Den 22-årige mand, der gik amok over en dårlig hotdog, er stukket af

Med hænderne fikseret i et transportbælte lykkedes det sent søndag en 22-årig voldsmand at stikke af fra politiet. Han vristede sig fri af tre fængselsbetjente og sprang gennem en glasdør på skadestuen på Hvidovre Hospital. Herfra fik den 22-årige et lift til Rødovre Station, hvor han sprang på en bus til Damhus Torv og flygtede videre mod Damhussøen.

- Vi ved, det er ham fra 7-Eleven, og at han er stukket af her til aften, sagde kriminalassistent Jonas Eriksen fra Station City sent søndag aften.

- Jeg vil ikke udtale mig om, hvorvidt han er farlig. Men man kan jo se, hvad han lavede sidste weekend, siger han. I lørdags blev den 22-årige mand anholdt for hele tre voldsforseelser på en dag.

Først smadrede han en flaske i hovedet på en tilfældig mand. Senere gik han amok i en 7-eleven butik. Her bestilte den 22-årige en hotdog. Og da han ikke var tilfreds med resultatet, gav han den ansatte hotdog’en tilbage i hovedet, sprang over disken, slog den ansatte i gulvet med en knytnæve og lavede sin egen hotdog.

På vej ud af butikken mødte han en kunde, der bad ham om at slappe af. Det fik igen voldsmanden til at gå amok. Han trak en kniv og stak den nyankomne kunde i brystet, tæt ved hjertet - det var et rent held, at kunden overlevede.

Efter overfaldet stak den 22-årige af, men han blev allerede anholdt af politiet en time senere, da han igen var i slåskamp.

Tilbage i 2005 blev voldsmanden idømt et års fængsel for at have slået en 32-årige familiefar med to til fire knytnæveslag. Et af slagene var så hårdt, at den overfaldnes halspulsåre blev slået i stykker, og han døde få timer senere på Rigshospitalet.

Politiet kunne søndag aften ikke fortælle, hvordan det var lykkedes den 22-årige at slippe væk. Og det endda med hænderne låst fast i et transportbælte. - Det er noget af det, vi undersøger i øjeblikket. Vi udspørger de folk, der har været i nærheden af ham, sagde den centrale efterforskningsleder ved Københavns politi, Bogs-Grarup. Han forklarede, at den 22-årige var på hospitalet med noget uopsætteligt. Kort før midnat ledte politiet stadig efter den 22-årige med hunde.