Den omstridte og kendte forsvarsadvokat Laue Traberg Smidt – tidligere folketingsmedlem for Venstre og generalsekretær for Red Barnet – var på den forkerte side af anklageskranken, da han i dag tog plads i Københavns Byret.

Hér risikerer den 63-årige advokat både en fængselsdom og at blive fradømt retten til at være advokat, hvis han kendes skyldig i den alvorlige tiltale om to gange at lække hemmelige oplysninger, i det ene tilfælde til en bandechef, for misbrug af sin stilling som advokat og for brug af falske erklæringer.

Retssagen fik en nærmest farceagtig start. Den ene af de to domsmænd havde glemt, at han skulle møde i retten. Så han blev i hast hentet i taxa, men dommer Lene Sadolin-Holst måtte sende ham hjem igen, fordi han - med dommerens ord - var "indisponeret".

Så fik byretten i hast tilkaldt en ny domsmand og sagen gik i gang. Men så opstod der pludselig tvivl om, hvorvidt dommeren var inhabil i sagen. Hun havde nemlig været dommer i det retsmøde, som Laue Traberg Smidt i et af anklagepunkterne er tiltalt for at have lækket oplysninger fra.

Dommer Lene Sadolin-Holst har skiftet navn, fordi hun er blevet gift og derfor havde hverken anklager eller forsvarer bemærket, at hun havde været dommer i det omstridte retsmøde. Men efter en diskussion frem og tilbage afsagde dommeren kendelse om, at hun ikke var inhabil og det accepterede Laue Traberg Smidt og hans forsvarer Bjørn Elmquvist.

Bandechef med hemmelige rapporter i cellen
Ifølge tiltalen har Laue Traberg Smidt to gange brudt sin tavshedspligt. Det alvorligste tilfælde drejer sig om 57 politirapporter, der blev fundet i cellen hos den narkodømte præsident for ”Den Internationale Klub”, Danny Abdalla.

Mens Danny Abdalla afsonede otte år for narko var han under efterforskning for krigsforbrydelser begået i Libanon, hvor han bl.a. efter eget udsagn skulle have deltaget i mord og kidnapninger.

Laue Traberg Smidt var forsvarer for Danny Abdalla, men efterforskningen var så hemmelig, så advokaten havde fået et såkaldt forsvarerpålæg om, at han ikke måtte tale med Danny Abdalla om efterforskningen. Men det blæste Laue Traberg Smidt – ifølge tiltalen – på og gav endda Danny Abdalla de politirapporter som var stemplet med forbuddet.

I sagen om det vilde skyderi i Pusher Street på Christiania i april 2005 brød Laue Traberg Smidt - ifølge tiltalen - tavsheden med en SMS-besked. Efter et lukket retsmøde, hvor hans klient var kommet ud af isolation, sendte Laue Traberg Smidt en SMS til TH, hvor han røbede, at det ikke var lykkedes politiet at få anholdt en medskyldig.

TH blev senere idømt tre år og ni måneders fængsel for sin andel i skyderiet, som kostede Morten Holmberg livet.

»Ulla fik S. (navnet på den sigtede, red.) ud af iso. Han kommer først helt ud, når de har TC” (navnet på politiets eftersøgte, red.)" skrev Laue Traberg Smidt til TH.

Fusk med fuldmagter
Laue Traberg Smidt er også tiltalt for fusk med tre fuldmagter, der overdrog brugsretten til tre biler fra en person til en anden. Laue Traberg Smidt bevidnede med sin underskrift, at fuldmagterne var gyldige, selvom de var falske, mener anklageren.

De falske erklæringer blev brugt af de dømte i en sag om forsikringssvindel med biler. Kostbare danske biler blev kørt til udlandet af stråmænd, der via fuldmagterne fik overdraget brugsretten til bilerne. De blev solgt og meldt stjålet i Danmark. Anklager Lone Damgaard sagde i retten, at Laue Traberg Smidt ikke vidste, at de falske fuldmagter blev brugt til forsikringssvindel.

Københavns Byret skal bruge fire dage til sagen mod advokaten. Dommen ventes først den 31. marts.