Et gammelt pakistansk bandeopgør fra de sydlige københavnske forstæder sendte fredag en tilfældig dreng på hospitalet med skudsår.

En 17-årig dreng lå fortsat fredag aften på operationsbordet efter et skuddrama på Christianshavn fredag eftermiddag.

Drengen blev et tilfældigt offer for et opgør mellem pakistanske indvandrerbander, som tidligere har brugt skydevåben til at klare deres uoverensstemmelser, oplyser politiet.

Skyderiet foregik ved kiosken på Prinsessegade 29 C, da to gerningsmænd affyrede ti skud med et nimillimetervåben mod en person, der havde været inde i kiosken for at handle. Han flygtede tilbage i kiosken, hvor en kvinde med et barn måtte smide sig på gulvet, da gerningsmændene igen åbnede ild og affyrede omkring fem skud, oplyser Københavns Politis centrale efterforskningsleder.

Kioskindehaverens 17-årige søn befandt sig i butikslokalet, og blev ramt i brystet mellem andet og tredje ribben. Skuddet perforerede hans lever og mavesæk, ligesom han blev ramt i hånden.

Lægerne på Rigshospitalet opererede ham, og først blev han meldt uden for livsfare. Men efter operationen viste det sig, at der var gået hul på en pulsåre, og drengen måtte opereres igen, og ifølge politiet var han kort før klokken 22 i livsfare.

/ritzau/