Danmarks statsminister hedder fortsat Anders Fogh Rasmussen (V), og han bliver ikke afhængig af Ny Alliance, når han skal danne regering. SF fik stor fremgang.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Trods tilbagegang ved tirsdagens valg for Venstre og status quo for Konservative, betød fremgangen på et mandat til Dansk Folkeparti, at VK-regeringen kan fortsætte med Dansk Folkeparti som støtteparti.

Tilsammen har de tre partier fået 89 mandater og dertil kommer en færing, så derfor har VK-regeringen ikke et flertal imod sig, og det er jo det, som tæller i dansk politik.

Valgets helt store vinder blev SF, som gik fra 11 til hele 23 mandater. Til gengæld tabte både Socialdemokraterne, Radikale og Enhedslisten mandater, så tilsammen kan de fire partier alligevel kun mønstre 81 mandater. Dertil kommer to grønlændere og muligvis en færing.

Enhedslisten stod på et tidspunkt til slet ikke at komme ind i Folketinget, men så galt gik det dog ikke for den yderste venstrefløj. I den kommende periode bliver Enhedslisten repræsenteret med fire mandater – to færre end før valget.

Det ny parti, Ny Alliance, fik fem mandater ved sit første folketingsvalg, og det var væsentligt færre, end valgkampens første meningsmålinger antydede. De fem mandater er lige nøjagtigt for få til, at Ny Alliance kan blive tungen på vægtskålen i forhold til hvem, der skal danne regering – og Ny Alliances ambition om at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse mislykkedes dermed i denne omgang.