Offentligt ansatte i Skanderborg Kommune må også i fremtiden hjælpe pensionister med at kontakte prostituerede.

Det er det højst overraskende resultat af en afstemning i kommunens ældreudvalg i aftes. Her blev et forslag om at stoppe den hidtidige praksis kontant afvist med stemmerne en for og fem imod, skriver metroXpress Århus i dag.

- Jeg synes på ingen måde, vi som kommune skal være med til at holde liv i prostitutionen. Det havde jeg forventet, at der var forståelse for, men det er ikke tilfældet, og det synes jeg er utrolig trist,« siger udvalgsformand Mie Bergmann (R), der havde stillet forslaget, og var den eneste, der stemte for.

Også det lokale folketingsmedlem Kirsten Brossbøl, der er socialdemokraternes ligestillingsordfører, har talt varmt for et forbud mod offentlig formidling af købesex. Det fik dog end ikke hendes egne partifæller til at støtte forslaget.

Det socialdemokratiske udvalgsmedlem Jens Rasmussen mener, fordelene ved at hjælpe visse ældre med kontakten til en prostitueret er større end ulemperne ved at lade være.

- Den her mulighed kan bruges i tilfælde, hvor det eksempelvis kan gå ud over personalet, hvis en ældre ikke kan få tilfredsstillet sine behov og bliver aggressiv. Og hvis vi samtidig søger for, at det er modne kvinder, der ikke er handlede eller kommer fra gaden og skal bruge penge til stoffer, mener jeg ikke, det gør nævneværdig skade, så længe omfanget er begrænset. siger han.

En holdning, der støttes af Foreningen af Seksualvejledere i Danmark.Ifølge Skanderborg Kommunes oplysninger er ordningen i gennemsnit blevet udnyttet mindre end en gang om året, og det omfang forventer Jens Rasmussen vil fortsætte.

I stedet for det foreslåede forbud sender Skanderborg Kommune nu en opfordring til alle ansatte om at begrænse formidlingen af kontakt til prostituerede, hvor det er muligt.