Prins Joachim er dybt fascineret af motorsport - det samme er hans kommende hustru og de små prinser.

Fart og tempo. Benzin- og dieselos. Gamle veteranbiler og supermoderne drømmeøser.

Prins Joachim er dybt fascineret af alle former for motorsport. Og ganske heldigt for ham deler hans kommende hustru Marie Cavallier og de to små prinser hans lidenskab for kubik og race.

Prins Joachim fortæller om hans og Marie Cavalliers fælles passion i et interview i Jylland-Posten skærtorsdag:

- Ja, det er en sand fornøjelse. Det er også derfor, at jeg kan sige, at det ikke er et 'manderum' for mig. Marie er vild med motorsport. Det er én af hendes absolutte favorit-sportsgrene – ligesom boksning, siger han.

Han bliver også spurgt om, hvorvidt den kommende prinsesse mon så vil bruge tid på at tage med ham rundt i landet, når han seks-otte weekender årligt deltager i danmarksmesterskaberne i Historic Racing.

- Marie har allerede været med til et par af løbene, så jeg er ikke bange for at skulle på knæ og bede om lov, siger han.

Joachim har indtil videre hjembragt to danske mesterskaber samt en sølv- og en bronzemedalje i klassisk motorsport i den historiske Ford Lotus Cortina.

Scroll ned for mere

Racer-prinser junior
I staldene på Schackenborg står der en lille eldrevet skrig-gul racerbil. Det er de små prinser Nikolai og Felixs legetøj, som de elsker at kaste sig over.

- De kan begge to lide biler. De har den her lille, elektriske bil, og den har de rigtig godt fat i. De har en god fornemmelse for at køre og styre. Jeg kunne da godt forestille mig, at de en eller anden dag trækker mig til side og spørger: Far – må vi ikke godt prøve . . .

Allerede næste weekend kan prins Joachim få nye input til sin motorinteresse. Det sker, når Den Internationale Racing Festival løber af stabelen ved Biler i Bella.

Et arrangement han selv er protektor for.