, at det går ud over deres familie.

Jeg spørger, om det er sket, at de er gået videre til familien, eller om det bare er tomme trusler. Jens fortæller om en pige, som hedder Rose. Hun prøvede at flygte, men så tog bagmændene hendes søster og truede med, at nu hun også skulle til udlandet og arbejde som prostitueret. Han fortæller også om en 16-årig pige, som blev solgt af sin far. Hun blev også voldtaget gentagne gange, tæsket og truet med, at faderen ville få tæsk, hvis hun flygtede. Det fik hende til at rette ind, selv om det var faderen, der i første omgang havde solgt hende. Jens købte hende for 2000 euro iført skjult kamera.

Jeg har fået hvad, jeg kom efter. Trafficking eksisterer. Slavehandel er stadig aktuelt. Nogle af pigerne er brændemærkede med alfonsens logo, siger Jens. Så når de kommer ud af arresten i Danmark eller sendt til deres hjemland, står alfonsen og tager imod dem. Menneskehandel er den tredje største kriminalitet i verden efter narko og våben. I de lande hvor størstedelen af pigerne kommer fra, de baltiske lande, østeuropa, vestafrika og sydamerika, er fattigdommen så udbredt, at korruptionen lever i bedste velgående. Så når pigerne kommer tilbage, er der allerede blevet ringet til alfonsen, som står og tager imod dem for så at sende dem videre til et andet vestligt land.

Sidder over for Jens og stirrer temmelig blankt ud i luften. Jeg er blevet ked af det, rystet over verdens skygge. Hvis det var en dansk 16-årig pige, som havde fået den behandling, ville det rydde avisforsider, men når hun hedder Ivona, Carmen eller Svetlana, er det hendes egen skyld.

Det er ikke i orden. Lige meget hvad. Der må gøres noget. Hvor svært kan det være at gå gennem escortartikler i avisen og tjekke de steder ud, som tilbyder udenlandske – og formentlig handlede - kvinder. Politiet må kunne gøre noget. Hvad med Lene Espersen? Hvordan kan hun sove om natten, når hun er vidne til sådan en mishandling af unge kvinder?

Rasmus klumme 8
Jeg kunne være glad. Solen skinner over Vesterbro, og Oliver har meldt sig klar til kamp. Men jeg er rasende...

'Fucking store bisse! Fucking store røvhuls bisse!' Det er ord, jeg ikke siger, men som fylder hele mit hoved. Jeg står lige over for to styk russiske slavehandlere. Det er højlys dag på Istedgade.

De står og snakker med pigerne på deres eget sprog. To styks kæmper med karseklip og kolde øjne. Hvordan kan jeg vide, at de to mænd er badguys? Jeg er vokset op på Vesterbros værtshuse blandt drukkenbolte og desperadoer, min far pegede dem ud undervejs. Som dreng gik jeg i skole med de slemmeste gangbangere på Nørrebro og lærte at dykke for øretæver i luften - min radar var en finger i jorden - senere, i mine unge år, spillede jeg poker i baggårdsklubberne med landets værste bankrøvere og alfonser og genkendte deres særlige ’du skal ikke fucke med mig’-fængsels-aura. Jeg har et udviklet instinkt for livsfarlige røvhuller, og jeg er temmelig sikker på, at jeg står over for to af de helt slemme drenge lige nu.

Og så er der selvfølgelig den nærmest håndgribelige angst, der lyser ud af pigerne. Jeg går over på den anden side ad gaden, stille uden at råbe, og de to mænd går deres vej igen. Istedgade har intet bemærket, men jeg er pludselig meget meget vred.

Den mand, der sidder over for mig nu, har ikke fængsels-aura. Han er heller ikke på nogen andre måder skræmmende eller farlig. Han er lyshåret, ung og venlig fra Jylland. Han er Københavns politi og skal håndtere de russiske badguys. Jeg er gået 50 meter direkte fra Istedgade ned på Halmtorvet og ind på landets politistation nummer et, Station City.

Jeg har trukket nummer og ventet på, at den venlige betjent tog mod en anmeldelse for et cykeltyveri, og nu er det min tur ved skranken, og jeg fortæller om pigerne i gaden og om Roxys historie om slavehandel og om mit møde med de store russiske røvhulsbisser. Jeg fortæller det med rolig stemme, for jeg er sikker på, at jeg er meget tæt på at stemple mig selv som en naiv idiot, og jeg vil meget gerne tages alvorligt af den unge politimand. Jeg er vil gerne have, at han tager slavehandel, misbrug tvang og voldtægt af teenagepiger lige om hjørnet alvorligt.

Til min overraskelse får betjenten et medfølende blik i øjnene. - Vi ved godt, at pigerne går der nede. Og vi kan se bagmændene sidde og holde øje med dem fra deres biler, når vi er på patrulje. Men vi har meget svært ved at gøre noget ved det, før pigerne kommer ind på stationen og anmelder det.

Jeg havde regnet med at blive totalt afvist. At politiet ville sige, at der selvfølgelig ikke var slaver på Vesterbro - at betjenten ville smile overbærende af min røverhistorie. Men det gør han ikke, og jeg får kvalme.

Hvorfor gør pigerne ikke det, hvorfor flygter de ikke herned og beder om hjælp? Den venlige betjent forklarer mig, at når pigerne kommer ind på stationen, så ruller der som regel en bil med muskelmænd ind på Halmtorvet og venter, til de kommer ud igen. Jeg forestiller mig, at det godt kunne afholde en lille pige helt alene i et fremmed land fra at sladre.

- Men kan I ikke lade pigerne blive her, passe på dem, gøre et eller andet, arrestere gangsterne i bilerne?

- Det er jo alt sammen et ressourcespørgsmål. Betjenten svarer venligt, og jeg ved godt, hvad han mener.

Men det lyder bare så hårdt, når vi står og snakker om teenagepiger, der bliver trynet og voldtaget 50 meter væk.

Jeg siger farvel til politiet. Går tilbage til Istedgade, forbi pigerne og bilen med de karseklippede muskelrussere og tænker på ressourcespørgsmålet og på noget Roxy fortalte mig om den danske lov. Udenlandske prostituerede bliver udvist. Tilbage til håbløsheden i lande, hvor man skal kigge langt efter venlige lyshårede politimænd. Der er virkelighedens korruption og bagmændenes afstraffelse, hvis du er en lille pige, der har bedt om hjælp på Danmarks politistation nummer et.

Oliver klumme 9
Jeg møder to slags mennesker derude. Dem, der godt er klar over, at der er et problem, og at vi er med til, at det vokser ved at gøre ingenting. Så er der dem, som ikke vil tage det til sig. De synes, at det er noget snavs, men at det er deres egen skyld, og så skal de i øvrigt bare holde sig væk.

Fakta er, at de piger skal have hjælp udefra. De er blevet efterladt til misbrug. Vi må have flere med på holdet. Nogle gode naive, ærlige mennesker, som ikke har andet at lave end at redde verden.

Robert Hansen. Danmarks mest misforståede flinke fyr. Han har et hjerte af guld og en intelligenskvotient på størrelse med min. Robert, hjælp mig og Rasmus med at gøre verden en smule bedre.

Jeg har lavet en serie fjernsynsudsendelser med Robs. Vi har vist også stødt ind i hinanden et par gange i byen, tror jeg nok… Husker da vi var i Aalborg og blive tværet godt og grundigt af Aalborg gulddrengene. 6-0, måske var det 6-1. Kan huske vores første højdepunkt fem minutter inde i kampen, hvor Niarn havde besluttet sig for at få fat i bolden, og som et selvsøgende missil fortsatte ud over kanten i en akrobatisk forlæns vejrmølle. Jeg var så megadød efter den kamp. Gik som en kamel en uge efter. Men følelsen var god. Vi havde gjort en indsats for de kræftramte børn. Da vi senere hørte, at vi havde indsamlet omkring 80.000 kroner, gik det op for mig, at det ikke er umuligt at gøre en forskel.

Vi skal have Rasmus’ idé til at blive til en landeplage. Som en virus, der spreder sig og appellerer til folks dårlige samvittighed. Vi må få gang i en indsamling, så vi kan skaffe kapital. Rasmus, kan du ikke skrive en fed popsang, som kan komme i radioen. Som folk kan synge med på og dermed hjælpe os med at få fokus på vores lille projekt? Vi kan ikke være de eneste. Der må være andre derude, som er en lille smule afhængige af resten af verdens tilstand. Lad os gøre hvad vi kan for at pimpe denne klode to the max i alle kroge og hjørner. Frelst? Mig…?

Robert, du tog ’Vild med dans’ med storm. Jeg har brug for din fede energi. Danmark kender dig og synes, at du har trådt godt i dine sko og gjorde ’Vild med dans’ til det mest aktuelle i de kulørte blade.

Robs, vi har haft vores fest. Nu skal vi være voksne og så ansvarsfulde, at vi kan få den bedste del af Danmark med. Resten må se til fra den passive tilskuerplads og vide bedre, men vi rykker. Verdenshistorie er blevet skrevet ud fra langt mere håbløse idéer og uoverskuelige visioner.

Hvad siger du, er du med?

Robert klumme 10
Hej Oliver og Rasmus.

Oliver, dit dejlige menneske… jeg synes, at det er en super idé. Vi har jo før haft nogle fede oplevelser ved at skaffe penge til forskellige gode formål. Jeg er glad for, at du spørger mig, om jeg vil være med.

Synes det er en fantastisk idé, hvis Rasmus kan skrue en superfed popsang sammen, som kan blive spillet alle steder, så folk kan få øjnene op for der her problem. Rasmus, jeg kender dig ikke så godt, men din musik gør mig altid glad, og jeg synes, at du har en fantastisk måde at udtrykke dig på. Jeg er sikker på, at vi kan få noget godt ud af det her.

Vi har et godt hold - lad os rykke.

Jeg må indrømme, at da jeg hørte om det her første gang, var jeg ikke helt klar over, hvad det helt præcist var for noget. Jeg har nok altid vidst, at det var der på et eller andet plan, men det har nok bare været en for stor mundfuld lige at sluge og måske svært at forstå. Når man i forvejen har en travl hverdag, og det ikke direkte påvirker ens hverdag, så er det nogle gange lettere at vende den anden kind til. Nogle gange kan det også være svært at forestille sig, at sådanne ting foregår i vores lille land. Jeg får virkelig lyst til at gøre en forskel og ser også der her som en chance på at blive meget klogere på det her problem.

