En mindre blå bil med bagagerum og hvide nummerplader er politiets bedste spor i overfaldet på en 12-årig pige i Liseleje.

Hun blev slået i hovedet med en gummihammer og forsøgt tvunget ned i bilens bagagerum, men hun skreg og fik kæmpet sig fri af voldsmandens greb. Så opgav manden og flygtede.

- Vi håber på henvendelser fra folk, der har set den blå bil særligt i området omkring Jens Hansens Vej i Liseleje ved 16-tiden lørdag, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands politi.

Den blå bil holdt parkeret på Jens Hansens Vej, da den 12-årige pige var på vej hjem på cykel. Hun blev stoppet af manden, der på gebrokkent engelsk ville have hende til at vise vej på et kort som han havde slået op i bagagerummet. Han slog hende én gang i hovedet med en sort gummihammer og forsøgte at skubbe hende ned i bagagerummet.

- Hensigten var at at bortføre hende formentlig med et seksuelt øjemed. Vi ser meget alvorligt på sagen, siger vicepolitiinspektør Henning Svendsen.

En beboer i området hørte pigens skrig, men reagerede ikke fordi beboeren troede, det blot var nogle børn som legede.

Pigen blev undersøgt på Frederikssund Sygehus og hun slap heldigvis med en bule i hovedet.

Overfaldet skete mindre end 100 meter fra pigens hjem og hun løb hjem, mens overfaldsmanden kørte væk. Hun ringede chokeret til sin mor, der ikke var hjemme og så blev politiet alarmeret.

Politiet har ikke fundet tekniske spor på gerningsstedet. Manden tog gummihammeren med sig.

Han beskrives som en 'høj mand' omkring 185-190 cm., 20-30 år og iført blå bukser, formentlig cowboybukser, og en kasket, en 'cap'.

Hos Nordsjællands politi er flere efterforskere i gang med afhøringer. Henvendelser i sagen til 49 27 14 48 eller 1-1-4.