Brøndbys anfører mener, at Tom Køhlert er den rette til at føre holdet ud af dets nuværende krise.

Tom Køhlert har i efteråret ikke haft held til at genrejse Brøndby. Selv om målsætningen om medaljer er aflyst til fordel for overlevelse i SAS Ligaen, så mener forsvarsstyrmanden Per Nielsen, at Tom Køhlert er den rette mand på Brøndbys trænerbænk. Det fastslår anføreren overfor Ekstra Bladet.

- Tom er den rette mand til det her. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er ikke hans skyld, at resultaterne ikke har flasket sig, siger Per Nielsen til avisen.

Det er samtidig midterforsvarerens fornemmelse, at Tom Køhlert fortsat nyder stor tillid i spillertruppen, selv om han blot har ført holdet til en enkelt sejr i denne sæson.

- Jeg føler, at der er opbakning fra hele truppen. På hvilket som helst hold vil der selvfølgelig altid være nogle få, som ikke spiller, som er utilfredse og som vil væk, siger Per Nielsen.

På søndag tager Brøndby imod FC København i en SAS Liga-kamp, der for første gang nogensinde kan betegnes som et top-mod-bund-opgør.

/ritzau/