Det hele vender sig i min mave, når jeg læser om, hvordan de her piger bliver behandlet. Tænk at brændemærke andre mennesker, som var de dyr… det er jo fuldstændig sort. Hvordan kan man også sælge sin 16-årige datter - der er jo noget helt galt, og der skal gøres noget.

Jeg er helt sikkert klar på at gøre en indsats, tænk at teenagepiger bliver holdt fanget og tvunget til at være sammen med 20-30 forskellige mænd om dagen. Jeg begynder også at kunne mærke den klump i maven, som de andre snakker om.

Jeg synes heller ikke, at vi kan være det her bekendt. Hvis det her er så stort, og det foregår i vores lille land, så må vi gøre noget. Oliver, du spurgte, om jeg måske kunne hjælpe med at skaffe noget kapital. Jeg vil gå i tænkeboks og håber virkelig, at jeg kan komme på en super ide.

Robert klumme 11
Jeg er nu på holdet med Oliver og Rasmus. Vi skal simpelt hen finde på noget, så vi kan gøre en forskel for de kvinder, der bliver handlet, som var de bare en handelsvare, og de bliver holdt fanget som slaver. Det har virkelig gjort et indtryk på mig at læse om de her stakkels hjælpeløse piger, som ikke kan gøre noget som helst. Det kan virkelig gøre noget ved en, når man sætter sig lidt ind i, hvad det er, der foregår.

Jeg har haft en mærkelig fornemmelse i maven, lige siden jeg satte mig ned og læste de først sider om kvindehandel, og at det foregår lige her i vores lille land.

Jeg har lovet drengene at tænke over en plan, så vi kan skaffe nogle penge til det her projekt. Jeg kan også huske, da Oliver og jeg var i Aalborg for at spille fodbold og skaffe penge til kræftramte børn, men jeg tror ikke, at en fodboldkamp er den rigtige måde at gøre det her på. Vi er tre friske gutter, hvad kan vi finde på?

Rasmus kan skrive en sang, og det er jo fantastisk, men der må simpelt hen være andre måder at skaffe noget kapital og noget opmærksomhed på.

Jeg tror, jeg har den… måske kunne vi lave nogle t-shirts med noget logo af en eller anden art… nej, jeg tror ikke, at folk gider rende rundt med ens t-shirt, når de tager en tur ind til byen. Så er der de der sløjfer, som jeg har set i andre sammenhæng - måske kunne det være det, som er vejen frem… nej, det føles heller ikke som det helt rigtige.

Nu har jeg det. Vi skal da have lavet nogle superfede kasketter, som vi kan have på, måske med noget tekst, der rammer, så folk med det samme ved, hvad det drejer sig om… nej, det tror jeg måske heller ikke rigtigt på…

Armbånd selvfølgelig! Vi skal have gang i nogle armbånd i alle mulige forskellige farver. Det kan alle gå med; man kan oven i købet have flere på af gangen. Det er jo sådan, at den skal skæres.

Det er en god idé! Vi laver dem i 15 forskellige farver, så alle kan være med. Jeg er helt sikker på, at vi kan starte med at få alle de mennesker, som vi kender, til at gå med dem. Der skal også være noget tekst på dem, og det har Rasmus og Oliver jo sørget for. Vi bruger sgu deres SLAVE I DANMARK som logo.

Super, det skal nok komme til at virke. Jeg tror faktisk, at vi har fat i noget her… jaaa! Hvis vi gør det her ordentligt, så kan det fandme blive stort. Jeg er helt vildt positiv.

Går i gang med det samme…

Rasmus klumme 12
Jeg skal have en advokat. Jeg vil gerne hjælpe pigen, som jeg så stående alene på Istedgade ventende på den næste mand, som for en flad halvtredser lige skulle have et frokostpause pikslik. Jeg har det lokale politis ord for, at hun bliver tvunget til at sælge sin krop igen og igen af nogle lede russere, som sidder tørt og varmt og holder øje fra deres biler.

Jeg har aldrig fået papir på nogen uddannelse, så jeg har svært ved at forstå ordet ’ressourcespørgsmål’, men det er altså en slags politi-ord, som man bruger, lige før man får tårer i øjnene eller skal indrømme, at det bare ikke er godt nok.

Eller måske er det nok mere et politiker-ord. Sådan et ord, som en minister kan bruge, når der ikke er flere undskyldninger tilbage.

Enter brormand. Et styk topintelligent velskabt Nøhr anno 1974 - det år, de lavede dem bedst. Mens jeg tabte i basketball og rodede rundt med gangbangerne på Nørrebro i 80’erne, læste min bror lektier og var på førsteholdet i fodbold. Da jeg droppede ud af gymnasiet engang i 90 og flyttede ind i en Toyota HighAce for at sprede gru og rockmusik i det ganske land, tog min bror eksamen og blev gift med den smukkeste pige fra skolen. Da jeg rejste ud i verden for at hustle backgammon, kom min bror på bridgelandsholdet, blev verdensmester og fik guldmedalje af Prins Henrik og havde så også lige tid til at få juridisk embedseksamen. I det nye årtusinde da jeg kastede mig over akustisk guitar, fik brormand adgang til landsretten, villa i Glostrup og sin første smukke søn.

Min bror er for vild, men han er også min lillebror, min tvebakke. Jeg sidder på hans kontor. Har fortalt om pigerne, Roxy, politimanden. Nu har jeg for en gangs skyld svært ved at læse hans tanker, mens han sidder stille og tænker. Brormand hjælper til hverdag håndværkere med brækket ryg med at få invalidepension - et noget mere stille og fredeligt virke end hvad jeg disker op med nu, men han er mit bedste bud, når der er kommet fremmedord ind i kampen.

- Rasser, gamle dreng, du får brug for en ridder til sådan en sag her, og jeg tror måske, at jeg kender en…

Min egen bagmand nummer et, min consigliere gennem tykt og tyndt skriver et magisk nummer ned og skubber papiret over til mig.

Jeg sidder hos min ridder. Min ridder af Dannebrog faktisk, stor og stærk, god og smuk og en af landets mest erfarne advokater, der har ført utallige sager for svage kvinder i Danmark. Min ridder har selv de sværeste ord i sin magt, og så er hun kvinde. Jytte Lindgård. Hendes skjold er hendes ord; hendes sværd er en pen, hendes væbner er en sød sekretær som hedder Sonja og laver en fantastisk kaffe.

Det er nogle dage siden, jeg ringede til ridder Jytte, og nu overrækker hun mig et stykke papir, som jeg skal bruge, når dem med magten siger ’ressourcespørgsmål’. Papiret er et ændringsforslag til loven. En enkelt linje. Et magisk nyt stykke, som kan give mulighed for at hjælpe piger i slaveri. En enkelt linje:

’Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til ofre for menneskehandel’.

Min ridder Jytte siger, at linjen er en tilføjelse til Udlændingelovens paragraf 9, og hvis jeg kan få dem med magten til at gøre den linje til lov, så skal pigerne ikke længere stå i regnen på Istedgade.

Oliver og Robert, vi skal have lavet en rockkoncert, og vi skal ind på Christiansborg og aflevere trylleformularen… Og hvis ministeren siger ’ressourcespørgsmål’, så ringer vi til vores ridder af Dannebrog.

Oliver klumme 13
Der må ske noget. Har en følelse af, at det kun er Ras, Robs og jeg, som giver noget for de misbrugte piger. Hvorfor er folk så afstumpede og bange for at miste, at de ikke tør erkende, at vi er med til at støtte menneskehandel ved ikke at tage stilling.

Var på arbejde, hvor stylisten fortalte, at hun havde siddet med en veninde på Halmtorvet og drukket kaffe og betragtet piger stå helt åbenlyst og trække mindre end 50 m fra politistationen. En sort bil kørte ind til siden og parkerede. En mand steg ud og gik over til pigerne og gav dem tæsk, hvorpå han gik tilbage, startede bilen og kørte væk. Der var ingen, som gjorde noget, for det var jo pigernes egen skyld. De kan bare lade være med at være kidnappede og holdt fanget...

Der skal handles i nuet. Politiet skal tage action på det åbenlyse, og derfor er det vigtigt, at de kan tilbyde pigerne andet end en bøde og hjemsendelse fra Danmark, for når de så ankommer i deres hjemland, står deres alfons og modtager dem for at sende dem videre til endnu et land, for dem er ukendt, og hvor de kan bo i en kælder og blive kneppet af familiefædre, politikere og andre tilsyneladende lovlydige borgere.

Nogle påpeger, at hvis de får lov til at få den opholdstilladelse, som Rasmus har fundet frem til hos advokaten, så vil de alle komme her og søge ophold. Men så husk lige, at de fleste østeuropæriske og afrikanske piger ikke engang ved, at Danmarkvi eksisterer, og jeg tror næppe, at de vil lade sig prostituere, gennemtæske og gruppevoldtage for en opholdstilladelse i herhjemme.

Ud af mange mulige fonde og foreninger har vi fundet en, som vi vil prøve at samle kapital ind til. Safe and Alive. Den er blevet stiftet af en organisation, som hedder Aktive Kvinder i Danmark. Jeg ringer op til den daglige leder. Hun hedder Susan Balschmidt og er meget sød og imødekommende og taknemmelig.

Safe and Alive går ud på at skaffe et såkaldt safehouse til handlede kvinder, som opholder sig i Danmark. Safehouse er et hus, hvor pigerne kan komme og blive behandlet fysisk som mentalt, socialt og juridisk. Susan fortæller, at husets mandskab kommer til at bestå af læger, psykologer, vagter og sociale medarbejdere, som kan tilbyde akut medicinsk hjælp og værelser, hvor de kan overnatte og tage et bad og være i rolige omgivelser med mennesker, som forstår dem og kan støtte dem og give dem den omsorg, som de har brug for, hvis de nogensinde skal have en chance for at vende tilbage til en fornuftig verden.

Susan fortæller, at de har haft opringninger bestående af trusler fra sure mænd, og de regner ikke med at have hørt det sidste ord derfra, men det holder hende ikke tilbage. Godt Susan, vi har brug for flere kvinder som dig, og derfor vil jeg gerne støtte dit projekt. Hvis vi skal have de piger op på benene - om det så bare er få. Nogle gange skal der ikke mere til, for at verden bliver opmærksom, og det er lige det de piger har brug for… verdens opmærksomhed.

Så Rasmus og Robert, jeg har fundet den rette fond. Det er dem, vi skal lave en indsamling til. Safe and Alive.

