Det nyvalgte folketingsmedlem Jørgen Poulsen får 750.000 kroner af Røde Kors, fordi han føler sig fyret af organisationen. Ærgerlige penge, siger Røde Kors.

DEBAT: SKAL JØRGEN POULSEN HAVE GODTGØRELSE?

Det nyvalgte folketingsmedlem Jørgen Poulsen fra Ny Alliance har afvist, at han kræver et gyldent håndtryk af Dansk Røde Kors. Alligevel indgik hans advokat torsdag aften et forlig med Røde Kors.

Forliget betyder, at Jørgen Poulsen nu får Røde Kors til at sætte 750.000 kroner ind på sin pensionskonto.

Pengene skal tages ud af Røde Kors' kasse, og det betyder, at nødhjælpsorganisationen groft sagt kommer til at mangle 750.000 kroner til at hjælpe ofrene for sultkatastrofen i Zimbabwe.

- Det er nogle ærgerlige penge at skulle af med. Vi mener ikke, at Jørgen Poulsen har krav på noget, efter at han fratrådte som generalsekretær. Han har også selv udtalt, at stillingen som generalsekretær ikke er foreneligt med et job i politik, og vi ser sådan på det, at han selv har søgt en anden stilling, som han har fået.

- Derfor mente vi ikke, at vi havde behov for at give ham noget yderligere. Men efter råd fra vores og Jørgens advokat har vi forstået, at det her er den bedste løsning. I sidste ende kunne det være endt i en retssal, siger Hans Beck Gregersen, der er pressechef i Røde Kors.

/ritzau/