Kronprins Frederik får sin mors støtte til at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Dronningen siger god for beslutningen.

Dronning Margrethe bakker op om kronprins Frederiks ønske om at blive medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

På et pressemøde i Mexico i aftes sagde dronningen, at det er almindeligt kendt, at kronprinsen er interesseret i sport, og at det derfor kunne være spændende for ham.

- Han er selv sportsudøver og er meget inde i sporten. Derfor tror jeg, at det kunne være spændende for ham at få den mulighed, sagde dronning Margrethe, da hun mødte mexicanske og danske journalister som afslutning på et fem dage langt statsbesøg.

- I øvrigt er han jo et voksent menneske, der selv træffer sine beslutninger. Det har jeg fuld fortrøstning til, at han kan og vil, sagde hun.

/ritzau/