Rasmus klumme 14
Jeg har nu skrevet min klumme for bt.dk i en lille måned og er blevet indkaldt til møde hos min chefs chef, redaktøren for det hele, Peter Brüchmann. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi skal snakke om. Jeg har ikke været indkaldt til møde med overchefen siden min sidste baldrede rude på Stevnsgade skole, hvor jeg skoleret skulle forklare om min gamle vandskadede venstreankel. Dengang var det usagte råd blandt eleverne, at man kun måtte sige undskyld – aldrig nævne nogle navne og aldrig aldrig (!) sige noget om rygeklubben på drengetoilettet.

Jeg forestiller mig, at hr. Brüchmann gerne vil vide, hvad hans klummeskriver bestiller på politiets station City fablende om slavehandel, når bt.dk i sin tid ansatte en latte-drikkende popstjerne, eller måske vil han høre, hvorfor i alverden jeg render en af byens smukkeste advokater på døren, når jeg burde få lagt pudderfoundation til min nye musikvideo. Eller måske har min chefs chef læst, at jeg ryger hash i min fritid...

Jeg sidder på overchefens kontor og øver mig på at svare høfligt på en hvilken som helst anklage. Jeg vil fortsætte mine klummer, til tøserne er i sikkerhed væk fra gaden, og hr Brüchmann skal give mig ok i dag. Endnu bedre – han skal bakke mig op.

Det går jo skide godt. Jeg har siddet på Peter Brüchmanns kontor i fem minutter, og ingen af ordene ’sexslave, ’politirapport’, ’advokatsalær’, ’fyreseddel’ eller ’hashpibe’ er blevet brugt. Han har sagt ’hofmarshal’, ’pokalfinale’ og ’Brøndby’, og jeg har sagt ’wauw’, ’ja’ og ’det synes jeg også’, og et eller andet sted er jeg klar over, at jeg er gået i ’snak chefen efter munden’-mode. ’Du kan sgu stadig sutte en god røv, gamle Rasser’, tænker jeg for mig selv, ’men det er jo ikke derfor, at du er kommet herop, din latne popstar!’

Måske har chefredaktøren tænkt det samme. Næste sætning siger vi i hvert fald i munden på hinanden… ’de der klummer…. ’, et halvt sekunds tavshed, og så tager jeg chancen og begynder at fortælle…

Jeg fortæller om Roxy og den unge politimand og om piger, der vokser op på børnehjem i Europas fattigste lande uden at lære at læse og skrive og uden at høre om menneskerettigheder. Piger som bliver smidt ud på egne ben, lang tid før de fylder 18, og som bliver mødt af menneskehandlere lige uden for børnehjemmets dør. Jeg fortæller om piger, der bliver lokket, kuet og tvunget og tæsket, til de er for bange og viljeløse til at flygte, hvorefter de bliver solgt videre til for eksempel lille Danmark og til sex lige nede på Istedgade, styret af russiske muskelmænd med kolde øjne. Jeg fortæller ikke om, hvordan det er ikke at have en mor at ringe til, og heller ingen far der kan hente dig ud af de ondes hænder, for det kan jeg slet ikke forestille mig.

Men jeg fortæller, at politiet ikke kan hjælpe pigerne, fordi vi har en forældet lov, der ikke skelner mellem forsvarsløse slaver og lønpressende jordbærplukkere, og at jeg har fået Danmarks smukkeste advokat til at skrive et lovforslag, som måske kan hjælpe slaverne i Danmark til frihed, og hvis hr. chefredaktør Peter Brüchmann vil lade Oliver, Robert og jeg skrive vores klummer, så vil vi prøve at få lagt den lov på Birthe Rønns skrivebord, og så må B.T.s læsere følge med i klummerne, mens magtens mennesker skalter og valter med de forsvarsløse...

Og jeg fortæller, at det bliver svært for Birthe Rønn at ignorere slaveriet, når 100.000 mennesker siger stop på samme tid, især hvis de siger det til en ordentlig rockkoncert lige foran ministerkontoret på Christiansborg.

Og jeg er helt forpustet, da Peter Brüchmann rejser sig op, og det her er virkelighed og ikke en Hollywoodfilm med det hele, og der er heller ikke nogen, der klapper, men Peter tager min hånd og siger, at BT. er på og gerne vil lade os skrive og dække koncerten og afdække kvindehandlen, B.T. vil bakke op med journalister og annoncer, og Peter vil snakke med de andre aviser, hofmarshallen og Brøndby, men jeg skal love kun at ryge hash i min fritid, og så står jeg ellers alene på gangen, lidt fortumlet, og skal bare se at have fundet en computer at skrive på i en fart.

Jeg har fået hjælp af Oliver Bjerrehuus, som får hjælp af Robert Hansen, og nu bliver vi alle tre bakket op af Danmarks største mediehus.

Jeg er en fantastisk snebold, og jeg ruller!

Rasmus klumme 15
Det er snart et år siden, at jeg mødte Rikke P til et interview om sammenhængen mellem fadøl og bynketal på Danmarks smukkeste festival. Rikke var journalist på B.T. og havde denne sommer en blog, som vel mest skulle handle om musik, men som, jeg syntes, havde en ret genial understrøm om oversete sammenhænge.

For eksempel sammenhængen mellem fadøl og fordoblingen af bøgetræer om Skanderborg sø, fadøl og vildtvoksende maveflora og sammenhængen mellem fadøl og hendes øjnes evne til at blive smukkere og smukkere som aftenen gik i det øltelt, hvor vi atter løb ind i hinanden, og hvor jeg fremsatte mine teorier om hendes blog i et alkoholiseret scoringsforsøg.

Og hun var sød og sjov at snakke med, og hun fortalte mig om sammenhængen mellem fadøl og venskaber i lufttætte øltelte og sagde, hun nu ville gå udenfor i mudderet for at skrive mit navn med tis.

Det var det sidste, jeg så til Rikke P. Jeg blev i ølteltet resten af festivalen og ventede på den fantastiske pige med den utrolige blære, men hun var forsvundet ud i bøgeskoven, og som dagene gik, forsvandt også minderne om mit stive kurmageri, indtil kun den pinlige fornemmelse var tilbage .

Tre måneder senere ringer Rikke P noget uventet til mig. Om jeg vil skrive en klumme på bt.dk, sådan om min hverdag og hvad jeg går og laver og sådan, her om vinteren. Her efter succesen. Altså ind imellem ølteltene og koncerterne. Og jeg behøver ikke tænke mig om særligt længe, før jeg svarer nej. Jeg har absolut intet behov for at fortælle om mine kedelige hverdage fulde af formålsløse cafébesøg og skriveblokader. Jeg vil ikke blogge om nederen ved at være kendt, og jeg vil heller ikke blogge om nederen ved at knalde damer, som jeg ikke kender, som knalder mig, fordi jeg er kendt, om nederen ved ikke at have en kæreste, fordi det er upraktisk, når man skal på turné, og jeg vil slet ikke skrive om min angst for at miste min succes, mit talent, min karriere og min fucking kendthed, fordi det lige nu er det eneste, som jeg har. Men jeg siger først og fremmest nej, fordi jeg er midt i min vinterdepression, og der er stadig hash tilbage på Christiania.

Men alt det fortæller jeg selvfølgelig ikke Rikke. Så det bliver bare til noget om mig og min travle navle, før jeg lægger på og atter sidder alene i min store tomme rockstjernelejlighed.

Alene med tankerne om hvad man egentlig kunne bruge sådan en klumme til. Hvis jeg kunne skrive om min hverdag og så fylde den med noget. Noget godt. Noget, som nogen kunne bruge. Jeg husker den samtale, som jeg havde med Roxy for nogle uger siden, og jeg tænker på sygeplejerskerne som overarbejder og på den modbydlige afvisning af trafficking ofre, som vi i Danmark holder i hævd. Brikker falder på plads, og pludselig indser jeg der i mørket, at jeg måske kunne få stablet noget virkelig stort på benene med sådan en klumme. Hvis jeg kunne få folk til at læse og interessere sig for gadetøssernes skæbne. Hvis jeg i mine klummer kontaktede andre skribenter og fik dem til at skrive videre. Et netværk af danske klummerskribenter med hver deres skare af læsere kunne blive til rigtig mange læsere, rigtig mange vælgere.

Hvis vi forelagde magtens mennesker en mulighed for at redde pigerne fra slaveri, mens hundrede tusinde danskere fulgte med i historien… så ville de jo ikke kunne sige nej. Det ville simpelt hen være at afsløre sig selv, og det danske samfund som grusomt.

Så ligger jeg i mørket med noget, som, jeg tror, er en reel mulighed for at redde pigerne, som jeg ellers bare ignorerer på min vej til svømmehallen. I mørket med usikkerhed og bange tanker … hvad nu hvis jeg ikke kan skrive ? Hvad nu hvis jeg bailer ud midt i det hele, svigter og sætter mig på staden, til verden forsvinder? Hele byen vil grine. Og hvem er jeg, der i mørket tror, at han kan ændre ved noget som helst? Jeg sætter mig op. Jeg er i hvert fald en, der er nødt til at gøre et forsøg. Jeg ringer til Rikke P. Midt om natten.

Der er gået seks måneder. Det er 1. maj. Jeg har skrevet min klumme i en måneds tid. Forberedt den i tre. B.T.'s Peter Brüchmann har afsat markedsføring, journalister og fotografer til projektet. Oliver Bjerrehuus skriver, Robert Hansen skriver..

Jeg vil nu kontakte Vesterbros græsrødder og gode kræfter i hele landet. Hvem kan sige nej til at hjælpe, når de ikke længere må sige 'ressourcespørgsmål'?

Danmarks smukkeste advokat , Ridder Jytte, har skrevet en lovændring, som kan give politiet lov til at få pigerne ud af gangsternes hænder og hjælpe dem med et liv i frihed her i Danmark, hvis de ønsker det. Social- og sundhedsskolen vil gerne uddanne pigerne, hvis de har en opholdstilladelse, overlægen på Frederiksberg Hospital vil gerne ansætte dem. Robert, Oliver og jeg vil prøve at sælge armbånd, så vi kan få penge til et hus, hvor pigerne kan bo og få hjælp. Vi vil - mens vi skriver vores klummer - prøve at få hjælp af alle dem, der ikke vil sidde på deres hænder, mens pigerne bliver købt og solgt.

Kashmir og Tim, vil I ikke holde en koncert med mig? Simon Kvamm, du synes, at jeg er en Othellokage, men giver du ikke en hånd med de andre nevøer og spiller igen og igen og igen, indtil Birthe Rønn Hornbæk støtter op?

Den her sag er så åbenlys, og de piger nede i Istedgade er så meget på røven… Skriv til mig hvis I vil hjælpe, hvis vi bliver mange, slutter slaveriet i Danmark.

