Komikeren Farshad Kholghi, der er TV-aktuel i "Forbrydelsen", er færdig med at flygte, fortæller han i en ny bog, der udkommer i slutningen af denne måned.

I bogen "Verden er ét land" fortæller han om sine egne erfaringer med at flygte - først fra religiøs forfølgelse i Iran og siden fra bydelen Nørrebro i København.

"I mange år var flugt min rygmarvsreaktion på det klassiske dilemma ved enhver form for opstået fare eller ubehag. Hvis jeg ikke stak af på det ydre, konkrete plan, så gjorde jeg det på alle de indre.

Min forestillingsverden gav mig ofte både asyl og bistandshjælp. Virkeligheden var i perioder i mine teenageår et sted, jeg kun nødtvungent opholdt mig. Jeg flygtede fra det at være flygtning," skriver Farshad Kholghi .

Din usle iraner
Rørende ærligt beskriver han, hvordan glæden ved at have fundet en billig lejlighed på Nørrebro forvandles til sorg og vrede, da han bliver overfaldet af unge 2. generationsindvandrere på gaden.

"Pludselig fornemmer jeg en kraftig aktivitet bag mig. "Usle iraner. Usle iraner," er der nogen, der råber. Der bliver kastet sten og en flaske. Kasteskytset lander lige ved siden af mig. Jeg vender mig om.

To Adidas-klædte lømler er kommet løbende direkte imod mig i fuld fart. De stopper lige foran mit ansigt. Den enes fjæs er kun centimeter fra mit., da han begynder at spytte på mig. Han skriger højt:

"Din usle iraner. Din bøsse. Du skal fandme ikke vise dig her på Nørrebro. Usle iraner. Bøsse!"

Hans kammerat hopper hidsigt op og ned bagved i en besynderlig krigsdans og skriger med. Bevæbnet med kebab i den ene hånd og to liter illegal importeret cola i den anden, står jeg der og tænker: "Nu bliver jeg smadret".

Hjernevaskede indvandrere
Farshad Kholghi slipper dog med skrækken, men i bogen kommer han med en ordentlig opsang til både danskere og islamister. Danskerne skal droppe naiviteten og tage truslen fra religøse muslimske fandamentalister alvorligt. Og 2. geneationsinvandrere skal ikke lytte til imamerne, råder Kholghi.

- Vi er midt i en krig, ikke en religionskrig, men en krig om værdier. Islamisterne virker som horder fra år 680, der er kommet hertil i en tidsmaskine og har helt andre forældede værdier end nutidens mennesker.

Anden og tredjegenerations indvandrere bliver hjernevasket af agitatorer. De skal ikke lytte til imamerne. Imamer bør kun bruges til religiøse formål, de skal ikke blande sig i samfundsforhold og politik.

Man bad heller ikke præsterne om hjælp da Danmark var plaget af arbejdsløshed i firserne, siger Farshad Kholghi. "Verden er ét land", der er skrevet i samarbejde med Helle Broberg Nielen, udkommer på Peoples Press 31. oktober.

Læs det store interview med Farshad Kholghi i B.T. søndag.