En pige, der blev udsat for massevoldtægt, er i Saudi-Arabien dømt til pisk og et halvt års fængsel.

En saudiarabisk domstol har dømt et 19-årigt offer for massevoldtægt en straf på et halvt års fængsel og 200 piskeslag. Dommen faldt i en appelsag, og straffen er mere end dobbelt så hård som den straf, hun fik i den oprindelige retssag.

De syv gerningsmænd fik også skærpet deres straf, rapporterer den saudiarabiske avis Arab News. De er nu dømt fra to til 10 års fængsel.

Pigens forbrydelse er, at hun kørte i bil med en mand, hun ikke var i familie med, da hun blev voldtaget. Det er en alvorlig ting i det dybt islamiske Saudi-Arabien, hvor der er love for adskillelse mellem kønnene.

Ifølge avisen har domstolen fortalt pigen, at hendes straf er skærpet i forhold til den tidligere dom, fordi hun har forsøgt at påvirke dommerne via medier. Hendes forsvarer, der appellerede dommen, fik frataget sin licens, så i appelsagen havde hun ingen forsvarer.

/ritzau/AP