Rasmus klumme 16
Jeg vil gerne forstå, hvordan man bliver slave; jeg vil gerne forstå, hvordan et land kan acceptere, at deres unge forsvinder i hobetal og dukker op på bordeller i vesteuropa; jeg vil gerne forstå, hvorfor pigerne i istedgade ikke bare råber hjælp på gaden og giver deres bagmænd fingeren. Hvordan kan man holde mennesker fanget uden brug af fodlænker. Jeg er opvokset nogenlunde trygt og godt i Danmark, og der er så meget, jeg ikke forstår.

Jeg er taget med Oliver til Bulgarien , et af EU’s nyeste medlemslande. Her fra henter menneskehandlerne deres ofre til Italien, Tyskland, Holland og Danmark.

I 1980erne var Bulgarien Østblokkens førende teknologi-nation. Universiteterne uddannede ingeniører, arkitekter matematikere, læger, videnskabsmænd og programmører i verdensklasse. Så kom murens fald, og på to år blev landet ramt af løbsk inflation, og alle, der havde mulighed, flyttede og fik job hos de store firmaer i USA og i Vesteuropa.

Oliver og jeg er nået til Pazardzhik, som for 10 år siden var lidt større end en mellemstor jysk by er i dag. Nu er mange flyttet. I hvert fald alle dem, der kunne noget. Byen består mest af betonhøjhuse, og det flyder med skrald, som beboerne smider ud af vinduerne. Renovationssystemet er brudt sammen.

Nogle gader flyder bogstaveligt talt over med menneskelort, og der ligger afpillede hunde- og katte lig, hvor ungerne leger.

Når din kloak eller din bil er i stykker i Pazardzhik, er der ikke håndværkere, du kan ringe til. Og når der er hul i din vej, så kommer der ikke nogen og fylder det. Der er stadig skolelærere og politifolk i byen. De tjener 2000 kroner om måneden og betaler halvdelen i skat. Det er måske ikke så underligt, hvis de leder efter supplerende indtægter.

Vi står på byens forfaldne gymnasium og taler med skolens elever om deres liv og drømme. De ligner danske unge; nogle har blå øjne, andre brune; nogle er blonde, nogle har krøller. Én vil gerne være skolelærer , én vil gerne være journalist, og den smukkeste pige i klassen vil gerne være skuespiller eller danserinde. De unge fra Pazardzhik vil gerne ud at rejse, se verden, finde en kæreste og lave en familie.

De er søde; vil gerne høre om Danmark og Olivers modelkarriere i New York, og eleverne har allerede hørt historierne om menneskehandel og ved, at de ikke skal tro på tilfældige jobtilbud på barer i vesten. 100 piger er forsvundet fra byen de sidste år. Alligevel får både Oliver og jeg en klar fornemmelse af, at hvis vi lovede pigerne her lidt sølv og en vissen græsplæne, eller bare en studieplads på Københavns Universitet, så hoppede de ud i vores varevogn nu og her. Hvem ville ikke tro på sådan nogle flinke fyre, der kune få dig ud af lorten? Sådan kunne man godt forestille sig, at et liv som slave kunne begynde.

Rasmus klumme 17
Hvordan gør man et frit menneske til slave? Du skal bruge under to uger, en kold mørk klam kælder og en gruppe mænd, som er friske på at tæve, true og voldtage dine ofre. Hvis dine ofre vil i bad, siger du nej og tæver dem. Hvis de vil på toilettet, siger du nej, tæver dem og fortæller dem, at du slår dem ihjel, hvis de tisser alligevel. Hvis dine ofre fryser, griner du og voldtager dem. Og så når de er helt ude af den, giver du dem lidt mad, lidt vand og lidt venlighed. En time senere starter du forfra. Indtil dine ofre kun har en tanke i hovedet. Overlevelse.

Alt andet er udskiftet med kold frygt og rædsel. Nu vil dine ofre adlyde dig og dine kunder. Betal dine bødler, sælg pigerne, scor kassen. Det er smart, hurtigt og det giver fandens meget bedre end at arbejde på fabrik i Bulgarien.

Jeg er sammen med Oliver i Sofia, Bulgariens hovedstad. Vi er taget herned for at finde ud af, hvad slaver i Danmark 2008 egentlig er for nogle mennesker. Det er mange år siden, at Danmarks Radio viste Kunta Kinte, og ingen af os kan helt forstå, hvordan pigerne I istedgade er endt i så sørgelig en forfatning.

Vi er på besøg hos en lokal hjælpeorganisation, hvor mennesker passer på de få piger, som trods alt stikker af fra deres herremænd på Vestens bordeller. Eller som bliver sendt hjem fra lande som Danmark. Og hvis vi vil høre ulækre rædselsfulde historier, er vi kommet det rette sted hen.

Vi hører om en pige, som så sit snit til at springe ud fra en låst lejlighed på 4. sal, hvor hun sad og ventede på at blive fragtet videre til vesten. Vi hører om børnehjemmet, som kører fast business med den lokale mafia, så gangsterne står klar uden for døren på pigernes 18 års fødselsdag, den dag EU's børnehjemsstøtte ophører. Og vi hører om Vanko One, Bulgariens svar på Niarn , en syg gangsterrapper højt på landets hitlister... som lovede sine fans sangkarriere i Tyskland, men som solgte de unge piger til italienske bordeller.

Vanko One er en af de eneste bulgarer, der er blevet dømt for menneskehandel. Han slap med et par måneder i fængsel. I Bulgarien kan du bestikke dig fra hvad som helst, hvis du har penge nok, og menneskehandlerne har gyldne tider.

Oliver går med på druk. Vi vil drikke al den vodka, der findes i det her land, og så skal vi have fundet en flyver. Jeg kan mærke min maveklump, og jeg vil af med den. Jeg vil hjem og skrive...

Robert klumme 18
Så er vi i gang. Det er jo helt fantastisk, hvordan folk har taget imod det her projekt; det er næsten lige meget, hvor jeg kommer hen, så har folk set eller hørt om det, som vi har gang i, og alle reaktioner er bare så positive...

Selv der, hvor jeg træner, kom der her forleden en ældre dame hen og hev fat i min arm. Hun ville bare lige fortælle, hvor fedt hun synes, at det er, at vi er tre fyre, der er gået i gang med at med kæmpe for de her kvinder.

Der er også mange af mine venner, der synes, at det er en virkelig god sag, og jeg kan også mærke, at der er mange der ligesom mig ikke har vidst så meget om det her problem… Når jeg fortæller nogle af historierne om de her piger, som jeg hører, er der også mange, der simpelt hen tror, at det er løgn. De kan slet ikke fatte, at det foregår her i vores lille land.

Efter vi var i TV-Avisen sidste uge, er der også mange, der har ringet og spurgt ind til projektet. Der er virkelig mange, der gerne vil vide noget mere, og derfor synes jeg, at det er helt fantastisk at være med til at sætte fokus på det her problem, så vi kan ende med at gøre noget rigtig godt for de her piger. For det fortjener de…

Sidste gang skrev jeg, at jeg ville prøve at få styr på nogle armbånd, som vi kunne sælge og samle penge ind til SAFE AND ALIVE, der vil oprette et safehouse til handlede kvinder.

Armbåndene er nu kommet, og de er kommet i femten forskellige farver. De er faktisk ret flotte, hvis jeg selv skal sige det, så jeg har hel armen fyldt. Man kan allerede nu bestille dem på sms, men jeg vil nu gå i gang med at se, om jeg ikke kan få dem ud i nogle forretninger, så man kan købe dem der.

Det er jo være super, hvis der var rigtig mange, der begyndte at gå med dem. Det er jo en god sag.

Rasmus klumme 19
Sommeren er kommet til Danmark. For en måned siden var min blog en dråbe i havet, men for ni dage siden blev SLAVE I DANMARK en snebold, der rullede, da B.T. og resten af Danmarks største mediehus gik ind i sagen, og nu er Oliver, Robert og jeg pludselig en isbod bestormet.

Naser Khader har skrevet til os, at vi har fat i en sag, som ligger hans hjerte nært, og at han og Ny Alliance gerne vil snakke med os om at få ført kampen for hjælp ind i Folketinget.

Jeg ved godt, at Ny Alliance ikke er det største parti i landet, og at de nye drenge på Borgen har deres at slås med, men Nasers brev er varmt, og jeg læser det flere gange hver dag. Det er et rimelig kort brev, men det giver mig tro på, at vi kan rykke noget, og det er alligevel langt nok til, at jeg kan forstå, at Ny Alliance vil kæmpe for de handlede kvinder sammen med os, de vil ikke stoppe, så længe vi også har kræfter til at kæmpe.

Jeg er på vej ad snoede gange i en tusind år gammel borg, brændt og genopført, brændt og genopført, til møde med Ny alliance. Jeg har aldrig været på Christiansborg før, og jeg har aldrig været til møde med en partitop. Jeg er sådan en, der bliver bedt om at sætte et kryds hvert fjerde år, og ellers følger de andres love. Og jeg må indrømme, at jeg har haft mine forbehold over for demokratiets højhellige retfærdigheder. Men lige nu - på vej gennem de gamle gange - kan jeg mærke en respekt vokse i mig. En respekt for det her samfund. Fuld af gode sjæle, som sejt holder fast i en regeringsform nedarvet fra generation til generation, hvor magtens mennesker må lytte og invitere befolkningen, når vi altså melder os på banen.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg mærkede, at det var min tur til at forsøge at trække verden lidt i den rigtige retning. Jeg fandt mine kampfæller i Robert, Oliver og nogle forbandet dygtige journalister på bt.dk og B.T. Vi begyndte at skrive og tale, og de har hørt det på Christiansborg. Engang i mellem er det fantastisk at bo i et lille land.

Nu sidder jeg til bords med Naser Khader og Jørgen Poulsen. Vi drikker fødselsdags kaffe for Ny Alliance, og jeg har taget armbånd med. Blå, røde, gule og neon. Det skal ikke komme an på partifarven. Jørgen Poulsen har i sin tid som generalsekretær for Røde Kors stødt på trafficking-problemet; hans øjne brænder entusiastisk, hans tale er ivrig og bindende, og Naser er bare varm og god, og jeg ved bare, at pigerne nede i Istedgade lige har fået to nye riddere på deres side.

Jeg fortæller om min egen ridder Jytte og om den lovændring, som hun har foreslået, og så taler vi lidt om den afrikanske folkevandring, som den vil medføre, hvis man spørger Pia Kjærsgaard. Så går vi vist nok i gang med at snakke politik; jeg kan i hvert fald ikke rigtig følge med, men da vi er færdige, vil Ny alliance kæmpe for at vi får en opholdstilladelse på minimum et år til slavehandlede mennesker, og jeg siger farvel til pigernes nye riddere.

