Svenske politikere er stærkt kritiske over for en række muslimske ambassadørers krav om, at svensk lovgivning skal ændres for at hindre kritik af Muhammed.

Mens mødet mellem Sveriges statsminister, Fredrik Reinfeldt, og ambassadører fra muslimske var i gang fredag middag, kritiserede flere svenske politikere de selvsamme ambassadører, fordi flere af dem har opfordret til, at svensk lovgivning ændres, så det bliver forbudt at kritisere eller gøre nar af profeten Muhammed.

Medlem af Riksdagen for det liberale Folkpartiet Carl B. Hamilton sagde, at det er vigtigt, at Reinfeldt får gjort det klart for de cirka 20 muslimske ambassadører, at der ikke kan røres ved lovgivning, og at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes.

Carl B. Hamilton er desuden i tvivl om, hvor "kompetente" de muslimske ambassadører er, når de overhovedet kan finde på at kræve svensk lovgivning ændret.

Sagen om den svenske Muhammed-tegning har fået Udenrigsministeriet i Stockholm til at advare svenske statsborgere i Mellemøsten om, at de skal "være ekstra opmærksomme og følge med i medierne".

Det skriver Svenska Dagbladet.

Advarslen kom kort før, at Fredrik Reinfeldt fredag kl. 11 mødtes med ambassadører fra muslimske lande for at drøfte sagen om Muhammed-tegningen, der blev trykt i august i avisen Nerikes Allehanda.

Det er statsministeren selv, der har indkaldt til mødet, og her vil Reinfeldt blive mødt med forslag fra den egyptiske ambassadør om ændring af svensk lov.

- Vi vil se handling. Ikke bare fine ord. Vi må forsøge at få ændret loven. Muslimer har brug for retlig beskyttelse mod, at profeten Muhammed bliver hånet. På samme måde som jøder og homoseksuelle har det, sagde den egyptiske ambassadør, Samah Mohamed Sotuhi, torsdag til det svenske nyhedsbureau TT.

/ritzau/TT