Efter nederlaget til Tyrkiet i lørdags ser det ud til, at drømmen om EM brast i Norge. Dermed ser der ud til at blive et landstrænersæde ledigt hos det norske fodboldforbund, fordi den nuværende landstræner Åge Hareide, har meldt ud, at han trækker sig, hvis kvalifikationen glipper.

Dermed står døren åben for en landstrænerpost til FCKs Ståle Solbakken, der ifølge B.T.s norske pressekilder er forbundets førstevalg. Men hovedpersonen selv maner et skifte jorden.

- Det er ikke aktuelt for mig. Jeg forholder mig til min kontrakt med FCK. Da jeg forlængede med FCK i sommer, vidste jeg, at jeg bandt mig til klubben, for de næste fire år, og det har jeg det godt med. Jeg brænder for at bygge et hold op i FCK, siger Ståle Solbakken til B.T.

Relevant eller ej, så er der ingen tvivl om, at interessen vil smigre FCK-træneren.

- Alle trænere vil synes, det er noget særligt at være træner for deres eget land. Det vil være en stor ære for mig.