Jeg kunne godt tænke mig at snakke med Pia Kjærsgaard om folkevandringer og om gamle danske dyder. Vores gamle demokrati har altid gået hånd i hånd med tanken om, at alle mennesker skal fødes i frihed. Vores forfædre bakkede de amerikanske nordstater op, da de kæmpede med livet som indsats mod slaveri Og selv om vi også havde år med kolonier, så var det da de færreste danskere. som tog part i slavehandel.

Så kære Pia… skal vi gå en tur i Nyhavn, drikke en fadøl og spise en rød pølse og blive enige om, at det sgu ikke er dansk kultur at forstøde slavepiger? Eller vil du bare lade Naser og Jørgen tage hele slæbet ? Jeg giver et armbånd, hvis du ringer. Kh Rasmus.

Oliver klumme 20
Hey Rasmus og Robert,

Pissefedt, at I er kommet i gang med armbånd og politik. Det er sgu en sej kampagne, vi har gang i nu. Jeg er med, men jeg vil først gerne lige også fortælle om Rasmus' og min tur til Bulgarien. Vi tog afsted for at se, hvor pigerne kommer fra, og så besøgte vi den organisation, som skal tage imod ofrene, når de bliver sendt hjem fra for eksempel Danmark.

Animus hedder det. Det er kun kvinder, som arbejder der. De er alle velsoignerede, pænt nyklippet hår, manicurede negle, mærketøj og modetasker. Kan huske, at jeg tænker, at det sikkert må være fedt for de piger, som er blevet mishandlet, at komme tilbage i hænderne på nogle kvinder, der udstråler styrke og selvsikkerhed.

Vi begiver os op på 2. sal, hvor endnu en kvinde skal informere os om de sande facts i menneskehandel. Jeg er super spændt; det er nu, at jeg har chancen for endelig at høre om, hvorvidt menneskehandel virkelig eksisterer. Mine øjne sidder på stilke efter at se nogle af pigerne, men der er desværre ikke nogen, eller skal jeg sige heldighvis. Som et biluheld, hvor man stopper op for at se, og når man så endelig får tilfredstillet sine øjne, gyser sjælen og ønsker, at man havde vendt hovedet den anden vej. Hvorefter billedet brænder sig fast i hukommelsen og derefter ligger sig som et ar på sjælen.

Mødet er langt og drøjt, trist og sørgeligt. Hun fortæller blandt andet om en borgmester, der handlede med kvinder, og hvor politimesteren var blandt kunderne. En 16-årig pige var blevet solgt af sin far, og derefter blev hun truet med, at han ville få bank, hvis hun ikke lod sig prostituere. Bulgariens mest spillede rapper viste sig også at have en finger med i spillet. Fedt nok... og hvor er det bare håbløst. Føler mig efterhånden total old school og kedelig på den, eftersom det åbenbart er byens største trend, deres kvindehandel.

Vi takker af, for nu skal vi videre til Pazardzhik - en lille by cirka halvanden time fra Sofia. Der hvor en stor del af pigerne kommer fra. Inden vi drager afsted, skal vi lige afregne for vores tolk hos organisationen. Det bliver 460 euros. Og vi kan ikke få en regning, fordi de kan kan tage mod 'velgørenhed'. Vores tolk koster 10 euros i timen, så det er svært at forstå, hvordan det lige er løbet op i mere end det dobbelte. Vi føler os godt tørret hele vejen op ad ryggen, da vi forlader det dyreste informationsmøde i EU. Nu kan jeg lige pludselig bedre forstå deres dekadence og dyre modetasker.

Vi parkerer foran en grå betonblok overhængt med parabolantenner som plakater på en teenagers værelse. Hele vejen rundt om boligblokken er der et massivt bælte af skrald og kattekranier. Varevogne i miniture udgaver med, hvad jeg er sikker på, er gangstere, som vil myrde os, derefter røve os og til sidst voldtage os, kører skulende forbi. Kigger op på den grå overskyede himmel og forestiller mig skytæppet blive brudt af en bombe droppet fra en B52. Her er så håbløst, at det eneste, jeg kan tænke på, er at komme afsted væk fra dette gudsforladte sted.

Der går ikke lang tid, før en masse interreserede unger i en alder fra 3-16 år dukker op efterfulgt af bedstemødre. Jeg gør mig mentalt parat til at blive stenet, men tværtimod, de er enormt venlige og imødekommende. Vi kommer på rundvisning og ser, hvordan deres kloakker er fuldstændig stoppet. En dør bliver åbnet til kælderen, hvor det sejler i en meter lort.

Må igen konstatere, at situationen var håbløs. Kan godt forstå, at der ikke skal så meget til for at lokke de unge piger med de samme drømme, som vi bærer, til at søge lykken uden for landets grænser. En dreng trækker mig i ærmet og giver mig en badmintonketcher i hånden, hvor strengene mangler, og der i stedet er spundet tape omkring ketcherhovedet, og så begiver vi os ud i et slag badminton på herrens mark.

Glemmer tid og sted, indtil jeg træder på en død hund. Så ryger vi videre på den lokale fodboldbane, som er en stor bar plet jord mellem en park af containere, som bliver brugt til beboelse. Vi spiller for livet og er nu omkring 10-20 stykker, og trods vores meget forskellige baggrund, så er vi nu enige om at løbe i den retning, som bolden triller, og jeg tænker: Gid det var sådan med vores trafficking-projekt...

Hvordan kan man få den tanke at plyndre en by, som intet har, for deres unge piger? Troede sådan en mentalitet kun rådede i historiebøger. Det er i hvert fald der, at den hører til.

Efter en lang dag ender vi tilbage på hotellet, hvor vi bliver spurgt, om vi har lyst til kvindeligt selskab af manden i receptionen. Vi takker pænt nej uden den store forbløffelse og går derefter op på vores værelser.. sikken en dag, men åbenbart er den ikke helt overstået, for næste morgen er vi tre, som vågner til åbentstående døre til vores væresler, men kun en af os mangler sine kreditkort.

Velkommen til Club Sofia.

Rasmus klumme 21
Det går strygende med at sælge Roberts og Olivers SLAVE-armbånd. Med gode menneskers hjælp får vi åbnet et hus, hvor de handlede mennesker kan bo og komme til kræfter, som kan stå klar, når politiet for håbentlig snart får lov til at redde dem...

Mange penge bliver hver dag sms'et ind til vores indsamling ,og butikker over hele landet ringer ind til vores kampagne for at høre, om de skal give et nap med at lange armbåndene over disken. Nu sidder jeg så med chefen og lægger armbånd i konvolutter og skriver tak på følgebreve. Mens Robert og Oliver sidder i parken for at se, om det nu rigtig er blevet sommer.

Fra kontorets skygge kan jeg så sms'e dem om de rigtige følgebreve. Min chef fortæller mig, at det er rimeligt, at drengene drikker øl i parken, det var jo deres idé, og de har puklet med designet og produktionen osv, så nu skal jeg tænke positivt, og vi sidder og pakker for pigerne og tænk på huset, og vi mangler jo kun 2000 breve, og desuden har jeg også den pæneste underskrift i projektet.

Min chef tror, jeg falder for smiger. Hun kender mig. Dem, der kender mig godt, ved, at det er i sådan en situation her, at min fantasi arbejder bedst. Giv Rasmus Nøhr fast arbejde indendørs på en smuk sommerdag, og du vil se ting, som du ikke trode fandtes. Smiger kan ikke knægte min frihedstrang, min vilje til blå himmel, kolde øl og sommerkjoler i parken.

Kære chefen, hvad om jeg lige smuttede ned på grusbanen på Wodroffsvej og tjekkede de gamle gamblere, om ikke de vil holde en velgørenheds pokerturnering på en græsplæne. Jeg ved, at Gus Hansen er i byen og jeg ved, at han er damernes ven. Eller kære chefen, hvad med om jeg smuttede en tur over i Enghaveparken og researchede lidt om en støttekoncert der? Jeg kunne lynhurtigt få sat minumum fem dygtige musikere stævne på bænken ved springvandet, ikke noget med frokostudlæg, chefen, bare en flok håndbajere og så kører dialogen, du ved, rock'n'roll???

Min chefen siger, at nu vil hun tænke over det, mens vi lige tager de næste 300 konvolutter. Og så tænker vi videre på huset og på pigerne og min smukke underskrift, mens sommerdagen bliver til aften og Oli, Robs, Gus og de glade musikanter går hånd i hånd med de københavnske yndefulde, i Nyhavn, Tivoli eller hvor man nu går hen med pigerne på en varm sommeraften – jeg kan ikke huske det !

Jeg er ved at lægge sidste underskrift på sidste følgebrev og ved, at at Oli og Robs skal få sms'er fra parken i næste uge. Jeg skal have gang i den koncert, det er ikke nogen dum idé, slet ikke hvis der så også er noget, der skal foldes, skrives på , sendes frankeres gerne løftes og slæbes på, bare det er indendørs og jeg kan holde min første fridag denne sommer, med billedet af mine medkendismusketéer slidende og lidende i mørket, mens vores chef fortæller dem, hvordan man bare skal tænke på mig i solen når, det bliver for surt.

Det er en rock'n'roll-tanke, og med den kom jeg endelig gennem den sidste stak konvolutter. Træt og bleg tager jeg hjem, men misforstå mig nu ikke. Sms efter armbånd, gerne i tusindvis.

I morgen er det Robert og Oliver, der har pakketjans.

Robert klumme 22
Hej Rasmus og Oliver.

Jeg har fået en mail fra en fyr, i der hedder Nicholas inde fra Cirkusbygningen. Han vil gerne stille den til rådighed, så vi måske kan holde en koncert, der kan give nogle penge til vores indsamling.

Hans telefonnummer står i mailen - prøver lige at ringe til ham for at høre, om vi kan finde på noget spændende.

Jeg ringer til Nicholas og får fat i en frisk fyr, der virker super flink. Han fortæller mig, at det er plads til 900 mennesker, og så begynder han at komme med en masse gode idéer til, hvordan det hele kan gøres.

Jeg tænker, at Rasmus måske kunne spille - og at Oliver og jeg kunne finde på et eller andet og underholde med.

Nicholas fortæller, at der er mange måder at gøre det på. Han foreslår, at vi måske kunne kombinere noget musik og underholdning, og det lyder jo ikke helt tosset...

