Voldsmanden, der løb på banen i Parken og angreb dommeren i EM-kampen, blev søndag løsladt efter grundlovsforhør. Han husker hele kampen på nær overfaldet.

Den fodboldtilskuer, som var årsag til den skandaløse afslutning på EM-landskampen i Parken lørdag aften blev søndag formiddag løsladt, efter at han var blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Dommeren i Københavns Dommervagt mener, at der ikke er nogen risiko ved at løslade ham.

Danskeren, som er bosiddende i Sverige, er fortsat sigtet for vold, og anklageren vil have ham i fængsel tre måneder. Det mener dommeren dog ikke er realistisk. Det er også en af grundene til, at han blev løsladt.

Den 29-årige mand mødte op i retten med forbinding om hånden, fordi han efter anholdelsen brækkede fingeren ved at slå hånden ind i en væg i frustration. Han forklarede lavmælt, at han var i København for at hilse på sine kammerater se en "god og underholdende kamp".

Den 29-årige var stærkt beruset efter at have drukket 15 - 20 øl og husker ikke selv, hvad der skete i tidsrummet fra han hopper ind på banen til Michael Gravgaard skubber ham væk fra dommeren. På den baggrund nægter han sig skyldig.

- Jeg blev ked af det røde kort, forklarede manden, der kaldte sig selv temperamentsfuld og en dårlig taber.

Han oplyste i dommervagten, at han er ked af episoden.

/ritzau/