Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, vandt magtkampen med Tove Videbæk, og får trods valgnederlaget fuld opbakning til sin linje fra hovedbestyrelsen.

Kristendemokraternes formand, Bodil Kornbek, vandt magtkampen med den vestjyske folketingskandidat Tove Videbæk ved partiets hovedbestyrelsesmøde i Fredericia i dag.

Kornbek fik massiv opbakning til sit ti-punkts program, og hovedbestyrelsen afviste også kritikernes krav om et ekstraordinært landsmøde i april, som skulle tage stilling til Kornbeks fremtid som partiformand.

Samtidig nedstemte hovedbestyrelsen et forslag om at nedlægge partiet efter valgnederlaget, hvor partiet kun opnåede 0,8 procent af stemmerne og derfor ikke var i nærheden af at klare spærregrænsen på to procent.

Som en konsekvens af nederlaget til Kornbek har Tove Videbæk valgt at trække sig fra Kristendemokraternes hovedbestyrelse, men bliver dog i partiet indtil videre.

Tove Videbæk har kritiseret Bodil Kornbeks valgstrategi, som hun mener var for venstredrejet, nedtonede kristne værdier og såede tvivl om partiets abortmodstand.

/ritzau/