Jeg synes, at det er super fedt, at han har læst vores klummer og er klar til hjælpe.

Det er faktisk helt utroligt, hvor mange mennesker der gerne vil gøre noget, det gør mig helt vildt glad.

Jeg tænker, at vi tre måske kunne gå i gang med snakke med nogle mennesker, som kunne komme og underholde. Hvem kender vi? Måske kender du nogen, der kan spille, Rasmus???

Nicholas spørger, om vi har lyst til at komme ind og se et show en aften, så vi lige kan tjekke stedet ud; det lyder som en rigtig god idé.

Så drenge, jeg har en plan - vi skal i Cirkusbygningen!

Robert klumme 23
Hej Rasmus og Oliver.

Her forleden var jeg til træning på morgenholdet, som vi kalder det. Vi er en fire-fem gutter,der træner sammen hver dag. En af dem, jeg træner sammen med, hedder Joe, og han er PR-manager på Café Ketchup. Han fortæller mig, at han har læst en masse om vores projekt, og at han godt kunne tænke sig at lave et eller andet sammen med os.

Jeg tænker, at det kunne være en perfekt ramme for en fantastisk aften, hvor vi i bedste fald kunne samle rigtig mange penge sammen til Safe And Alive og skabe en masse god opmærksomhed for vores projekt.

Jeg ringer til Joe for at høre, om han synes, det lyder som en god ide med... måske skal det være en pokeraften.

Han er helt på. Han har en masse gode idéer til, hvordan det kan køre. Han kan blandt andet sørge for, at der bliver lavet noget lækker mad, som folk kan spise. Han foreslår også, at vi måske holder antallet af spillere på 30. Det lyder helt fantastisk - 30 spillere der hver lægger 10.000 kroner for at være med...

Rasmus, du snakkede om, at Gustav Hansen er i byen - måske kunne vi få fat i ham... det ville jo være oplagt, hvis han er med. Og Rasmus, du er jo selv gammel gambler - du skal da også være med, og jeg har da også spillet lidt rundt omkring. Måske skulle vi alle tre prøve at se, om vi kan slå nogle af de helt store hajer... tror ikke, det bliver noget problem .

Gutter, vi skal rykke hurtigt på det her. Lad os få fat på en masse pokerhajer og hvem, vi ellers kender, og så holder vi den fedeste pokertunering, hvor vi hygger og spiser noget god mad. Jeg tror virkelig på, at vi kan skabe en masse opmærksomhed på vores projekt, og samtidig samle penge ind.

Jeg går i gang med det samme med at ringe rundt til en masse mennesker, der kan være gode at have med i vores turnering . Håber I er klar…

Rasmus klumme 24
Jeg bliver heldigvis tit spurgt i disse dage, hvad man kan gøre for at hjælpe med vores kamp for handlede mennesker. Jeg plejer at svare: Snak med jeres kolleger, venner og famillie, skab debat og øg fokus. Lige nu gælder det om, at vi i Danmark får en fornemmelse af, at rigtig mange danskere faktisk bryder sig om, hvad der sker med de ulykkelige mennesker, og at vores politikere ikke længere må vende deres blinde øjne til...

Halløj på Christiansborg - KIIIG NU!! På slaverne og tag så stilling, mens jeres vælgere kigger på jer .

Jeg vil gerne fortælle om gode gamle Gus Hansen. Gusse var blandt den lille flok københavnerdrenge, som jeg rejste rundt med i 90'erne. Dengang der var noget, der hed 'The Danish Backgammon Boys', og dengang vi alle sammen var piv hamrende stuck, med gyldne mellemrum, og måtte låne hinandens shorts for at holde varmen.

Men der var altid mindst en af os, der havde kassen, så vi klarede den med hiv og swing og ønskeprocenter. Gusse var klart den vilde dreng i flokken - enten god for en million eller også var han stuck for en million - det var meget svært at mærke forskel. Altid glad og ved godt mod med en evig tro på, at det jo nok skulle gå, så længe bare spillet var i gang.

Omkring 1999 gik Gusse og jeg stuck samtidig, og mens jeg denne gang fik nok for altid og drog hjem til Danmark for at gå i kokkelære, rykkede Gus til Las Vegas og begyndte at spille sig op for Gud ved hvilken gang - denne gang ved pokerbordene, som, han mente, ville få en fremtid.

Nogenlunde herfra kender mange historien. Gustav blev Gus - en af Las Vegas mest vindende pokerspillere og verdensberømt i verden, og jeg blev ikke nogen særlig god kok, men alligevel kendt af min mor for en fantastisk crepe suzette. Det var først senere, at jeg avancerede til hjemløs vagabond og gademusikant.

Anyways, vi holdt kontakten på tværs af Atlanten, og Gus var den første, der holdt op med at grine af mine drømme om at blive rockstar og bakkede sine fornemmelser op med stiftelsen af et pladeselskab, legendariske 'Rec og Kort', som desværre ikke havde timingen med sig, da Gus lagde ud med at signe 'Det glade pizzabud.' Min første plade, og Gusses 'Rec og Kort's eneste, blev aldrig udgivet. Amerika skreg på deres pokerstjerne, og Gusses og mine veje skiltes atter.

Det er mange millioner dollars siden nu, og jeg har endda fået et sted at bo og alt muligt,sådan et rigtig rockstjernehyl, hvor de gamle gammondrenge engang i mellem kan mødes, ryge cigar og snakke om, hvor fedt det var at være STUCK!! I New York i vores unge dage.

Robert, på vores sidste møde besluttede gammondrengene med Gus Hansen i spidsen at gå ind i kampen og arrangere en pokerturnéring - som Gus siger: Hvis man kan være pigernes ridder og rense de kendte samme aften, så er det svært at sige nej .

Så Robert og Ollie, I må få jeres filmstjerne og supermodel – kolleger på banen, så er vi game en nat på Cafe Ketchup!

Rasmus klumme 25
Kim Larsen har ringet til mig... åhr hvad! Det er mindre end en uge siden, at jeg sendte mails til mit pladeselskab, mit bookingbureau og mine gamle musikervenner, om at Cirkusbygningen har åbnet manegen, og at jeg skal bruge al den hjælp, der findes i dansk showbizz, så vi kan få et ordentligt støttebrag fyret af.

Da jeg var teenager og stadig boede hos min mor, brugte jeg det meste af min tid på at spille guitar med et jugoslavisk nationalistheavytruck coverband og på at være forelsket i Rikke Jensen, som til gengæld kunne synge News og var vildt forelsket i en eller anden idiot, som kunne knallert og var meget tæt på at have kørekort.

Mit eget kørekort lå meget langt ude i fremtiden, så for at kompensere begyndte jeg at sende Rikke hemmelige digte om blomster og fordelen ved pedalkraft, og for ligesom at gøre min poesi mystisk og dyb underskrev jeg altid mine cykelfloradigte med 'Selveste-Sumsar' og følte mig meget snedig.

Måske var det fordi, at paringen mellem cykler og blomster ikke er frugtbar; måske synes syngepiger fra Vesterbro, at digte generelt er lamme, eller måske var 'Selveste-Sumsar' bare en for hård nød at knække for søde Rikke - i hvert fald nåede knallert-idioten at få sit kørekort, uden at jeg kom så meget som i biffen med min første kærlighed.

Omkring her vil en del læsere sikkert begynde at tænke, hvad kim Larsen, Cirkusbygningen og de danske slaver mon har gjort, siden de skal slæbes ind i en historie om mit gamle blødende hjerte. Tingen er den, at jeg ikke gav op. Jeg satte mig for at lave musik til mine digte, eller det vil sige, jeg stjal mit gymnasium- bands jugoslaviske motorcykelhymner. Sange om følsomme balkantruckere der har sat ild til deres sidste firehjulstrækker, sange om hunde mistet på ensomme rastepladser mellem serbiske bjerge, sange som har medrevet tusinder af store mænd med skovsnegl og cowboy-veste ganske få år ,før de drog ud i europas blodigste borgerkrig - dem oversatte jeg til cykelhyldest -oder og blomstrende teenage-serenader.

Og så blev jeg koncertarrangør. Sammen med mit band lejede vi loftet på min mors skole, lavede vores bandnavn om til 'Gratis Tequila' og hængte plakater op over hele Nørrebro. Så tømte vi København mellem Skt Hans Torv og Vibenhus Runddel for vejarbejds-lygter og endte med den fineste oplyste scene til den mest illegale fest, som Nørrebros unge havde holdt, siden Warriors tævede Grønjakkerne på Balders plads .

Rikke Jensen kom også, og hun kunne godt lide sangene og syntes, at det var vildt, det var mig, der var 'Selveste-Sumsar'. Hun havde ellers lidt troet, at det var hendes sanglærer, som vist var bøsse, men nu havde hun altså fundet en rigtig kæreste, som var pilot, og det var det. Men sådan blev jeg altså koncertarrangør, og havde det ikke været for Rikke Jensen og 1000 mænd med skovsnegl, havde Danmark ikke oplevet fantastiske DM I ROCK, som vores illegale skolefester udviklede sig til, efterhånden som Københavns vejarbejdere begyndte at låse deres advarselslygter fast.

Og gennem DM I ROCK mødte jeg en god håndfuld af de musikere, som jeg nu 15 år senere har sendt mails ud til og venter på svar fra. Nu sidder jeg så og læser mails fra musikere, jeg enten kender lidt, meget eller slet ikke, som alle sammen gerne vil hjælpe med at lave en god aften i Cirkusbygningen. Og det er rørende og svært ikke at være glad.

Tak for hjælpen Nik og hils Jay og Nexusdrengene og sig, at jeg vil opfinde et helt nyt håndtegn til dem, som betyder, at I er de fedeste popstjerner i verden, tak Big Fat Snake og Szhirley, fordi I endnu engang vil sprede glæde - og Clemens og TV2 og Louise Hart og One Two og Tim Christensen; jeg er ked af, at datoen ikke står til at rykke, men tak for støtten. I dette øjeblik får jeg stadig mails fra mine vidunderlige kolleger, men nu må jeg altså vende tilbage til begyndelsen.

For Kim Larsen har lige ringet, og han vil sgu gerne hjælpe med koncerten og kommer gerne forbi og giver et par sange, helst hvis han kan starte, så han kan få sig en fyraftensøl, inden det bliver sent... Og så sidder jeg der med røret og har lige talt med mit største idol - manden som har skrevet 'Kvinde min', og så har jeg nok mit største øjeblik nogensinde, for så ringer jeg til min mor og fortæller hende, at Kim har sagt ja, og han har spurgt, om jeg vil synge en sang sammen med ham.

