Daniel Agger ser sig selv som den Liverpool-spiller, der har den bedste tøjsmag. Hans forsvars-kollega Jamie Carragher er derimod den mest kiksede i truppen.

Afsløringerne kommer interview fra et Liverpool-kampprogram, som er gengivet på klubbens officielle hjemmeside. Agger bliver spurgt om, hvem i førsteholdstruppen, der har den bedste stil:

- Alle har deres egen smag, men jeg bliver nødt til sige mig selv. Jeg har min egen individuelle stil, som jeg føler mig godt tilpas med. Ingen andre i klubben går i det samme kluns som mig, siger Agger, som tidligere mest gik i hiphop-tøj.

Og da han bliver spurgt om, hvem der har den værste stil, kommer svaret resolut:

- Den er nem, det må være Jamie Carragher. Han går i noget latterligt tøj. Der er par udfordrere, men "Carra" er i en klasse for sig selv. Andriy Voronin er også godt med.

Agger fortæller i interviewet, at han ikke er til de store rejse-eventyr.

- Det har aldrig interesseret mig at rejse. Jeg vil hellere bare hjem til København, når jeg har fri - det er min perfekte ferie. Jeg elsker at bruger tid sammen med mine venner og familie. Det bliver ikke bedre end det, siger Agger, der stort set også kun ser dansk tv, selvom han bor i England.

- Engelsk fjernsyn er meget anderledes end det, som jeg er vant til. Jeg synes, at det er lidt underligt.

Den stærke midterforsvarer, der ejer flere restauranter og en pub, fortæller også, at han langtfra er ueffen i et køkken.

- Jeg er ikke dårlig. Inden jeg kom herover, boede jeg alene i et år, og jeg lavede mad til mig selv hver aften. Jeg ved ikke, om det var godt, men jeg spiste det altid.

Da han bliver bedt om at vælge mellem de to pige-bands Girls Aloud og Spice Girls, må han give op.

- Hvem? Jeg har aldrig hørt om Girls Aloud, men jeg ved, hvem Spice Girls er. Desværre er det slet ikke min musiksmag - overhovedet ikke. Det interesserer mig slet ikke, så jeg kan ikke vælge det ene band fremfor det andet, siger Agger med et stor grin.