Mens en patient lå på operationsbordet på Næstved Sygehus, forberedte bedøvelseslægen et skud morfin til sig selv. En overlæge afslørede lægen, mens han skød en dosis i sin arm. Det fortæller kilder tæt på sygehusets anæstesiafdeling til Sjællandske.

På baggrund af den chokerende handling har sygehuset valgt at bortvise lægen, som er speciallæge i bedøvelse.

Stoffet, som lægen indførte i sig selv, var at sammenligne med de former for narkotika, der florerer på gadeplan. Lægen blev med det samme - i en stærk narkorus - bedt om at pakke sine ting og tage hjem, mens en anden læge trådte i hans sted.

- Det er en utrolig tragisk sag, og der er en trist stemning i afdelingen nu. Det er endnu mere trist, fordi den pågældende læge var meget vellidt, siger Kim Garde, ledende overlæge på anæstesiafdelingen, til Sjællandske.

Den bortviste læge har russisk baggrund og betegnes af sine kolleger som velintegreret. Han taler fint dansk og har arbejdet i fire år på Næstved Sygehus.

Manden søgte forrige år om dansk statsborgerskab, men efter bortvisningen er det tvivlsomt, om han han nogensinde får det.

Den bortviste læge, som gerne vil være anonym, er ulykkelig over, hvad der er sket.

- Jeg har det dårligt og vil selvfølgelig allerhelst gerne kunne gøre det hele om igen, så jeg kunne tage på arbejde.

Omvendt erkender jeg også nu, at hvis jeg er syg, bliver jeg nødt til at være helt rask, inden det sker, siger den bortviste narkoselæge til Sjællandske.