Åhr hvad! - ses vi i cirkusbygningen den 2. juni?

Oliver klumme 26
Fedt at vi har fået Cirkusbygningen. Jeg havde engang nogle gode minder derfra.

Og I må have en fed pokeraften - jeg lider af omvendt ludomani, når det kommer til poker. Det gælder også fodbold. Men jeg håber, at I får samlet en masse penge ind. Pas nu på, at I ikke går hjem med røven bar.

Som sagt er gevinsten minimal i forhold til økonomisk fortjeneste, men jeg håber nu, at den her debat når ind over Folketingets dørtrin, før alt er glemt og fejet ind under gulvtæppet. Hvad, der er blevet gjort indtil videre, er tæt på ingenting. Jeg har ikke hørt nogen handlede kvinder nyde godt af det her projekt endnu, og eftersom det er det, det drejer sig om, er der stadig lang vej fra talen til forløsning.

Derfor håber jeg så inderligt, at vores pokerprojekt med Gus Hansen og vores koncert i Cirkusbygningen med blandt andet Kim Larsen vil blive støttet, for det er her vi kan gøre en forskel, som pigerne vil kunne mærke.

Mange har spurgt, om vi - Robert, Rasmus og jeg - tager os selv alvorligt som de drengerøve, vi nu er, og mit svar er selvfølgelig ja. Det her er ikke en polterabend, hvor vi tilfældigvis er dukket op på et afbud, og jeg synes for første gang i mit liv, at jeg beskæftiger mig med noget, som er livsvigtigt. Vi er langtf ra de første, som tager kampen op. Mange mennesker har kæmpet en kamp i mange år, men har ikke haft mediernes opmærksomhed, og derfor ved den generelle dansker for lidt om trafficking. Jeg bebrejder dem i Folketinget, som er blevet konfronteret og har vendt den anden kind til, fordi ting som rydningen af Christiania og Ungeren åbenbart har vist sig mere aktuel.

Dagsordnen må kunne brydes, når det drejer sig om menneskemishandling. Lige på det punkt troede jeg, at vi var en stor familie, men åbenbart kun til krisen os skiller, og det er der, at politik bliver kynisk.

Kære Danmark, vi kan sgu ikke lægge ansigt til det her - vi må træde i karakter og vise verden, at vi kommer fra et land, hvor man tager sig af hinanden og andre. Hvis vi først mister vores godvillighed, er vi ladt som barbarer.

Den her idé stammer fra en popmusikers skøre hoved, og jeg synes, at det er smukt at se, hvordan den har vokset sig ind på danskernes samvittighed, og hvor mange der nu hjælper os med at virkeliggøre det her projekt. Vi er tre drengerøve, som har besluttet os for at råbe i kor, og det var åbentbart det, der skulle til for at trafficking nu rammer avisernes sider.

Jeg er stolt men langt fra tilfreds, men det er en fed følelse for en gang skyld at bruge medierne til andet end at få opmærksomhed til sig selv.

Vi ses i Cirkusbygningen!

Rasmus klumme 27
Koncerten i Cirkusbygningen nærmer sig hastigt, og alle har nok at se til. Ud over at jeg selv har været i Jylland og spille et par job, så har hele slavegruppen på B.T. også lige afholdt pokerturnering med Gusse og Bondo aka Pokerpro - vores fælles ven fra New York dagene - som lige skal have en speciel tak for at træde til som arrangør og hjælpe med succesen.

For flere måneder siden lavede mit pladeselskab aftaler med DR om et musikprogram, som skulle optages fredag og lørdag, og de samme dage havde jeg så også prøver og koncerter i Odense og Rødovre.

Mit band er husorkester for solisterne i Cirkusbygningen, så torsdag havde vi prøve med Szhirley, Nik og Jay og Peter Belli. Kunstnere, som jeg har en vis æresfrygt for, så det skulle bare være tjekket.

Onsdag lærte jeg bare seks nye sange og tjekkede op på vores dansetrup for at høre, hvor langt de er med deres show.

Nå ja, så har jeg også lige haft en snak med vores lysmand jo og kokken Dennis.

Den eneste grund til, at jeg ikke ligger fuldstændigt vandret, er, at Mia Lynge fra Keep Music Live er trådt til som koordinator på showet. Jeg følger med via mails, og jeg skal lige love for, at projektet har fået en supermand med om bord.

Jeg skal også lige høre min mor, om hun har fået samlet min fars gamle jazzband. Så skal I bare få høre nogle gamle cats, der kan swinge...

Jeg er ked af, at denne klumme ikke blev en bombe af underfundighed, men i går holdt vi middag for alle 9 mand i Slave-gruppen, fotografer, journalister, marketing og klumdisser. Det var første aften i to måneder, hvor vi havde tid at mødes på en gang, og mit hoved er mærket af slave vodka... vi skålede for at fejre flere måneders hårdt arbejde, skålede for at det går godt, skålede for at vi møder så meget opbakning, og for at debatten om slaveri i Danmark bider sig mere og mere fast. Samtidig med at Ritt Bjerregaard, Nasar khadar, Kim Larsen, Peter Belli, Nik og Jay, L.O.C., Gus Hansen, John Faxe, Jesper Grønkjær, ridder Jytte og så mange andre hjælper med at åbne folks øjne.

Og så skålede vi nok også et par gange for at dulme nerverne... showet i Cirkusbygningen skal bare gå godt....

Robert klumme 28
Så er det i aften, at vi skal give den én over nakken i Cirkusbygningen. Jeg glæder mig virkelig meget, for vi har fået de sejeste kunstnere til at komme og optræde. Der er noget for enhver smag,og jeg tror virkelig, at taget letter i aften, når det går løs.

Når jeg sidder her og tænker tilbage på de sidste to måneder, kan jeg slet ikke fatte, hvor langt, jeg synes, at vi er kommet. Tænk at det hele startede med nogle klummer - det er jo helt vildt. Jeg er meget stolt over at være med til det her projekt, og jeg er meget stolt over, at vi har fået samlet så mange penge sammen til Safe and Alive .

Da vi startede, vidste jeg ikke så meget om trafficking, og jeg tror, at der er rigtig mange derude, der har haft det på samme måde - det kan jeg ligesom fornemme på de mennesker, der henvender sig til mig på gaden og gerne vil fortælle mig, at de synes, at det er fedt, at vi har sat så meget fokus på det her problem. Det er folk i alle aldre - det er skønt.

Det, der også har været rigtig cool, er alle de fede oplevelser, der har været undervejs. Vi havde den fedeste pokertunering, som man overhovedet kan forestille sig. Tænk at spille poker mod Gustav Hansen - det havde jeg ikke lige troet ville komme til at ske med mine ringe poker evner, men det gjorde det. Samtidig var der også en helt utrolig god stemning - fra vi kom til vi gik - og så skal jeg da også lige sige, at vi fik samlet 450.000kr sammen, hvor overskuddet doneres til Safe And Alive.

Og nu håber jeg virkelig,at vi får en super aften i aften. Folk har virkelig knoklet for at få banket en fantastisk støttekoncert på benene på rekordtid. Jeg glæder mig – og selv om Rasmus er den eneste musiker i vores lille gruppe, går Oliver og jeg da også på scenen. Så må vi se, hvad vi kan finde på. Jeg har hørt, at Rasmus og Kim Larsen skal synge sammen, så den bliver måske svær at slå.

Men hey, det bliver en helt super fremragende aften. Ses vi i aften i Cirkusbygningen? Det tror jeg nok, at vi gør!

Robert klumme 29
Først og fremmest vil jeg gerne starte med at sige tak til alle de mennesker, der mødte op inde i Cirkusbygningen til vores støttekoncert for SLAVE I DANMARK!

Tak til alle kunstnerne for deres fede måde at være på - det var virkelig en fornøjelse hele vejen igennem. Det var simpelt hen den fedeste aften, jeg længe har oplevet.

Det hele startede med et brag, da min helt store helt Kim Larsen åbnede ballet; det er virkelig en fornøjelse at se ham give den gas - han er noget helt specielt.

Rasmus, Oliver og jeg havde virkelig stresset rundt hele dagen for at få styr på de sidste ting, så det var fantatisk, da Kim gik på og oven i købet lige til tiden. Stemningen var fra start af helt i top. Det var virkelig rart at mærke, hvordan folk synes, at det er et godt projekt at støtte op omkring. Efter Kim var det den skønne Szhirley, der sang tre numre, og de sad lige i skabet. Og så var det tid til, at Steen Kørner og hans dansere skulle på gulvet. Det er simpelt hen for vildt at se, hvordan de kan bevæge sig - det, tror man jo, er løgn.

Så var det Big Fat Snake, der skulle på, og hvis jeg ikke tager meget fejl, kunne jeg se, at min mor var oppe og danse lidt med min far, så det må virkelig have rykket.

Clemens lod sine bukser hænge og gav den en over nakken - det var virkelig godt, og da han var færdig, skulle Oliver og jeg på scenen for at fortælle lidt om projektet. Det var super lige at få lov at sige et par ord, og da vi havde gjort det, havde vi den helt store ære af at præsentere LOC, som sprang op på scenen og fyrede den max af... fantastisk.

Rasmus havde virkelig lagt meget arbejde i denne aften, og jeg kunne virkelig se, at han var klar da han gik på scenen til stor fornøjelse for os alle sammen - vi sang med på 'Alderspræsident' og 'Sommer i Europa', og han gav da også et nummer med Ida Corr - det var helt fantastisk.

Jeg havde min papdatter Alberte og en af hendes veninder med, og de var slet ikke til at komme i kontakt med, da Nik og Jay gik på scenen - de sang et helt nyt nummer og lur mig, om det ikke bliver et kæmpe hit.

Peter Belli sluttede af med manér; han er stadig i topform... skønt at se ham og hans kone June.. til sidst vil jeg lige rose Gustav Hansen for hans recitering af Dan Turell. Det var som at høre ham selv. Virkelig godt gået.

Alt i alt en helt fantastisk aften... tak.

Rasmus klumme 30
Sikke en aften! Vi sidder en flok musikere med guitarer og medbragte øl ved Planetariet. Jeg har Szhirleys smukke stemme i ørene og nyder sommernattens lune lyse, smagende på alle de fantastiske øjeblikke, jeg har haft gennem de sidste timer, 300 meter herfra, i Cirkusbygningen.

Personligt har jeg lige spillet sammen med mine store helte Kim Larsen og Peter belli, jeg har sunget med Nik og Jay, Szhirley og Ida Corr og lagt musik til Steen og Josefines smukke og magiske dansetrin. Jeg har danset med June og givet high five til Big fat snake. Jeg har set Gus Hansen springe ud som poet og gruppekrammet Audrey sammen med Ollie og Robbie. Drenge, I er det smukkeste boyband !

Denne aften er så meget større end nogen grammy eller en seks-stjernet anmeldelse opfundet, og uanset hvordan mit liv vil dreje sig fra nu, så har jeg fået praleret over for børnebørnene og hvem som helst.

Men glæden, jeg mærker boble, kommer et andet sted fra. Jeg har været en del af et fællesskab, som har skabt noget. Et fællesskab af mange mange hundrede mennesker, der alle har lagt en indsats, 500 kr og en friaften eller ugevis af hårdt arbejde uden løn.

Stjernerne kom og lyste, L.O.C. og Clemens var forbi med deres mikrofoner,så vi kunne mærke vores krop og hjerter. Danserne svedte, DJs spinnede, musikkerne trykkede den af, scenearbejderne puklede, lyd- og lysfolkene kæmpede og vandt, og nu sidder vi så en lille flok udholdende og fejrer synger og kysser.

Vi har samlet en god halv million sammen til Safe and Alive, med armbånd, pokerturnering og støttekoncert. Det gør ikke noget hus endnu, men vi har vist - i hvert fald os selv - at man kan gøre noget. Hånd i hånd.

Tak alle sammen, nu går jeg hjem og visseluller.

Oliver klumme 31
En mands tanke kan blive til flere menneskers samvittighed, og sammen kan vi ændre verden. Jeg troede ellers, at det var et 80er fænomen.. .

Vores projekt om at gøre noget godt for de importerede slaver mundede ud i et super vel arrangement i Cirkusbygningen. Robert og jeg åbnede showet, og så kørte det ellers for fuld udblæsning med pulserende folk og rock hele aftenen igennem. Det var fedt, og så tjente det et godt formål. Jeg sluttede aftenen af med en sympatisk familiesnak med Peter Belli, June og sønnike Michel. Hånden op for Peter, som lukkede showet.

En uge gik og jeg drog til Distortion-fest i Flæskebyen på Halmtorvet. Jeg var i højt humør lettere overstadig efter at have festet godt igennem hos min gode ven Jonas, som var hjemme et smut fra London. Frygter stadig at de billeder, som blev skudt på en af mine andre venners kamera, skal ende på Facebook. Vi ankom som sagt på Flæsketorvet og skulle høre det engelske band Chicks On Speed.

Ude foran så jeg til min store foragelse store horder af østeuropæiske prostituerede. Der var mange. Stoppede op foran en gruppe på ti. Der stoppede festen for mig. Har hele vores projekt været totalt forgæves? Hvorfor går politiet rundt og buster folk med et gram tjald på lommen, når hele København kan opleve prostitution på nært hold?

Unge knægte og tøser stod og betragtede prostituerede på deres egen alder, der trækker fuldstændig ubemærket af politiet. Er det ok?

Jeg blev meget enig med mig selv om, at det var det ikke. Så gik jeg hjem og trak dynen over hovedet og fik nederen over følelsesløse politikere, som har mere travlt med at holde deres egen røv på lønningslisten i Folketinget i stedet for at lægge hovedet på blokken for at leve op til deres status, som er at få verden til at fungere.

Der må kunne gøres noget mere... Min bøn blev hørt. Endnu en uge gik, og min redaktør ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at være med til en indsamling, som ville foregå på Rådhuspladsen sammen med Rasmus Nøhr, Peter Brüchmann og en masse seje kvinder fra fagforeningen 3F og Aktive Kvinder.

Iført t-shirts med logo "Stop sexslaveri nu" gik vi rundt med bøsser og indsamlede hvad vi kunne af forbipasserende danskere. Nogle havde travlt med at nå toget; andre blev rørte og gav en tyver i bøssen og fik et armbånd. Som mønterne løsrev sig folks lommer, blev mit humør bedre. Kan ikke forvente, at hele Danmark vender 180 på tallerkenen og pludselig råber i kor om en lovændring for, at slaverne i Danmark skal have opholdstilladelse, og når jeg læser artiklerne i B.T. og ser, hvordan det faktisk har ramt politikernes opmærksomhed, fyldes jeg med en fryd og en følelse af, at vi gerne vil gøre det bedste, vi kan. Som et af de sidste lande, der tager denne sag alvorligt. Jeg håber, at vi kan vise os som et land, der sætter menneskerettigheder højt på dagsordenen.

Nøhrs ide var rigtig god. Den mand har et hjerte, som de fleste i dette velfungerende land knap kan tænke sig til. Så tak for inspiration Rasmus... til en bedre verden. Du havde ret. En mands tanke kan være med til at ændre verden. Så tusind tak for opmærsomheden alle jer derude, som har været med til at bidrage på den ene eller anden måde.

Peace og love, Oliver B

Rasmus klumme 32
Koncerten i Cirkusbygningen er overstået, og jeg har haft min halve fridag. Nu sidder jeg fast i trafikken, og min taxachauffør siger, at vi ikke er fremme ved halmtorvet før om en time Det er ikke så godt, for jeg skal mødes med Ritt Bjerregaard om 25 minutter.

Jeg har været på besøg hos Dan Rachlin i de riges Rungsted, siddet i græsset og lavet tv, drukket kaffe og snakket om musikvideoer. Det er mit arbejde, jeg kan godt lide det ,og jeg kan godt lide de mennesker, som jeg møder i musikbranchen. Nu som nu legenden Dan, for vi har et fællesskab i vores kærlighed til musikken, den gamle dejlige dame. Og - bilder jeg mig ind - vi deler mærker af den kamp, man må igennem, hvis man vil hende nok. Forslåede, følsomme hjerter, gemt væk under tatoveringer eller silkeskjorter alt efter smag.

Selv har jeg gemt mine mærker bag det store smil, men her i taxaen, i proppen på motorvejen, kan jeg mærke det stivne lige så stille. I stedet for at drøne rundt i Thomas Troelsens åbne Jaguar, bare ud i det blå ad strandvejen, skal jeg slentre rundt blandt slaverne på Vesterbro med Ritt Bjerregaard og sikkert høre en sluder for en sladder om, at hun er ked af det, men hun kan jo ikke gøre noget, det er regeringen, der sidder på flertallet, men hvis flere ville stemme på Socialdemokraterne og bla bla bla…

Min indre popdreng græder. Han kan godt lide åbne sportsvogne, kolde øl og hit-refræner om søde tøser og glade sommerdage. Jeg har ikke skrevet en sang, siden jeg begyndte på klummerne her, og jeg savner min guitar.

Opholdstilladelsen for handlede mennesker var oppe at vende på Christiansborg, og det sædvanligt snævre flertal forkastede idéen. Utroligt hvor nemt det er for magtfulde mennesker at skubbe virkeligheden bort med et skuldertræk og nogle fine ord. Men hvad, de skal jo på sommerferie og ud at lege med deres åbne sportsvogne. Og når de skal på valg igen om nogle år, er pigerne bare nogle fattigrøve, som ingen kender, og det er så nemt at kringle danskerne, vi skal bare lige fodres lidt med noget Muhammed, noget terror og noget klimafrygt, så danser vi den gode gamle dans, sætter vores krydser og holder kæft fire år mere. Fuck hvor jeg savner popbranchen lige nu.

Men så opløser proppen sig, og vi glider nemt gennem byen, og jeg havner på Halmtorvet i fin stil fem minutter før overborgmesteren.

To ting om Ritt. Hun er meget smuk , og der er ikke noget sludder for en sladder . Vi går en tur ad Istedgade, og pigerne er som altid på arbejde. Både de gamle som i dagens anledning har droppet at spørge om blowjobs; måske kan de mærke, at de har fint besøg, eller også er det bare for varmt til at hustle i dag, og så en ny helt ung pige, som jeg ikke har set før. Ingen af pigerne smiler i solen. Selv om de har set meget, er det sikkert lidt trist for alle, når en ung pige har første dag på jobbet. Jeg gætter på, at hun lige skal lære det. Frisk fra kælderen, tævet, voldtaget, bange nok og klar til Istedgade. Højst 18 - velkommen til København , byen hvor folk vil skide dig et stykke, og politiet kigger den anden vej, mens du bliver kørt til.

Fuck dig Anders Fogh, at du tager på sommerferie, mens hun står her og venter på den næste mand, som kan få sig selv til at tage hende på trods af tårerne. Fuck dig Anders Fogh, fordi du er statsminister, mens hun lærer det! Og fuck dig Lene Espersen, for at beordre politiet ud på Christiania og lade som om, de har en chance for at få folk til at stoppe med at ryge hash i stedet for at hjælpe pigen, der står 50 meter fra deres politistation. Fuck dig Birthe Rønn Hornbech, fordi du lader eget dit gode hjerte i stikken og fuck dig Karen Jespersen, fordi du har sagt ja til magten men ikke har en hujende fis at komme med! Gud give mig mine skyklapper tilbage! Jeg vil ikke se på pigen mere, og jeg vil ikke være en del af et folk, der har en så kynisk og selvtilstrækkelig sommerferieregering. Nu må I eddermandme tage jer sammen!

Jeg siger ikke noget til Ritt om, hvordan den nye unge pige påvirker mig. Jeg siger faktisk ikke rigtig noget. Ritt siger, at hun godt kunne drikke en fadøl. Måske hun også er ramt. Vi tager et par gode mundfulde kold øl , og så tager Ritt ordet. Hun vil kontakte Mette Frederiksen og se, om hun ikke vil gøre en indsats for at samle en tværpolitisk gruppe på Christiansborg, som kan få sat lidt fut i processen med opholdstilladelserne og al den støtte, der ellers er brug for. Pigen skal ikke møde helvedet i Ritts København. Ikke på hendes vagt.

Jeg ligger i min seng og tænker lidt over det hele. Det er rart, at det er Ritt og ikke mig, som er overborgmester. Politisk arbejde er hårdt ved sjælen, og det er svært ikke at få en følelse af, at man slår slag i en slap dyne, mens vennerne lever og slår glassene sammen i sommerlandet. Jeg savner popbranchen. Jeg vil hellere sprede glæde og fede hooklines over landet end at sidde sur og skrive bitre ’fuck’s til landets ministre.

Jeg falder langsomt i søvn, drømmende om Mette Frederiksen, Ritt Bjerregaard og noget tværgruppe noget. Og jeg ved, at mine sidste tanker inden søvnen er de samme som de sidste mange nætter: Bare jeg vågner op som helt almindelig popsanger snart!